Katrine Mørk er kommunikationskonsulent hos Region Nordjylland, og har indsendt denne beretning fra Hvad er vigtigt for dig?-dagen. Region Nordjylland deltog med hele somatikken og psykiatrien.

Se billeder fra Hvad er vigtigt for dig?-dagen 2018

Stor succes med Hvad er vigtigt for dig?-dag og kageevent

Af Katrine Mørk, Region Nordjylland

Sammenhængende patientforløb og det sammenhængende sundhedsvæsen går igen

Forløbschef på Aalborg UH, Elisabeth Birnbaum brugte en del af sin Hvad er vigtigt for dig?-dag i forhallen på Medicinerhuset, hvor hun delte kage ud og talte med en masse patienter, pårørende og ansatte.

– Det er meget givende. Patienter og pårørende vil rigtig gerne tale med os. Det er vigtigt, at vi giver os tiden. Jeg har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger – og nogle mere og konkrete bud på, hvad der er vigtigt for dem samt bud på, hvad vi kan gøre bedre, siger Elisabeth.

– De spørger meget ind til det, vi kalder, det sammenhængende sundhedsvæsen, altså samarbejde mellem hospital og kommuner og mellem hospital og almen praksis. Det er vigtigt for dem. De spørger faktisk også allerede til, om vi er sikre på, at vi har p-pladser nok på det nye hospital, og til NAU generelt, siger hun.

Sig det med det samme
Claus fra Hjørring var på hospitalet med sin svigermor. Han mener, at empati hos lægen er det allervigtigste. Han har oplevet, at nogle læger trækker svaret ud, og han mener ikke, det giver noget som helst at begynde med smalltalk, som han kalder det.

– De kan lige så godt smide bomben med det samme. Man hører alligevel ikke andet. Det bliver aldrig let. Det bør være en vigtig del af uddannelsen at overbringe kedelige beskeder, siger han.

Derudover henviser han til det sammenhængende patientforløb.

– Der er helt styr på det til operationerne. Ingen finger at sætte der. Men mellem operationerne. Der kan det godt være svært. Hvem har overblikket? Hvem koordinerer? Man føler sig lidt overladt til sig selv, og det kan være svært både for patient og pårørende, siger han.

Et menneske i systemet – ikke et nummer
Sophie fra Hjørring var også med som pårørende. Og igen var det sammenhængende patientforløb i fokus.

– Det vigtigste for mig – og min far – er, at der er god kommunikation internt på sygehuset og mellem sygehusene. Det er også vigtigt, at der er plads til pårørende. Jeg er sådan en, der spørger meget og går i detaljer. Det tager de rigtig pænt her og tager sig tid til at svare mig. En gang var vi fem pårørende med til en samtale. Det var også helt fint. Det er vigtigt, at der er plads til pårørende og tid til detaljer, siger Sophie. At man er et menneske i systemet – ikke et nummer.

Særlig indsats i Onkologien og Psykiatrien
Flere afsnit gjorde noget ekstra ud af dagen. I Onkologien brugte post doc i klinisk sygepleje, Birgith Pedersen, dagen på at gå rundt og spørge patienterne, hvad der er vigtigt for dem.

– Folks umiddelbare svar er ”Alt er godt. I er så søde og rare. Det giver tryghed”. Det er vigtigt for dem, og bag ”sød og rar”, ligger også den kompetence og professionalisme, vi udstråler. Den er med til at give dem følelsen af at være i trygge hænder, siger Birgith.

– Derudover lægger vores patienter vægt på, at der er plads til humor. Ellers bliver det hurtigt så trist. De siger, at det er rart, at vi ikke pylrer om dem, men ser dem som mennesker med ressourcer selvom de er alvorligt syge. Når det så bliver svært, er det vigtigt at vi har tid til at holde i hånd, siger hun.

Kageglade besøgende
Fra de kvalitetskoordinatorer, frivillige og andre, der talte med folk ved kagebordene i forhallerne, er der stor tilfredshed med dagen.

Der var rigtig mange, der tog sig tid til en snak, til at skrive et postkort – og til at få et stykke af de flotte kager.

Alle postkort bliver nu læst og lederne i både de enkelte afsnit samt hospitalsledelserne vil få indsigt i, hvad patienter og pårørende synes er vigtigt – og skabe overblik over, om der skal gøres særlige indsatser.

Billede
Billede
Billede
Billede