Når kalenderen viser den 13.-15. juni er Dansk Selskab for Patientsikkerhed som vanligt at finde på Folkemødet på Bornholm. Her tager vi patientsikkerhedsbrillerne på (helt bogstaveligt talt – vi pynter os med solbriller med skriften “På med patientsikkerhedsbrillen”) og sørger for at sprede budskaber om, hvordan vi skaber større patientsikkerhed til borgere, politikere og aktører inden for sundhedsområdet.
PS! håber at møde en masse af jer i Det Fælles Sundhedstelt på Kæmpestranden (J50), hvor vi har en stand fredag og lørdag mellem kl. 9.00-12.30. Kom og spis en kanelsnegl og drik en kop kaffe med os, mens du tester din viden om patientsikkerhed i vores quiz.
I standen tager vi også en snak om vores nye guide ”Din næste samtale med sundhedsvæsenet kan redde dit liv – tag ordet!”, som hjælper patienter og borgere med at forberede sig inden, tage ordet under og følge op efter samtaler i sundhedsvæsenet, så de får et trygt og smidigt forløb i sundhedsvæsenet, hvor de får stillet den rigtige diagnose og kan komme i behandling hurtigst muligt. Her kan du også møde Emil Maischnack Jensen, der som patient har været med til at udvikle guiden.
Derudover er PS! arrangør af 2 debatter – én i Det Fælles Sundhedstelt og én i Danske Regioners telt – og stiller derudover op med direktør Inge Kristensen som debattør i 3 debatter.
Læs om guiden ”Din næste samtale med sundhedsvæsenet kan redde dit liv – tag ordet!”
Din næste samtale med sundhedsvæsenet kan ændre dit liv – har du som patient et ansvar? – fredag kl. 15:00-15:45 i Det Fælles Sundhedstelt (J50) på Kæmpestranden
Mødet med en læge eller sundhedsperson består i et samarbejde. I har gensidigt brug for informationer fra hinanden for at komme frem til den rigtige diagnose, pleje og behandling. Det er derfor vigtigt, at patienten ud over at lytte også tager ordet.
Kan det virkelig være rigtigt, at patienten har et ansvar i mødet med sundhedsvæsenet? Burde sundhedspersonen ikke være ansvarlig for, at alle relevante informationer kommer frem for at hjælpe patientens bedst muligt? Skal vi som borgere til at uddannes til at være patienter?
I debatten diskuterer vi patientens rolle og ansvar i mødet med sundhedsvæsenet. Kom og deltag i debatten – og få fif med hjem til dit næste møde med sundhedsvæsenet – det kan ændre dit liv.
Deltagere i debatten:
- Camilla Rathcke, formand, Lægeforeningen
- Kristina Robins, 2. næstforkvinde, Dansk Sygeplejeråd
- Klaus Lunding, formand, Danske Patienter
- Emil Maischnack Jensen, patient
Moderator:
Inge Kristensen, direktør, Dansk Selskab for Patientsikkerhed
Se debatten på Folkemødets hjemmeside
Hvad sker der, når du ikke kan få din medicin, fordi den er i restordre? – lørdag kl. 13.15-14.00 i Danske Regioners telt (F8)
”Din medicin er i restordre”. Denne sætning optræder oftere og oftere, når du står på apoteket, og betyder, at du ikke kan få din medicin. Restordre på medicin kan påvirke patientens sikkerhed, da patientens behandlingseffektivitet bliver påvirket og kan resultere i forværring af symptomer, tilbagefald af sygdom eller opståen af komplikationer.
At et lægemiddel er i restordre er desuden tidskrævende for patienten, lægen og apoteket og kan skabe unødigt spild. Ved restordre af et lægemiddel skal en læge typisk kontaktes igen, og der bruges ekstra tid på at finde alternative præparater.
I debatten diskuterer vi betydningen for patienten, lægen og apoteket, der er involveret i medicinprocessen, og mulige tiltag, der kan lette arbejdet, styrke patientsikkerheden og minimere spild.
- Lars Gaardhøj, regionsrådsformand i Region Hovedstaden, 2. næstformand for Danske Regioner
- Jesper Gulev Larsen, formand, Danmarks Apotekerforening
- Mette Bryde Lind, direktør, Gigtforeningen
- Gunver Lillevang, praktiserende læge i Roskilde og PLO’s repræsentant i Lægeforeningens bestyrelse
- Emil Maischnack Jensen, patient
Moderator:
Inge Kristensen, direktør, Dansk Selskab for Patientsikkerhed
Se debatten på Folkemødets hjemmeside
PS! med i debatter om sikkerhed i det nære sundhedsvæsen, apps til patientbehandling og tillid til sundhedsapps
Direktør Inge Kristensen deltager som debattør i 3 andre debatter på Folkemødet – se oversigten over dem her:
Se debatten på Folkemødets hjemmeside
Se debatten på Folkemødets hjemmeside
Borgerskabte data er i stor vækst. Men hvordan kan vi udnytte det til formål, der kommer borgerne til gavn og uden at kompromittere borgernes privatliv og retssikkerhed? Vi har inviteret en række eksperter med stor viden og forskellige indsigter på området, og vi har bedt dem om at debattere vores brug af internettet til søgninger på sygdomsymptomer og sundhedsråd, den stigende anvendelse af borgerskabte data i sundheds-apps og andre digitale sundhedsservices, og ikke mindst vores tillid til disse apps.
Se debatten på Folkemødets hjemmeside