Når man har været udsat for en psykisk belastning og føler sig rystet og ude af balance, så hjælper det at tale om det. Det er udgangspunktet for et nyt samarbejde mellem Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Afdelingen for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling på Herlev Hospital og CAMES – Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation.
Med projektet vil man gøre det til en naturlig del af dagligdagen, at man som medarbejder taler med kolleger, når man har været ude for en intens oplevelse, eller på anden måde føler sig psykisk belastet af arbejdet.
”I sundhedsvæsenet kommer man som medarbejder ud for mange situationer, der handler om liv og død, og det kan medføre stor mental belastning,” siger projektleder Jacob Nielsen, overlæge og konsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Det er også kendt, at medarbejdere, der har været involveret i situationer, hvor en patient er blevet skadet, oplever psykiske reaktioner. Hvor patienten er det første offer, er den involverede sundhedsperson second victim.
”Men også helt almindelige daglige situationer kan medføre psykologiske belastninger som kan overskride den enkeltes grænse. Det kan være arbejdet med alvorligt syge og døende eller det tidspres, som mange beskriver som stadigt stigende, og som kan gøre det vanskeligt at udføre arbejdet efter etiske og faglige normer,” siger Jacob Nielsen.
Den mentale belastning kan, hvis den er alvorlig, føre til symptomer, der minder om posttraumatisk stress-sygdom. Det kan betyde usikkerhed ved at skulle træffe beslutninger, overforsigtighed, der fører til bestilling af unødvendige undersøgelser, reduceret dømmekraft, sygefravær og i sidste ende flugt fra jobbet. Og medarbejdernes symptomer går også ud over patienterne:
”Vi ved fra litteraturen, at der er sammenhæng mellem det psykosociale arbejdsmiljø og patientsikkerheden. Når man er presset, reagerer man mindre hensigtsmæssigt og er mere tilbøjelig til at begå fejl. Det betyder, at det bliver dyrere at drive sundhedsvæsenet, fordi medarbejderne bliver syge og laver fejl. En OECD-rapport vurderede for nyligt, at ca. 15 % af sundhedsvæsenets udgifter går til at råde bod på fejl og patientskader,” siger Jacob Nielsen.
Styrkelse af psykologisk tryghed
”Når man spørger sundhedspersonalet om, hvad de har mest brug i forbindelse med mental belastning, så ønsker de sig, at de kunne tale med en kollega i samme arbejdssituation. De ønsker, at det ville være kulturelt acceptabelt og praktisk muligt med en lokal snak i afsnittet, hvor man færdes,” siger Jacob Nielsen.
I det nye projekt vil men derfor forsøge at forebygge de alvorlige mentale problemer hos medarbejderne ved at få kollegerne til at tale sammen og støtte hinanden, når noget ubehageligt er sket. I sidste ende er det målet at styrke den psykologiske tryghed blandt medarbejderne og fremme en kultur af åbenhed og læring.
I første fase af projektet, som er støttet af Helsefonden, er den videnskabelige litteratur på området blevet gennemgået, og der er identificeret en række konkrete redskaber, der nu skal prøves af i praksis. I første omgang er det Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv behandling på Herlev Hospital, der skal være projektafdeling.
CAMES – Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation – bidrager med indsatser i forhold til uddannelse og forskning i projektet. Det er ambitionen, at resultaterne kan spredes til alle dele af sundhedsvæsenet – ikke kun hospitalerne, men også det kommunale sundhedsvæsen, almen praksis, tandklinikker ol.
Ansvaret for den næste patient
På Herlev Hospital er det overlæge Pernille Cedergreen, der er ankerperson for den nye indsats. Hun er områdeansvarlig overlæge på opvågningsafsnittet, som er en del af Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling.
”I vores kultur i sundhedsvæsenet er der en forventning om, at man skal kunne klare tingene. Og det er også nødvendigt til en vis grad. Men der hersker nogle steder en kultur, hvor man tænker, at presset jo blot er en del af arbejdet, som man skal kunne tåle. Den kultur er ikke sund, og det går ud over medarbejdernes trivsel og mentale sundhed. Nogle medarbejdere forlader jobbet, og nogle enkelte gør det ultimative og begår selvmord. Vi har al muligt ansvar for at være opmærksomme på hinanden og sikre, at ingen når derud. Som ledere har vi også en forpligtelse over for arbejdsmiljøloven til at sørge for, at vores medarbejder ikke bliver syge af at gå på arbejde,” siger Pernille Cedergreen.
Hun oplever stor opbakning til projektet fra hele ledergruppen i afdelingen. Men det er ikke kun af hensyn til medarbejderne, at projektet er relevant.
”Vi har også et kæmpe ansvar over for den næste patient. Når vi er mentalt rystede, så yder vi ikke vores bedste, og så kan vi risikere, at patientsikkerheden er kompromitteret,” siger hun og fortsætter:
”Når man er erfaren og har stået i mange situationer, så er man måske mere robust og bliver ikke så let rystet. Men det her initiativ kan gøre, at vi bliver bedre til at løfte blikket og se på vores kolleger. Sådan at man som teamleder får udvidet sine evner til at læse andre mennesker. Jeg håber, at det generelt vil fremme en åbenhedskultur og en læringskultur på afdelingen, hvor det er naturligt at sige, at ”det her var voldsomt”, ”jeg blev rystet”, ”det her kunne være gået rigtig galt” eller ”det gik rigtig galt, fordi jeg tog fejl”.”
For Pernille Cedergreen er der tre vigtige mål med den kommende indsats: Det er arbejdsmiljø og trivsel på afdelingen. Det er patientsikkerhed. Og det er et forsøg på at ændre kulturen i sundhedsvæsenet.
”Vi håber, at vores afdeling kan blive et godt eksempel, der kan bredes ud til hele hospitalet og efterhånden til hele sundhedsvæsenet,” siger hun.
Bægeret flyder over
Der kan være mange forskellige typer af situationer, der påvirker sundhedspersonalet psykisk. Det kan være en fejl eller utilsigtet hændelse, som har skadet en patient, men også mange andre ting kan påvirke psykisk:
”Det kan være, at man bliver truet af en patient, eller det kan være et forløb, hvor patienten er så syg, at det ikke er muligt at redde patientens liv, fx traumer eller hjertestop. Det kan være voldsomt, hvis det er yngre mennesker. Det kan også være, at patienten ligner din mor eller dit barn. Situationer, som lige krydser barrieren mellem det professionelle jeg og det private jeg,” siger Pernille Cedergreen og fortsætter:
”I mit eget fag som anæstesilæge er vi vant til, at ting er uforudsigelige og voldsomme nogle gange. Vi er skolede til, at det skal vi kunne klare. Og det kan vi også som regel. Men man ved bare aldrig, hvornår nok er nok, og bægeret flyder over Og nogle gange er det en lille ting, der trigger.”
”Vi kan se fra litteraturen, at sundhedspersoner har et bestemt mønster, når de reagerer. Ofte peger de indad og føler skyld, selv om de ikke har grund til det. Og det er jo vigtigt at fortælle dem, at det er en normal reaktion.”
Pernille Cedergreens erfaring er, at hvis man hurtigst muligt taler med en kollega eller sit team om episoden, så er det med til at lette trykket, såkaldt defusing. Og måske er det med til at forebygge alvorlige reaktioner efterfølgende. Men ifølge Pernille Cedergreen er der brug for mere evidens på området.
Den psykiske reaktion kan også være mere langvarig. Og i så fald kan der være behov for en mere omfattende debriefing, hvor man involverer en psykolog.
”Man må godt gå og tænke over det et par dage. Men det må ikke på længere sigt være det, der fylder, fx fordi man hele tiden vil gøre alt for ikke at komme i samme situation igen, eller man ligefrem ændrer personlighed. Så er det ikke nok med en kort samtale, så skal der andre tiltag til, og det har vi som ledelse et ansvar for.”
Den nære kollegasnak
Projektet indledes med teoretisk undervisning i temaet ”psykologisk tryghed” for både medarbejdere og ledelse. Det bliver Simon Tulloch, der er psykolog og chefkonsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, der står for undervisningen.
”For at komme i gang er det nødvendigt med en vis viden. Man skal kunne forstå, hvornår man selv føler sig belastet, og man skal have øje for, hvornår kolleger gør det. Og så skal man have helt basal viden om, hvad man kan sige til hinanden, og hvad man ikke skal sige. Det skal ikke nødvendigvis være noget med at sætte sig ind i et lokale og lukke døren i to timer. Det kan lige så godt være en snak i omklædningsrummet eller en aftale om at ringe sammen senere,” siger Jacob Nielsen.
Ved tidligere lignende initiativer har man haft skarpe definitioner af, i hvilke situationer samtalerne skulle afholdes, fx ved alvorlige utilsigtede hændelser eller dødsfald. I det nye projekt er det medarbejderne selv, der afgør, hvornår de føler sig belastede.
”Der kan være alt fra noget fuldstændigt almindeligt til en virkelig katastrofe. Det, som virker banalt for den ene, kan påvirke en anden stærkt. Derfor vil vi ikke på forhånd sætte grænser for, hvornår man har brug for at snakke,” siger Jacob Nielsen.
Senere i projektet er det meningen, at der skal være sessioner med alle ansatte med både teori og praktiske træning. Og igennem et halvt år vil projektledelsen fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed besøge alle afsnit en gang om ugen for at følge op og sikre fremdrift i projektet. Her vil man diskutere, hvad der har fungeret godt, og hvad det virker mindre godt, sådan at der kan ske tilpasninger undervejs.
”Der har tidligere været lignende initiativer, men når man så ser på, hvor mange snakke der har været, så er det kun et par stykker om måneden, og så er det jo ligegyldigt. Samtalerne med kollegerne skal være en naturlig del af dagligdagen,” siger Jacob Nielsen. Derfor er det vigtigt med opfølgningen, hvor man også vil sikre, at ledelsen fortsat har opmærksomhed på projektet.
Resultaterne af projektet vil blive fulgt med både kvalitative og kvantitative data: Antallet og resultaterne af samtalerne, sygefraværet og jobomsætningen. Desuden vil der være en spørgeskemaundersøgelse før og efter interventionen.
”Vi håber, at vi kan bidrage til at skaffe nye erfaringer på området. Der er ingen tvivl om, at behovet er stort og påtrængende, og at det kan betale sig, både ud fra et kvalitetsmæssigt, et sikkerhedsmæssigt og et økonomisk synspunkt,” siger Jacob Nielsen.
