Sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde, går i gang med forhandlinger med partierne bag finansloven 2016. Det handler om en særlig akutpakke, som på den korte bane skal sætte fokuseret ind mod overbelægning på sygehusene.
I den forbindelse besøgte Sophie Løhde Holbæk Sygehus for se nærmere på akutsygehusets arbejde med projekt Sikkert Patientflow.
Besøg Sikkert Patientflows hjemmeside
Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Danske Regioner og TrygFonden stod bag projektet, som officielt sluttede december 2015. På baggrund af de gode erfaringer skal Sikkert Patientflows metoder udbredes til alle akutsygehuse i Danmark.
Besøg Sikkert Patientflows hjemmeside
– Sikkert Patientflow er et godt eksempel på, hvordan man med forholdsvis simple metoder kan gøre noget ved problemerne. Ved forhandlingerne med partierne vil jeg foreslå, at man udbreder Sikkert Patientflow til hele landet som et synligt redskab, siger Sophie Løhde til dagbladet Nordvestnyt.
De metoder, som ministeren omtaler, er tavlemøder og kapacitetskonferencer. På tavlemøderne danner de sundhedsprofessionelle sig et overblik over, hvilke patienter der er klar til udskrivelse, og hvilken information de skal have i forbindelse med udskrivelsen. På kapacitetskonferencen får personalet og ledelsen et overblik over sygehusets samlede kapacitet og imødegår eventuelle problemer med overbelægning.