Stor amerikansk rundspørge: Fire ud af ti har oplevet fejl i sundhedsvæsenet

Rapport fra Institute for Healthcare Improvement, IHI, og National Patient Safety Foundation, NPSF

41 procent af den voksne befolkning i USA har oplevet fejl i sundhedsvæsenet, enten som patienter selv eller som pårørende. Det viser en stor rundspørge blandt 2536 personer, der er gennemført på initiativ af Institute for Healthcare Improvement, IHI, og National Patient Safety Foundation, NPSF. Rundspørgen gør status over befolkningens oplevelse af patientsikkerhed nu næsten 20 år efter udgivelsen af To Err is Human, en rapport fra det amerikanske Institute of Medicine, som satte fokus på området.

Ni ud af ti angav, at de på en eller anden måde havde været i kontakt med sundhedsvæsenet i løbet af det seneste år, og de fleste havde en positiv oplevelse af sundhedsvæsenet. Men når de i rundspørgen blev forklaret, hvad der mentes med en fejl (”medical error”) rapporterede 21 %, at de selv havde været udsat for det, og 31 %, at de som pårørende havde været involveret i en episode. Da nogle havde oplevet begge dele, var det i alt 41 %, der havde erfaring med fejl i forbindelse med sundhedsvæsenets ydelser. De mest almindelige typer af fejl var diagnosefejl, dvs. manglende, forkert eller forsinket diagnose, og misforståelser relateret til kommunikationen mellem patienten og de sundhedsprofessionelle. 39 % af dem, der havde oplevet fejl, oplyste, at de ikke var blevet behandlet med respekt.

Når det gjaldt årsagen til fejlen, angav de fleste, at de sundhedsprofessionelle ikke lyttede, eller ikke var tilstrækkeligt opmærksom på detaljer. Respondenterne blev også spurgt, hvem de mente, der havde ansvar for patientsikkerheden. De fleste svarede, at der hvilede ansvar på de sundhedsprofessionelle og på hospitalernes ledelser og administration, men 85 % mente også, at patienterne selv og de pårørende havde et medansvar fort patientsikkerheden.

Den landsdækkende interviewundersøgelse blev gennemført online eller pr. telefon i perioden maj-juni 2017.


Americans’ Experiences with Medical Errors and Views on Patient Safety

http://www.ihi.org/about/news/Pages/New-Survey-Looks-at-Patient-Experiences-With-Medical-Error.aspx