Øget faglighed og faglig stolthed, ejerskabsfølelse, alle tager ansvar, fællesskab, vi løfter i flok, fornuftig brug af tid, arbejdet skaber resultater.
Det fremhæver deltagere fra forbedringsprogrammet I sikre hænder, som faktorer, der har været med til at øge arbejdsglæden hos medarbejderne.
Tidligere undersøgelser af programmet har vist, at I sikre hænder øger arbejdsglæden for deltagerne. I sikre hænder 3 er ingen undtagelse. Både i Hjemmeplejen Thorsvej i Holstebro Kommune og på Kongshøj Plejehjem i Middelfart Kommune har forbedringsprogrammet ikke kun skabt forbedringer for borgerne, men også for medarbejderne.
“Personligt føler jeg mere ejerskab og medansvar for arbejdspladsen. Nu ser jeg mere konstruktivt på vores problemer. Det har været rigtig godt for mig og skabt meget bedre arbejdsglæde.”
– Karen Nielsen, social- og sundhedsassistent, Hjemmeplejen Thorsvej, Holstebro Kommune
>>> I sikre hænder vises frem på en af verdens største konferencer om patientsikkerhed og kvalitet
Sikre arbejdsgange giver sikre medarbejdere
Hos hjemmeplejegruppen Thorsvejs team 2 i Holstebro Kommune har kompetencer inden for forbedringsarbejde og ændringer i arbejdsgangene skabt en større arbejdsglæde hos medarbejderne.
– Personligt føler jeg mere ejerskab og medansvar for arbejdspladsen. Nu ser jeg mere konstruktivt på vores problemer. Vi ved, hvad vi skal, og vi ved, at vi kan løse de opgaver. Det har været rigtig godt for mig og skabt meget bedre arbejdsglæde, fortæller social- og sundhedsassistent Karen Nielsen, der kører aftenvagt i hjemmeplejen Thorsvej.
Kollega Charlotte Johansen, social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen Thorsvej, mener, at det er et spændende udviklingsarbejde at være en del af, fordi hun kan se, hvor stor en forskel teamets forbedrede arbejdsgange gør for borgerne og medarbejderne.
– Det giver mere glæde, at man kan hjælpe borgerne rigtigt på den rigtige måde, og vi kan se. Der er ikke de samme frustrationer, da man ikke længere føler sig usikker, når man skal ud til borgerne, fortæller dagvagt Charlotte Johansen.
“Det giver noget kampgejst, når vi kan se, at det er noget, der giver mening at arbejde med lige præcis på vores sted.”
– Louise Schaldemose, sygeplejerske, Kongshøj Plejehjem, Middelfart Kommune
Metoder giver kampgejst
Medarbejderne på Kongshøj Plejehjem i Middelfart Kommune peger på metoderne og måden at gå til arbejdet på i I sikre hænder, som en stor medvirkende faktor til, at arbejdsglæden er blevet større.
– Det giver noget kampgejst, når vi kan se, at det er noget, der giver mening at arbejde med lige præcis på vores sted. At arbejde koncentreret og målrettet med et område og finde den rigtige arbejdsgang, så alle helt præcis ved, hvad deres arbejdsopgaver er, afføder noget ro hos vores kolleger, fordi de nu kan sige, at de har helt styr på deres arbejde, fortæller sygeplejerske på Kongshøj Plejehjem Louise Schaldemose.
En anden faktor er, at forbedringsarbejdet bliver udført af frontpersonalet. Det er medarbejderne selv, der vælger, hvad de vil arbejde med og på hvilken måde.
– Det, vi ser på af problemer, bliver født herude. Og det gør afprøvningerne og løsningerne også. Der er ikke nogen, der kommer ovenfra og dikterer tingene. At indsamle og analysere data på, hvor problemerne er henne, har skabt en følelse af ikke at spilde tiden, men at vi bruger tiden fornuftigt, siger leder Annette Bang Jørgensen.
>>> Læs, hvordan I undgår dokumentationsfælden og skaber mere tid til borgerne
“Det har skabt en fællesskabsfølelse. Vi løfter alle sammen i flok, for at få det til at lykkes. Nu kan man sænke skuldrene lidt, fordi nu er det faktisk en fælles opgave. Så nu har man en ro i, at man også har nogle medspillere, som sørger for, at vi fx får givet medicinen til tiden.”
– Louise Schaldemose, sygeplejerske, Kongshøj Plejehjem, Middelfart Kommune
Faglig stolthed og fællesskabsfølelse skaber øget arbejdsglæde
At være sammen om at skabe varige forbedringer til gavn for borgerne har født en fællesskabsfølelse hos medarbejderne.
– Det har skabt en fællesskabsfølelse. Vi løfter alle sammen i flok, for at få det til at lykkes. Nu kan man sænke skuldrene lidt, fordi nu er det faktisk en fælles opgave. Så nu har man en ro i, at man også har nogle medspillere, som sørger for, at vi fx får givet medicinen til tiden, siger Louise Schaldemose.
Den faglige stolthed er også højnet siden medarbejderne har arbejdet med forbedringsmetoder og faglige pakker i I sikre hænder.
“Vi vælter os rundt i afløsere. Vi har faktisk alt for mange afløsere, og det er der ikke ret mange, der har nu til dags.”
– Annette Bang Jørgensen, leder, Kongshøj Plejehjem, Middelfart Kommune
– Medarbejderne er blevet mere fagligt stolte. De er blevet fagligt stærkere – også dem, der ikke har en uddannelse, siger Annette Bang Jørgensen.
>>> I sikre hænder er vejen frem til en mere sikker ældrepleje: Se de flotte resultater
Rekruttering er nu et luksusproblem
Karen Nielsen fra Hjemmeplejen Thorsvej havde tidligere søgt væk fra arbejdspladsen, men de ændrede kår har gjort, at hun ikke længere kigger mod andre arbejdspladser.
– Nu kunne jeg slet ikke tænke mig at arbejde et andet sted. Det er ikke på tale. Jeg oplever nu, at jeg er en del af gruppen og arbejdspladsen, siger hun.
Hos Kongshøj Plejehjem er rekrutteringen af medarbejdere blevet et luksusproblem.
– Vi vælter os rundt i afløsere. Vi har faktisk alt for mange afløsere, og det er der ikke ret mange, der har nu til dags, siger Annette Bang Jørgensen.