Læger og sygeplejerskers holdning til og arbejde med patientinddragelse

At inddrage patienter giver gode resultater og trygge patienter. Og læger og sygeplejersker ønske rat inddrage patienterne. Det er nogle af konklusionerne af en undersøgelse, som Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden i fællesskab står bag.

Udgivelsesår:
2018

Udgivet af:
PS!, TrygFonden, Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd
Patientinddragelse - rapport

Forord: Læger og sygeplejersker ønsker at inddrage patienterne mere

At inddrage patienter giver gode resultater og trygge patienter. Patientinddragelse forbedrer bl.a. patienternes forståelse af den faglige information, de får. Og det sikrer patienternes motivation til at tage medansvar for behandlingen. Det er et par af de meget glædelige og brugbare konklusioner, man kan drage på baggrund af en ny undersøgelse, som Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden i fællesskab står bag. Undersøgelsen bygger på en rundspørge, gennemført blandt 2000 læger og 2000 sygeplejersker.

Vi kan samtidig konstatere, at svarene fra de to faggrupper gennemgående er enslydende. Læger og sygeplejersker er enige om fordelene ved patientinddragelse.

Undersøgelsen skal bidrage til, at vi kan tage det næste store og afgørende skridt frem mod endnu bedre og endnu mere systematisk patientinddragelse. Inddragelse af dem, det hele handler om – patienterne – er naturligvis det eneste rigtige, når man oprigtigt ønsker et sundhedsvæsen, der er til for borgerne.

Nu ved vi, på baggrund af undersøgelsen, at viljen til at inddrage patienterne er fuldt ud tilstede hos læger og sygeplejersker. Og vi ved, at de selv ­ samme læger og sygeplejersker, baseret på deres erfaringer og kompetencer, ser patientinddragelse som fagligt værdifuldt. Den sundhedsprofessionelle er ekspert i det sundhedsfaglige. Patienten er ekspert i sig selv. Dialog og samarbejde giver de bedste resultater.

Deltagerne i undersøgelsen vurderer helt generelt, at patientinddragelse har en positiv effekt i form af færre fejl. Og at patienterne vil klare sig bedre i det lange løb.

Mange læger og sygeplejersker peger samtidig på, at inddragelse medfører hurtigere diagnoser og bedre udbytte af pleje og behandling.

Men der er fortsat et stykke vej – fra de mange gode viljer og intentioner – til det danske sundhedsvæsen fuldt ud har indfriet det potentiale, patientinddragelse rummer. Som fagligt ansvarlige for patienterne har vi en pligt til at forholde os til de barrierer, undersøgelsen også bringer frem. Sundhedsvæsenet skal skabe rammerne, både de fysiske og de psykiske, for en tryg og tæt dialog og fortrolighed mellem personale og patienter – det er både et fagligt og ledelsesmæssigt ansvar. Og sundhedsvæsenet skal nå frem til en fælles forståelse af, hvad begrebet ”patientinddragelse” helt præcist dækker over.

Når vi konstaterer, at inddragelse rummer store faglige fordele, er det afgørende for os, at vi i samarbejde med vores sygehusledelser, kollegaer fra andre faggrupper og regionerne gør alt for at indløse gevinsten. Det er dét, undersøgelsen skal bruges til. At sætte patientinddragelse på dagsordenen!

Andreas Rudkjøbing, formand Lægeforeningen
Grete Christensen, formand DSR
Karin Friis Bach, formand Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Rapporten er udgivet med støtte fra TrygFonden.