I midten af juni 2021 satte vidensbanken Bedre Måltider til ældre under Sundhedsstyrelsen fokus på, hvordan man kan forebygge og opspore uplanlagt vægttab hos ældre med et webinar.
Til det formål havde Sundhedsstyrelsen valgt, at kommunerne fra ernæringsprojektet under I sikre hænder skulle præsentere deres resultater, metoder og erfaringer.
– De kommuner, der har arbejdet med ernæringsindsatsen, har opnået nogle gode resultater. Det er vigtigt at få udbredt erfaringerne, så flere kommuner kan lade sig inspirere af, hvordan man kan gå til opgaven og være systematiske omkring sit arbejde med ernæring, siger Helle Stentoft Dalum, der er sektionsleder i Enheden for ældre og demens hos Sundhedsstyrelsen.
Hun mener, at udfordringen med uplanlagt vægttab hos ældre er et betydeligt problem, da underernæring kan nedsætte immunforsvaret, give hyppigere infektioner, dårligere muskelstyrke og i det hele taget nedsætte funktionsevnen. Det kan påvirke det fysiske og mentale overskud. Det har en masse vitale konsekvenser, fortæller sektionslederen og fortsætter:
– Uplanlagt vægttab er en stor risiko for vores ældre borgere i Danmark. Vi ser det især hos borgere, der bor på plejecentre, og hos borgere, der modtager hjemmepleje. Det er derfor vigtigt at sætte fokus på den gruppe, for hvis man gør noget, så er der store gevinster at hente ift. de ældres livskvalitet, deres selvhjulpenhed, og hvor meget de kan fysisk, fortæller Helle Stentoft Dalum.
Se eller gense webinaret “Forebyg uplanlagt vægttab hos svage ældre”
0 uplanlagte vægttab og systematisk vejning
At der er store gevinster ved at arbejde med at opspore og forebygge uplanlagt vægttab hos ældre, er projektleder for I sikre hænder Bodil Elgaard Andersen helt enig i.
– Det er muligt at skabe forbedringer til ældre, viser I sikre hænder. Det er nogle gode resultater, som de fire kommuner, der har arbejdet med ernæring, har fået, erfarer hun.
De fire kommuner, der deltog i ernæringsprojektet, er Aarhus, Frederiksberg, Greve og Sønderborg. Tre af kommunerne præsenterede deres resultater til webinaret.
– Vi har set tydelige resultater af ernæringsprojektet. I begyndelsen havde 10 ud af 22 borgere uplanlagt vægttab – vi opnår ret hurtigt 0 uplanlagte vægttab, da vi startede på ernæringsprojektet, fortalte Jasmin Azzam, der er social- og sundhedsassistent på Plejehjemmet Abildgården i Aarhus Kommune.
– Alle bliver systematisk vejet nu, sagde Jeanette Flatau, teamleder i Frederiksberg hjemmepleje.
– Det gør noget godt for borgerne og vi har ikke mange uplanlagte vægttab. Det gør en forskel. Det koster tid i starten at få det op at køre, men det er rigtig godt givet ud i sidste ende, sagde køkkenleder Viola Johnsson fra Hørup Plejehjem i Sønderborg Kommune.
Sammen er vi bedst
Det var ikke tilfældigt, at det var en social- og sundhedshjælper, en sygeplejerske, en ergoterapeut, en køkkenleder og en teamleder, der præsenterede resultaterne og delte erfaringer fra ernæringsprojektet, fortalte specialkonsulent hos Sundhedsstyrelsen Mine Sylow, der agerede vært for webinaret.
– Det kræver et stort fagligt tværsamarbejde, at maden rent faktisk bliver spist. Sammen kan det lade sig gøre, og derfor hører vi på webinaret fra forskellige fagligheder. Og derfor er det dejligt, at vi her på webinaret er 513 deltagere fra hele landet og fra forskellige brancher, sagde Mine Sylow.
Det var også et af hovedbudskaberne fra kommunerne.
– Det er vigtigt at få alle fagligheder med – alle lag af kagen. Det er et stort stykke arbejde, og det kræver, at alle er med for at nå bredest ud, siger teamleder Jeanette Flatau.
– Det har været utroligt vigtigt og givende at have samarbejdet mellem de forskellige faggrupper. Under corona har man manglet at få den tætte dialog om borgerne. Inddrag alle faggrupper fra start af, var budskabet fra køkkenleder Viola Johnsson.
Den gyldne model
Omdrejningspunktet for arbejdet med forbedringer i ernæringsindsatsen er det samme som for hele I sikre hænder.
– Vi arbejder ud fra Forbedringsmodellen. Det er en model, som vi har taget til os herhjemme. Det handler om at sikre stabile arbejdsgange, så vi gør det rigtige hver gang, fortalte Bodil Elgaard Andersen på webinaret.
Med Forbedringsmodellen udvikler, afprøver, tilpasser og implementerer personalet – i den daglige kontakt med borgerne – idéer til mere systematiske arbejdsgange, der sikrer, at borgerne får den rette behandling hver gang.
– Da vi fik fanget Forbedringsmodellen og dens metoder, fungerede det rigtig godt. Det har været nemmere at gøre det synligt og få det implementeret til resten af medarbejderne, sagde Charlotte Popp, der er ergoterapeut på Plejehjemmet Abildgården i Aarhus Kommune.
Viden og ideer til inspiration for andre
Den viden og de erfaringer, der er kommet gennem ernæringsprojektet, fortjener at blive spredt ud til resten af landets kommuner, mener sektionslederen i Sundhedsstyrelsen.
– Det kan bidrage med inspiration til andre. Hvilken viden er der fra praksis og andre kommuner, der minder om mig, som jeg ville kunne lære af. Hvis en kommune har forfinet en metode eller ide, så kan andre kommuner lære af den og måske tage den i brug. Det er rigtig givtigt, siger Helle Stentoft Dalum.
Det er vi hos I sikre hænder helt enige i, og derfor har vi netop udgivet et nyt inspirationskatalog, som beskriver de fire kommuners ideer, tiltag og materialer, som de har udviklet undervejs i ernæringsprojektet.
– Der ligger et stort forarbejde til grund for inspirationskataloget. Måske kan kommuner, der ønsker at arbejde med ernæring, springe nogle skridt over ved at læse kommunernes erfaringer, siger Bodil Elgaard Andersen.