Tænk stort – men start i det små. Det var temaet for lederen af Institute for Healthcare Improvement, IHI, Kedar Mates keynote-tale ved åbningen af International Forum i København.
Med reference til folkehelte og systemkritikere som indiske Mahatma Gandhi, serbiske Srdja Popovic og tjekkiske Vaclav Havel opfordrede han til at revolutionere sundhedsvæsenet ved at opbygge en folkebevægelse – eller måske mange bevægelser.
Kedar Mate mener, at der er hårdt brug for større omvæltninger i sundhedsvæsenet i dag. Der er sket store fremskridt inden for lægevidenskaben, nye lægemidler, nye behandlingsformer, og i fremtiden bliver mulighederne endnu flere med den aktuelle udvikling inden for biovidenskab, informationsteknologi og kunstig intelligens.
Men sundhedsvæsenet har ikke været i stand til at levere i samme tempo, som forskningen har produceret ny viden.
Der er fortsat stor ulighed i sundhed og i sundhedstilbud, ikke mindst i USA, hvor folk bliver ruineret af regninger fra sundhedsvæsenet. Et andet symptom på krise er personaleflugt og udbrændthed blandt de sundhedsprofessionelle, der er tilbage. Dertil kommer den globale klima- og miljøkatastrofe, som betyder nye udfordringer for befolkningens sundhed.
– En konference som denne er fyldt med små og større lyspunkter. Vi fejrer det, når vi opnår små forandringer. Men de er ukoordinerede, og de viser sig ofte at være kortlivede og vanskelige at sprede og fastholde. Problemerne er massive og globale, og der må mere fundamentale ændringer til, sagde Kedar Mate.
Det er tid at tænke større og at koordinere de mange gode viljer i en fælles sag. Men det er ikke nok med en stor vision, det er nødvendigt at begynde i det små med noget, som alle kan relatere sig til.
Gandhis saltmarch
Kedar Mate fortalte, hvordan han som barn havde besøgt sine bedsteforældre i Mumbai i Indien. Hans bedstefar var vokset op under det britiske styre og havde været vidne til en enorm transformation, der var resultat af den indiske uafhængighedsbevægelse. Han kunne fortælle historier om Gandhi, som han beundrede dybt.
Fra 1915 rejste Gandhi rundt med sine budskaber om en ikke-voldelig uafhængighedskamp. Det var visionære mål, men det betød ikke alverden for de almindelige indere.
Noget helt andet og meget mindre, nemlig salt, betød derimod alt. Alle har brug for salt, men i 1882 havde briterne indført en lov, som gav dem total kontrol over udvindingen og handel med og beskatning af salt. Hvis man overtrådte loven, kom man i fængsel.
Men saltet havde Gandhi fundet det perfekte våben til at vinde over briterne. I marts 1930 begyndte Gandhi den såkaldte saltmarch, der opfordrede til civil ulydighed i forhold til loven om salt.
Gandhi begyndte marchen med 78 af sine nærmeste følgere. De gik gennem landsbyerne, hvor flere og flere sluttede sig til. Da de efter 24 dage nåede havet, var der over 70.000 mennesker i en tre kilometer lang procession.
Gandhi tog en håndfuld jord fra strandbredden og lod det glide mellem fingrene, en gestus, der symboliserede modstanden mod det britiske styre. Derefter kogte han vandet og fik salt – ulovligt salt.
Tusindvis af indere begyndte derefter at koge deres eget salt og gjorde dermed oprør mod herskerne, og denne begyndelse på noncooperation gav inderne selvrespekt og rystede det britiske styre.
Gandhis mål var at leve i et frit og uafhængigt Indien, men han kunne ikke opnå dette mål ved at tale om det. Han var nødt til at begynde med noget småt – noget, som alle kunne relatere sig til.
Hvad kan vi opnå inden næste tirsdag
Kedar Mate fortalte også, hvordan han er inspireret af samtaler med den serbiske aktivist Srdja Popovic, og af Popovic’ bog ’Blueprint for revolution’. Popovic var i 1990’erne en af hovedkræfterne i en studenterbevægelse, der i 2000 medvirkede til at styrte den serbiske diktator Slobodan Milosevic.
Det var Popovic, der satte ord på filosofien om at starte småt, men samtidig at have den store vision for øje.
Som eksempel på, hvordan det kunne se ud i sundhedsvæsenet, nævnte Kedar Mate IHI’s lille sætning: ”Hvad kan vi opnå inden næste tirsdag?”. Ideen med spørgsmålet er at opfordre til handling, ikke vente, men få tingene gjort med det samme.
Hvis man har sat sig et stort mål, kan det være overvældende med alt det, der skal gøres. At begynde i det små har fordele. Når man lykkes med mindre forbedringer, skaber det vilje til mere. Og når man vil opbygge noget stort, så tæller hvert lille skridt.
Men det kan også være farligt at starte i det små, hvis man ikke samtidig har det store mål for øje. Man risikerer, at man kun mildner symptomerne, men ikke løser de grundlæggende problemer. Man risikerer at fejre succesen for tidligt, mens man i virkeligheden kun har haft øje for en lille brik i den store sammenhæng.
At starte i det små uden at tænke stort kan resultere i en række små projekter uden sammenhæng og koordinering. Såkaldt projektitis. Og de lokale succeser har svært ved at spredes og overleve. Det er spild af vilje og motivation.
At tænke stort betyder også, at vi må forlade vores gamle ideer om, hvad der er muligt. Vi må ikke nøjes med de alt for sikre ideer, men i stedet risikere noget og tænke innovativt.
Sammenhold og tillid
Men det er ikke nok. Noget andet der er nødvendigt for en bevægelse er, at der skabes fællesskab og sammenhold. Hvis en bevægelse skal have gennemslagskraft, kræver det mange mennesker, og de har mange forskellige interesser. Nu må de tilsidesætte deres forskellige interesser og begynde at arbejde for en fælles sag. Målet med bevægelsen må derfor være vedkommende for så mange mennesker som muligt. Der må skabes relationer og opbygges tillid.
– Men hvorfor tror jeg, at bevægelser er mulige inden for sundhedsvæsenet? Jeg ved, vi kan gøre det, for vi har gjort det før. Det gælder mange af jer, der sidder her i salen, sagde Kedar Mate.
– For 20 år siden mistede vi hundredetusindvis af patienter på grund af brist i patientsikkerheden, men vores kollektive bevægelse har forbedret patientsikkerheden gennem de sidste årtier. Blandt andet takket være jer, der sidder her i dag, er patientsikkerhed kommet på dagsordenen blandt sundhedsvæsenets ledere. Vi har skabt et fælles sprog omkring patientsikkerhed, og der bliver undervist i det på skoler for sundhedsprofessionelle over hele verden. Vi har forstået, at patientsikkerhed ikke er et endemål, det er et løbende arbejde for at forbedre sikkerheden.
Mange steder i verden er der gennemført kampagner for patientsikkerhed. Kedar Mate nævnte 100 K lives-kampagnen i USA, og den tilsvarende Operation Life-kampagne i Danmark. Det var bevægelser, der ændrede synet på patientsikkerhed.
IHI har i de senere år startet nye bevægelser, en for Age Friendly Health Systems, der har spredt sig til ti lande, og en anden bevægelse, Rise to Health Coalition, imod racisme, sexisme og homofobi i sundhedsvæsenet. Og i Storbritannien er startet et program imod ulighed i sundhedsvæsenet CORE20Plus5.
Og der er masser af muligheder for nye bevægelser og kampagner, mener Kedar Mate, og han opfordrede salen til at starte en række bevægelser, der tilsammen vil kunne skabe den nødvendige forandring i sundhedsvæsenet.
Se optagelsen af webinaret med Kedar Mate om tillid fra den 31. maj 2023
En anden slags håb
Ifølge Popovic er der endnu et element, der skal til for at skabe bevægelser.
– Dem, der er med til at skabe bevægelser, har altid en bestemt form for håb. Ikke den slags håb, der er fyldt med gode ønsker og overfladisk optimisme, men en anden og mere realistisk slags håb, sagde Kedar Mate.
For at forklare, hvad han mente, sluttede han af med et citat af systemkritiker og senere præsident i Tjekkiet Vaclav Havel:
“Hope is not the same as optimism. It is not the conviction that something will turn out well but the certainty that something makes sense, regardless of how it turns out.”
– Det er den slags håb, der er med til at drive bevægelser og får os til at gøre det, vi gør hver dag. Ikke fordi vi ved, at det vil virke, men fordi vi ved, at vores bestræbelser på at forbedre sundhedsvæsenet er retfærdige, moralsk rigtige og gode, sagde Kedar Mate.
Don Berwick: Sundhedsvæsenet har brug for virkelig stor forandring
