“Ulighed er ikke en mystisk tyngdekraft”

Interview med Morten Sodemann, professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Overlæge, Indvandrermedicinsk klinik, Odense Universitetshospital.

Af Birgitte Ramsø Thomsen, kommunikationskonsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Da overlæge og professor Morten Sodemann for godt 14 dage siden pakkede kufferten for at tage til Folkemødet, var det også som paneldeltager i fire forskellige debatter – alle med omdrejningspunktet ’ulighed i sundhed’. Og de debatter var ikke de eneste med det emne: Ulighed blev drøftet i forhold til forskellige sygdomme, psykiatrien, digitalisering, døden og den sidste tid, køn, gynækologisk/obstetrisk behandling, multisygdom og patientrettigheder. Blandt andet.

Men der ét stort problem ifølge professoren:

– De debatter der er på Folkemødet, burde jo være hverdagsdebatter. De er sparket til hjørne på Folkemødet, dér kan man tage dem, men de bliver ikke taget med hjem fra øen. Det er spændende debatter, hvor man er meget mere på bølgelængde, end når man kommer tilbage til den onde hverdag. Jeg kan være bekymret for, om vi skaber nogle lyserøde forventninger, som frustrerer folk. Det er det samme mønster hvert år: Gode debatter, politikerne giver sig, embedsmændene er meget mere ærlige. Men hvorfor kun der? I festtalerne husker man lige at nævne ’ulighed i sundhed’ og ’patientinvolvering’. Men når dagen er omme, er det næsten umuligt at få lov at gøre det, der skal gøres i hverdagen med den enkelte patient.

En mystisk tyngdekraft

Hvad er de største barrierer for at gøre noget ved ulighed i sundhed?

– Det største problem er, at de fleste, der er politikere, meningsdannere og beslutningstagere, faktisk ikke aner, hvad de snakker om: Hvad ulighed er for noget – og hvad deres rolle er i det. De mener, det er noget mystisk ufravigelig tyngdekraft, der bare foregår ude i samfundet – og river i nogen. Så udkommer der en gang imellem noget statistik, som bekræfter tingenes tilstand. Man skal som fag- og interesseorganisationer formå at få den ballon punkteret og gjort ulighed konkret: De uligheder udspiller sig i politiske beslutninger, i strukturelle og organisatoriske valg og i relationer mellem borgere/patienter og velfærdssamfundet. Hvis man ikke forstår mekanismer i uligheden, så kan man heller ikke få gjort noget ved det. Og så kan man også unddrage sig et ansvar.

Tankesættet er, at man jo lidt selv er skyld i det, når man bliver syg: Man hører ikke efter sundhedsråd, man spiser forkert, man løber ikke, man ryger for meget. KRAM-faktorerne er et udtryk for, at man ikke ved, hvad man snakker om, når man siger ’ulighed i sundhed’. At det er et individuelt cpr-nummer-livsstilsproblem, og ikke et politisk, strukturelt eller relationelt problem.

Patientens ombudsmand

Hvis du kunne ændre noget, hvor ville du sætte ind først? Hvad vil batte mest?

Fra min stol vil det være afgørende, at man fik en patientens ombudsmand på sygehusene. Ligesom medier har en læsernes redaktør, som sikrer, at man arbejder ud fra retningslinjer og etiske rammer, samt at alle bliver hørt, som de skal. Det samme sker i store firmaer.

Det skal være en patientens direktør, som er ansat af regionen til at varetage patientinteresser. Det går ofte galt, fordi direktørerne sidder med hver deres område, som de ikke kan få til at hænge sammen, og så bliver det et demokratisk rundbordsproblem at få løst uligheder. Og det bliver altid organisationen, der vinder over individproblemstillinger, hvor der er regulær ulighed. Patienterne kan fx ikke komme hjem, de har ikke råd til deres medicin, de kan ikke læse i papirerne og får ikke hjælp og støtte i beslutninger. De har ingen steder at gå hen.

Personalet siger, at det er reglerne og rammerne. De får at vide, at det problem har vi ikke fået løst i ”IT”, softwaren duer ikke, Nem-ID er nede. Al det støj, som de fleste udsatte slås meget med – og som de ensomme slås allermest med, for de har ikke nogen til at hjælpe sig – dem skal vi kompensere for på en eller anden måde. Og det kan man ikke gå nogen steder hen med, hvis der ikke er en patientens ombudsmand på ethvert sygehus. Én der holder sygehusene i ørerne: Dette er jeres kerneopgave og kernekompetence.

De skal være djævlens (dvs. patienternes, red.) advokat. De skal kunne iværksætte undersøgelser selv, hvis de ser et systematisk problem. De skal kunne tage enkeltsager op, hvor der er et oplagt mismatch mellem nogle regler, rutiner og afdelinger. Mellem primær og sekundær sektor er der rigtig mange problemer, for de taler ikke sammen. Det er jo noget, der skal løses.

Ligesom man har UTH-system, skal man have et ulighedssystem. Ofte er der ting, der er lodret ulovlige. Der er fx afdelinger, der kollektivt beslutter, at man ikke bruger tolk. Der står i Sundhedsloven, at man skal kunne tale med patienten og forstå hinanden.

Man er nødt til at have en instans, der kan skære igennem og har myndigheden.

Enorme mørketal

Fungerer UTH-systemet?

Der er den hage ved UTH-systemet, at de fleste problemer ikke bliver rapporteret. Især ikke, hvis de handler om samspil, fx hvis man bliver overdraget fra ét hospital til et andet. Man kan godt se problemet, men kan ikke placere det rent fysisk – og så bliver det ikke rapporteret.

Der er også typer af fejl, som ikke opfattes som fejl. Fx forsinket diagnostik. Men ingen på den professionelle side har nogen interesse i at anmelde sig selv. De vil gerne anmelde andre. Derfor er der nogle enorme mørketal i systemet. Blandt læger holder man det inden for flokken.

Hvordan med ulighed i forhold til digitalisering – med patientsikkerhed ift fjernkonsultation og -behandling?

Der er helt klart nogen, der har rigtig god gavn af det. Det skal man også kigge på.

Der er også rigtig mange, der slet ikke er inde under den hat, i og med at de ikke er i stand til at bruge det – særligt ensomme og ældre. Der er igen et kæmpestort mørketal. Dette er ikke maskinstormeri – men teknologierne er lavet af mennesker med lange uddannelser til mennesker med lange uddannelser.

Langt de fleste er uanvendelige til mennesker, der ikke kan læse ret godt. Jeg bliver ved med at holde fast i, at ifølge Rockwool-fonden er der omkring 600.000 voksne, etniske danskere, der reelt ikke kan læse. Hver tiende patient kan ikke læse, hvad vi skriver til dem – og ikke læse i en app.

Det er dem med de lange uddannelser, der skaber sundhedsvæsenet og arbejder i det. Men dem, der kommer der, og har mest brug for det, er de sårbare med korte uddannelser.

Vi er derfor nødt til at have mange flere patienter ind i udviklingsfaserne og afprøvningsfaserne. Og få ledelserne mere ud i ”taburet-antropologi”, som jeg kalder det:  ”Sæt dig ned og se, hvad der foregår, når patienterne kommer”.

En virkelighed, der ikke findes

Hvilken rolle spiller uddannelserne?

– På den lange bane er man nødt til at tage fat i ulighedsproblemet på uddannelserne, for man uddanner folk til en virkelighed, der ikke findes. Enten holder man op som læge eller sygeplejerske. Eller også bliver man hængende og bliver kynisk. Det kan man direkte måle.

Vi kan gøre en rigtig stor forskel ved uddannelserne. Ved at lære folk om, hvilket system, de arbejder i. Så de bliver eksponeret for politisk skabt ulighed, juridisk ulighed, strukturel/organisatorisk ulighed og ikke mindst relationel ulighed: Hvordan hver enkelt person kan øge eller reducere sårbarheden for hver enkelt patient gennem sin adfærd. Sin holdning, sin måde at spørge på, sin måde at involvere patienten på. Man skal klæde folk på til at se sin egen rolle. Når du ikke ser, at patienten er ensom, og nok ikke kan huske sin medicin, når du ikke får hjemmesygeplejersken til at komme og sørge for det, så skaber du ulighed – også i patientsikkerhed.

Referencer:

Morten Sodemann. Patientsikkerhed under covid-19 i tværkulturelt perspektiv: Underbeskyttet og overeksponeret, Kvalitet og patientsikkerhed under covid-19, kapitel i bind 2 Nogle er ikke et antal – snart er ikke et tidspunkt. https://patientsikkerhed.dk/bog-hvad-har-vi-laert/


Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af Dansk Selskab for Patientsikkerhed, PS!, og udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. Mere Fagligt Nyt

 

3. juli 2022

Nyheder