Selskabet skal fortsat være den frække pige i klassen

Patientsikkerhedskonferencen 2017 markerer 10 års jubilæum for kampagnen Operation Life og for de forbedringsprojekter, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed og dermed også Dansk Sygeplejeråd har stået bag. Blandt andet i den anledning har vi talt med formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, om hvad sundhedsvæsenet kan bruge erfaringerne fra projekterne til i fremtiden.

Jeg mener ikke, at det er så farligt at gå lidt på kanterne engang i mellem og måske også komme lidt ud på kanten af det, der er den traditionelle stil, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd og bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Efter 10 års arbejde med patientsikkerhed i Operation Life og andre forbedringsprojekter møder jeg formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, til et interview. Der er plads til refleksion i Dansk Sygeplejeråds hovedsæde, Kvæsthuset, med udsigt til vandet, havnen og Operaen. Grete Christensen ser tilbage på de resultater, der er opnået:

Sygeplejerskerne ude på arbejdspladserne har fået utrolig meget ud af de forskellige indsatser, som har været i de 10 år, der ergået. Vi er kommet meget langt og har fået bredt metoderne fra forbedringsarbejdet godt ud på sygehusene. Efterhånden har også stadig flere kommuner taget metoderne til sig. På hver deres måde har de arbejdet på at skabe sammenhæng mellem patientsikkerhed og kvalitet, og det synes jeg er fantastisk.

Kvalitets- og forbedringsarbejde

Hvad kan vi bruge erfaringerne til fremadrettet?


Vi skal udbrede forbedringsmetoderne endnu mere. Forbedringsarbejdet for kvalitet og patientsikkerhed skal være alle steder, hvor patienterne er.

Vi skal blive ved med at være den frække pige eller dreng i klassen. Jeg mener ikke, det er så farligt at gå lidt på kanterne engang imellem og måske også komme lidt ud på kanten af det, der er den traditionelle stil. Hvis vi bare går den slagne vej, kan vi lige så godt lade Danske Regioner gøre det alene eller os som organisationer gøre det alene. Dansk Selskab for Patientsikkerhed giver muligheden for at prøve nogle kanter af, og det synes jeg, vi har gjort med mange af vores projekter. Det er vigtigt, at vi arbejder videre ad den vej.

Og så vil jeg sige, at når vi ser, hvordan sundhedsvæsenet udvikler sig – størstedelen af tiden for patienterne foregår jo i samspillet mellem det regionale og det kommunale …

Grete Christensen holder begge hænder op foran kroppen, så de møder hinanden, før hun fortsætter: Det er vigtigt, at vi har fat i overgangene. Vi ved, at langt de fleste utilsigtede hændelser sker i overgangene mellem afdelinger, mellem hospitaler eller mellem hospitaler og kommuner.

Dansk Selskab for Patientsikkerhed har netop lanceret forbedringsprojektet Sikker Sammenhæng. Hvad kan sygeplejerskerne specifikt bidrage med der?


Vi ser jo, at sygeplejersker mange steder er repræsenteret både på den ene side og på den anden side. Nogle steder er de nærmest forløbskoordinerende, og derfor er det jo også en støtte og en opbakning til deres arbejde, at vi nu sætter fokus på overgangene. Vi forsøger igen at arbejde systematisk med forbedringsmetoderne for at skabe større sikkerhed i de her overgange. Det kan være en utrolig stor hjælp til nogle af sygeplejerskerne, uanset om de sidder i en kommunal eller regional stilling.

Projektet Sikker Sammenhæng

Dansk Sygeplejeråd er allerede en stærk organisation. Hvad kan I bruge Selskabet til, som I ikke selv kan?

Jeg synes, at Selskabet og forbedringsprojekternes første leveår viser, hvad det er, vi kan bruge det til: Lige præcis at være dem, der opsnapper nye trends, nye ting. Jeg ser stadigvæk, at Selskabet kan noget, som hverken Danske Regioner, KL, Lægeforeningen eller Sygeplejerådet kan isoleret set. Fordi vi netop som et partssamarbejde sætter os sammen rundt omkring bordet og er enige om, at her er der noget, vi skal have gjort noget mere ved og i fællesskab skal have fundet nogle rigtige løsninger på. Så jeg synes, det her er en fantastisk organisering. Det er godt, at vi har nogen, der opsnapper internationale tendenser – og som finder ud af, hvordan vi kan omsætte det til handling i vores sundhedsvæsen.

Se interview med Grete Christensen