1. juli trådte den nye ældrelov i kraft. Den fastslår, at ældreplejen fremover skal organiseres i faste, tværfaglige teams.
En tilgang, som i årevis har vist sit værd dér, hvor den er blevet gennemført med omtanke og faglighed. Alligevel er der grund til bekymring.
For uden den nødvendige støtte til implementeringen risikerer vi, at en ellers god idé ikke når sit fulde potentiale.
Da vi i Dansk Selskab for Patientsikkerhed i 2018 inviterede Jos de Blok – manden bag det hollandske Buurtzorg – til Danmark, var det netop for at inspirere til nye måder at organisere plejen på.
Dengang var der begrænset interesse for hans tanker om selvstyrende, tværfaglige teams. Først under det virtuelle ældretopmøde i 2020 kom idéerne for alvor på dagsordenen.
Nu er Buurtzorg-tilgangen skrevet ind i dansk lovgivning.
Kontinuitet, relationer og samarbejde
Men modeller skaber ikke i sig selv bedre pleje. Det gør mennesker. Og det kræver tid, faglig sparring og ledelsesopbakning atomsætte en lov til praksis.
At skrive en model ind i en lov er ikke det samme som at sikre, at den virker i virkeligheden.
Modeller skaber ikke i sig selv bedre pleje. Det gør mennesker.
Vi ved fra arbejdet med patientsikkerhed, at det er i mødet mellem borger og medarbejder, at kvalitet skabes. Det kræver kontinuitet, relationer og samarbejde mellem flere fagligheder.
Derfor giver det god mening at organisere ældreplejen i mindre, faste teams.
Men det er ikke nok at ændre organiseringen, og ansætte nogle med andre kompetencer – det kræver også, at medarbejderne får konkrete redskaber til at arbejde systematisk med forbedringer.
Praksisbær indsats har været en succes
Et eksempel på hvordan det kan lykkes, finder vi i hjemmeplejeenheden på Thorsvej i Holstebro, som meget fortjent modtog Patientsikkerhedsprisen i 2024. Her har man gennem flere år arbejdet med tidlig opsporing og Forbedringsmodellen.
Det har ikke været et topstyret projekt, men en praksisnær indsats drevet af engagerede medarbejdere.
Gennem systematisk arbejde har man udviklet simple arbejdsgange, der gør det muligt at opdage selv små ændringer i borgernes tilstand – og reagere hurtigt og målrettet samt udnytte tværfagligheden.
Det forebygger unødige indlæggelser og øger både borgernes tryghed og medarbejdernes faglige stolthed.
Ingen mirakelkur
Men Holstebro er undtagelsen – ikke reglen. Kommuner, der har lært at bruge Forbedringsmodellen, har et klart forspring. De ved, hvordan man afprøver nye løsninger, lærer af det, der virker, og justerer det, der ikke gør. De behøver ikke opfinde hjulet forfra.
Det handler ikke om dyre konsulenter, men om faglig kapacitetsopbygning.
Derfor er det bekymrende, at der ikke følger systematisk støtte med loven. Vi ser allerede nu, at nogle kommuner kaster sig ud i omorganisering, uden at give medarbejderne de nødvendige redskaber og kompetencer til at forestå implementeringen. Det øger risikoen for frustration, fejl og i værste fald – fiasko.
Hvis vi vil have de tværfaglige teams til at lykkes, må vi investere i implementering. Det handler ikke om dyre konsulenter, men om faglig kapacitetsopbygning. Ledelsen skal understøttes, medarbejdere skal uddannes i forbedringsmetoder, og der skal være rum til at lære undervejs.
Tværfaglige teams er ikke en mirakelkur. Men med den rette støtte er det en af de mest lovende veje til en mere menneskelig, sikker og sammenhængende ældrepleje. Nu gælder det om at understøtte, at det reelt bliver indført.
