Forord
Det er de senere år blevet klart, hvor vigtigt det er, at patienter og pårørende er aktive parter i sundhedsvæsenets beslutningsprocesser. Forskning fra både indland og udland dokumenterer, at patienternes aktive medvirken har en positiv virkning på såvel behandlingens resultat som på patienttilfredshed.
I 2012 tog Dansk Selskab for Patientsikkerhed med støtte fra TrygFonden og Danske Regioner initiativ til at producere et beslutningsstøtteredskab – i form af en video, der henvender sig til patienter med udtalt slidgigt i knæet, som står overfor en beslutning om operation med total knæalloplastik (kunstigt knæ). Videoen blev til i et samarbejde med de ortopædkirurgiske afdelinger på Gentofte Hospital og Århus Universitetshospital.
Videoen er nu blevet testet på Ortopædkirurgisk Afdeling på Gentofte Hospital. 200 patienter har deltaget i studiet, fordelt på en interventions- og en kontrolgruppe. Resultatet er overbevisende:
Det er kun godt hver fjerde, der lader sig skrive op til operation, når de har set den ni minutter lange video, inden lægesamtalen på ortopædkirurgisk afdeling. I gruppen af patienter, der ikke har set filmen, vælger 42 % operation. Det svarer til 36 % færre patienter, der vælger operation. Samtidig havde de patienter, der havde set videoen, i langt højere grad kendskab til andre behandlingsmuligheder end operation.
Undersøgelsen viser altså, at patienter træffer andre valg, når de véd mere om mulighederne og er forberedte til at gå i dialog med lægen om, hvad der er den bedste løsning for netop dem.
Undersøgelsen bekræfter, hvad der tidligere er fundet i større udenlandske undersøgelser: Jo mere informerede patienter er om deres muligheder for alternativer til operation, jo flere fravælger den kirurgiske behandling. Ifølge en Cochrane analyse er det faktisk samlet set omkring 20 % færre der vælger operation, når der er andre behandlingsmuligheder.
Vi håber, at resultatet kan være med til at øge brugen af videoen og inspirere til udvikling af nye redskaber til beslutningsstøtte inden for andre kliniske områder.
Tak til vores samarbejdspartnere, som har gjort en stor indsats for at få projektet til at lykkes, og tak til Gigtforeningen, som har skabt kontakt til de patienter, der optræder som cases i videoen.
Maj 2014
Beth Lilja
Direktør, Dansk Selskab for Patientsikkerhed