Erfaringskatalog fra forbedringsarbejdet i Sikre fødsler

Sikkerheden omkring fødsler i Danmark er grundlæggende høj. Men enkelte fødselsforløb er vanskelige eller udvikler sig problematisk undervejs, sådan at der er risiko for, at barnet får iltmangel under fødslen.

Udgivelsesår:
2016

Udgivet af:
Dansk Selskab for Patientsikkerhed
Erfaringer fra forbedringsarbejdet i Sikre fødsler

Forord

Sikkerheden omkring fødsler i Danmark er grundlæggende høj. Men enkelte fødselsforløb er vanskelige eller udvikler sig problematisk undervejs, sådan at der er risiko for, at barnet får iltmangel under fødslen. Børn, som har haft længerevarende, alvorlig iltmangel, risikerer at blive både mentalt og fysisk handikappede. Det har omfattende menneskelige konsekvenser for både børn og familier.

Projektet Sikre fødsler blev iværksat i 2012 for yderligere at øge sikkerheden på de danske fødesteder.
Samarbejdspartnerne bag projektet er Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, Dansk Selskab for
Pædiatri, Jordemoderforeningen, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Patientforsikringen, de fem regioner og Danske Regioner.

Sikre fødsler bestod af to dele, et undervisningsprogram i tolkning af CTG for alle læger og jordemødre på fødestederne, og et systematisk arbejdende læringsnetværk, hvor fødestederne fik undervisning og støtte i at forbedre deres arbejdsgange, blandt andet ved at implementere tre pakker, kop-pakken, s-drop-pakken og fødselstjeklisten.

Nærværende publikation beskriver erfaringerne fra læringsnetværket og forbedringsarbejdet på
fødestederne. Formålet er at formidle erfaringer fra de fødesteder, hvor det i høj grad er lykkedes at
implementere pakkerne. Ambitionen er, at andre afdelinger – ikke bare obstetriske afdelinger, men også andre specialer – skal kunne drage læring af den forbedringsrejse, som Sikre fødsler har været på.

Rapporten bygger dels på data fra forbedringsarbejdet og dels på en række interview – i alt 11 interview, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed har gennemført med nøglepersoner på nogle af de afdelinger, der har opnået de bedste resultater af implementeringsprocessen.

Personalet på fødeafdelingerne har vist stor interesse og entusiasme omkring Sikre fødsler. Det lykkedes at forbedre arbejdsprocesserne markant på de fleste af fødestederne, og interviewene viser, at fødestederne har taget forbedringstankegangen til sig og er begyndt at bruge metoderne bredt.

Tak til alle der har bidraget til Sikre fødsler. Den forbedringstankegang, som har været central i projektet, vil uden tvivl få varig betydning ikke bare på fødestederne, men i hele sundhedsvæsenet.

Juni 2016

Britt Wendelboe,
Konstitueret direktør,
Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Find mere om