Prioritering og digitalisering, mental sundhed og mediernes indflydelse på patientsikkerheden sætter PS! på programmet for Folkemødet

Gode drøftelser om, hvordan vi skaber et endnu mere sikkert sundhedsvæsen for patienter og borgere – og for de sundhedsprofessionelle – er i sigte, når PS! sætter kursen mod Folkemødet på Bornholm den 15.-17. juni.

En masse mennesker sidder og kigger op mod scenen, hvor fire mennesker er i debat
Endnu en gang deltager Dansk Selskab for Patientsikkerhed i Folkemødet på Bornholm.

Den 15.-17. juni 2023 pakker PS! budskaberne i kufferten og drager mod solskinsøen Bornholm for at deltage i Folkemødet. På programmet er spændende diskussioner, livlige snakke og udvidelse af horisonten.

PS! er arrangør af 2 debatter og er derudover involveret i 6 debatter. Få overblikket over debatterne nedenfor.

Du kan desuden møde PS! i Det Fælles Sundhedstelt på Kæmpestranden, hvor selskabet har en stand fredag og lørdag i tidsrummet 9:00-12:00. I standen vil vi fortælle om vores projekt Mental sundhed for sundhedsprofessionelle. PS! har en appel om, at vi skal huske at passe på hinanden og ikke mindst på de sundhedsprofessionelle, når vi skal have et bæredygtigt sundhedsvæsen i fremtiden.

Læs om projektet Mental sundhed for sundhedsprofessionelle

Driver medierne patientsikkerheden? – fredag kl. 17:00-17:45 i Det Fælles Sundhedstelt (J45) på Kæmpestranden

Med udgangspunkt i den såkaldte amputationssag bliver mediernes rolle i forhold til patientsikkerhed drøftet. Er medierne med til at forbedre patientsikkerheden med deres pressedækning? Eller bliver dækningen for ensidig og unuanceret, og har det konsekvenser for patientsikkerheden og prioriteringerne i sundhedsvæsenet?

Deltagere:

  • Inge Kristensen, direktør, Dansk Selskab for Patientsikkerhed (moderator)
  • Purnima Erichsen, regionsrådsmedlem, Region Midtjylland
  • Jesper Gyllenborg, koncerndirektør, Region Sjælland
  • Klaus Lunding, formand, Danske Patienter

Kan prioritering og digitalisering redde sundhedsvæsenet? – lørdag kl. 13:15-14:00 i Danske Regioners telt (F8) ved Folkemødehuset

Voksende ventelister og udsigt til langt flere patienter kombineret med en mindre arbejdsstyrke sætter sundhedsvæsenet under pres. Digitale løsninger og prioriteringer er udnævnt som nogle af de løsninger, der skal reducere presset på et sundhedsvæsen, der er knapt på ressourcer. Men kan prioritering og digitalisering redde sundhedsvæsenet? Og hvordan sikrer vi, at det er etisk forsvarligt og understøtter et patientsikkert sundhedsvæsen? Det sætter denne debat fokus på.

Deltagere:

  • Inge Kristensen, direktør, Dansk Selskab for Patientsikkerhed (moderator)
  • Lars Gaardhøj, regionsrådsformand i Region Hovedstaden og formand for Dansk Selskab for Patientsikkerhed
  • Leif Vestergaard, formand, Det Etiske Råd
  • Camilla Rathcke, formand, Lægeforeningen og næstformand, Dansk Selskab for Patientsikkerhed
  • Marie Paldam Folker, afdelingschef, Center for Digital Psykiatri
  • Vibeke Andersen, patientambassadør

PS! sørger for, at patientsikkerhedsbrillerne er på i 6 andre debatter

Se hele programmet for Folkemødet 2023 på Folkemødets officielle hjemmeside