Med tilladelse fra Kommunal Sundhed bringes teksten her i sin fulde længde.
Sommeren har været vederkvægende – lun, solrig, rolig. Så forhåbentlig har alle fået hvilet ud, så de er klar til at tage fat på efterårets store opgaver på sundheds- og ældreområdet. Opgaverne er for så vidt velkendte, og ønsket om at de løses er kun blevet større.
På min liste over det, som jeg (og alle andre) gerne vil medvirke til at få på skinner er sundhedsreform og psykiatriplan. Men så sandelig også at den lovændring, der blev skabt i 2016 på patientsikkerhedsområdet evalueres – og ændres. Ikke alt skal løses med mursten og penge, og under det hele ligger, at vi bliver nødt til at have et stærkt fokus på den personalemangel, som er en bombe under tiltag, hvor gode de end måtte være!
Sundhedsreformen er vel nok det, der i allerhøjeste grad er ‘top of mind’. Men mens der laves afledningsmanøvrer om sundhedshuse, er det presserende, at der sættes fokus på, hvordan ældreområdet styrkes, hvordan ledelserne styrkes og understøttes og ikke mindst: hvordan det sikres, at implementering sker solidt. Det er vist kun i militæret, at man kan udstede en ordre i toppen, og regne med at den bliver efterlevet.
I sundheds- og ældreområdets travle og komplekse hverdag, med personalemangel er det helt afgørende, at der satses stort på at skabe robuste arbejdsgange. Lige nu er 15 kommuner i gang med at udrulle ‘I sikre hænder’, der har fokus på at skabe solide kvalitetsorganisationer og implementeringsmaskiner. Integrér det i en kommende sundhedsaftale som en del af den kvalitetsplan, som må følge med og lad være med at have et enøjet fokus på enkeltsygdomme.
Håndteringen af KOL, diabetes og demens er vigtig, men i mange år fremover er det mennesker med multisygdom – ofte med både psykiatriske og somatiske lidelser, der befolker sundheds- og ældreområdet, så arbejdsgange og forløb skal være generiske. Selv om fristelsen til at tage fat på enkeltsygdommene er stor, så er det altså ikke vejen frem.
Sundhedsvæsenets stedbarn
Dog er der ét område, som råber på opmærksomhed. Psykiatriområdet, som fortsat er stedbarnet i sundhedsvæsenet må og skal omfattes af en ambitiøs plan, der ikke kun er ord.
I ly af en eller anden corona-nyhed blev det i det sene forår meldt ud, at vi ikke er lykkedes med at reducere tvang, tværtimod. Det blev mere end antydet, at kommunerne også har et ansvar for at reducere tvang. Og selvfølgelig har de det. Sammenhængen mellem sektorerne er – også her – af afgørende betydning at få styrket.
Pt. gør vi det svært for dem, der har det sværest med indviklede overgange og aftaler. Og ikke mindst, at aftalerne ikke er implementeret. Det må og skal der også være fokus på, når dette vigtige område tages under behandling. og der er masser af viden og gode erfaringer at bygge på, bl.a. fra Sikker Psykiatri, liason-psykiatri osv.
Fokus på strammerpakken
Et overset område, der må og skal tages fat på, er en evaluering af lovændringen fra 2016, den såkaldte strammerpakke – på patientsikkerhedsområdet. Lovændringen har betydet, at den psykologiske tryghed er kommet under massivt pres, og at vi har mistet meget af det, der er bygget op i relation til læring. Ønsket om at straffe nogle meget få undergraver de mange tiltag, der gøres for at skabe læring. Derfor skal en evaluering af området også være bred og sikre at vi kommer ud på den anden side med fornyet styrke til læring og sundhedsfaglighed – ikke jura.
Sidstnævnte område vil ikke være et Columbusæg i relation til at løse den absolut største udfordring i sundhedsvæsenet: mangel på personale. Men psykologisk tryghed er altså ikke et nicheområde for HR – det er bydende nødvendigt at have systematisk, evidensbaseret fokus på og det skal fremover have et politisk og ledelsesmæssigt fokus.
Så – sommerdage bliver der forhåbentlig flere af, men de bliver også nødt til at være arbejdsdage, for der er er nok at tage fat på.
