Sundhedsprofessionelle er, udover at være professionelle, også mennesker, der påvirkes mentalt af de mange små og større belastende situationer med patienter og pårørende, de er ude for. Det er et grundvilkår.
Men vi kan gøre noget for, at det ikke sætter sig fast.
Den mentale sundhed for sundhedsprofessionelle er i stigende grad presset, viser de seneste opgørelser fra bl.a. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Når den sundhedsprofessionelle er mentalt ude af balance, kan det have negative konsekvenser for den enkelte, teamet, organisationen og økonomien. Og i sidste ende for patientsikkerheden.
Projektet Mental Sundhed for Sundhedsprofessionelle (MeSu) har siden 2020 arbejdet med forskellige konkrete måder, man kan forebygge, at de daglige oplevelser sætter sig fast som unødvendig tvivl og bekymring i forhold til egen eller teamets indsats. For forebygger man ikke, kan bekymringerne ende med rastløshed og uro, søvnproblemer, koncentrationsbesvær og en nedsat evne til at fungere, som man plejer. Og det går i sidste ende ud over patientsikkerheden.
Konkret arbejder projektet i frontlinjen med Afdelingen for bedøvelse, operation og intensiv behandling på Herlev Hospital. Målet er udvikling af en endnu mere åben og empatisk kultur, der øger den psykologiske tryghed.
– Vi gør ikke kun det her, fordi det er rart og hyggeligt, og vi skal have bedre trivsel. Hvis du er presset, er din kognitive kapacitet reduceret, så træffer du forkerte beslutninger og laver fejl, fortæller Jacob Nielsen, som er overlæge og projektleder.
To typer samtaler
Projektet har videreudviklet to redskaber – to typer samtaler – som er bygget på psykologiske teorier og erfaringer. Typerne af samtale er kendt, men projektet forenkler, implementerer og følger op på dem.
Den støttende, kollegiale samtale er en kort (ca. fem minutter) samtale mellem nære kolleger, der har fokus på tanker, følelser og reaktioner – når det brænder på.
Den ene taler, den anden lytter primært og kommer med anerkendende og støttende udsagn. Men uden at glide over i rådgivning eller fortælle om egne erfaringer. Den måde at samtale på virker aflastende.
– Det er ikke noget man skal på kursus i ugevis. Men man skal man faktisk øve sig, for det er rigtigt svært at bevare den lyttende position. Det gode er, at det er en kompetence, man kan bruge alle vegne i sit liv, forklarer Jacob Nielsen.
Det giver ifølge ham en kultur og et kollegaskab, hvor man har øje for hinanden. Disse samtaler kan gennemføres i en kultur præget af psykologisk tryghed, hvor det at afholde samtaler på denne måde er italesat og kendt af alle ansatte, og ikke mindst, bakket op af ledelsen.
Defusing er en fortrolig, opfølgende samtale om en kritisk situation mellem medlemmer af et team eller i en afdeling. Beslutning om defusing kan træffes af alle involverede. Den skal bl.a. afdække om, der er personale, der har brug for opfølgning eller en time-out: Er man klar til at gå videre? Selvsagt har den erkendelse stor betydning for patientsikkerheden.
Defusing finder sted højst 24 timer efter en konkret situation, der har ramt og rystet, og varer mellem 5 og 30 minutter. Ledelsen bør informeres om, at der har fundet en defusing-samtale sted.
En positiv overraskelse har været, hvor glade deltagerne har været i den introducerende undervisningsfase for at få lov til at tale med en tilfældig kollega på denne måde:
– Det var ikke svært at få dem til at tale, det var sværere at få dem til at holde op, fortæller Jacob Nielsen.
Det svære kan være at huske på forskellen mellem en støttende og en almindelig samtale i hverdagen. Den type samtale er derfor også understøttet af et lommekort med de tre faser, fordi det er nødvendigt at rammesætte den.
Grundig implementering
Den nye og store forskel – og det som skal få samtalerne til at blive til vane og virkelighed – er den grundige implementeringsfase, som lige nu og frem til maj 2022 finder sted.
I 2021 har der været undervisning for både ansatte og deres ledere om bl.a. mental sundhed, psykologisk sikkerhed og den støttende kollegiale samtale. Der er foretaget interviews med henblik på at målrette processen og lavet spørgeskemaundersøgelse i afdelingen. Næste skridt er en lang og planlagt implementering, som skal gøre redskaberne til en del af hverdagen blandt de omkring 400 medarbejdere.
Projektet er pga. corona blevet forsinket i flere omgange, da afdelingen er central for behandling af covid-19-patienter. Projektperioden er derved gået fra seks til 18 måneder.
Coronakrisen har dermed også betydet løbende justeringer i planlagte initiativer og tilføjelse af nye – bl.a. har projektmedarbejdere fra oktober 2021 været hyppigt til stede ”på gulvet” i afdelingen og virtuelle metoder er blevet inddraget, som fx video af fællesundervisning.
