Resumé
En række danske og udenlandske undersøgelser, der er offentliggjort siden 1991, søger at belyse forekomsten af hospitalsdødsfald, som helt eller delvist skyldes behandlingsrelateret skade. Nogle af undersøgelserne har tillige vurderet, hvor stor en andel af disse dødsfald, der kan anses for forebyggelige.
Ud fra de foreliggende undersøgelser er det Dansk Selskab for Patientsikkerheds vurdering, at et realistisk bud på antal hospitalsdødsfald, der betinges af skader opstået under indlæggelsen, i Danmark ligger på 1200-3000 årligt. Ud fra et groft skøn om, at ca. halvdelen af disse dødsfald ville være forebyggelige med mindst 50 % sandsynlighed, kan det årlige antal forebyggelige hospitalsdødsfald i Danmark ligge mellem 600 og 1500 årligt.