Foråret 2016: En næsten 90-årig mand, der længe har haft svær hjertesygdom, forsnævring af hovedpulsåren og sukkersyge indlægges fra plejehjem på Hjertemedicinsk afdeling på Regionshospitalet Horsens. Hans almentilstand har været svigtende – formentlig på grund af hjertet – og han er konfus. Efter et halvt døgn i afdelingen får han hjertestop om natten. Alarmen udløses, og hjertestop-teamet går i gang med at forsøge genoplivning.
Hjertestop-teamet på Regionshospitalet Horsens har lavet en audit af alle hjertestop på sygehuset over 6 måneder – 55 i alt – hvor der har været forsøg på genoplivning. Ovenstående eksempel illustrerer ét af de 55 tilfælde. Teamets audit er foregået ved, at personale på Hjertemedicinsk afdeling har gennemgået journaler for at klarlægge, hvilken tilstand patienterne var i, da de fik hjertestop.
I 21 tilfælde blev det vurderet, at patientens tilstand forud for hjertestoppet var så dårlig, at man kunne forudse et dårligt resultat af et genoplivningsforsøg. Og hvis det lykkedes at genoplive patienten, ville prognosen være dårlig.
– Derfor begyndte vi at stille spørgsmålstegn ved, om vi i virkeligheden ikke skulle have haft en samtale med flere af de her patienter om, hvorvidt de ønskede genoplivningsforsøg eller ej. Det er en voldsom oplevelse – især for pårørende, hvis de overværer det. Der kommer mange mennesker løbende, man udfører hjertemassage, man lægger drop og giver stød, og der sker i det hele taget meget omkring patienten. Vi har alle oplevet nogle tilfælde, hvor vi har startet genoplivning på patienter, hvor vi næsten alle sammen har været klar over fra starten, at det her ikke ville gå godt, fordi patienten var meget dårlig. I de situationer ville det have været bedre for alle, hvis vi i stedet havde sat os ned og holdt vedkommende i hånden, siger Kirsten Løth Lysdahl, afdelingssygeplejerske på Hjertemedicinsk afdeling på Regionshospitalet Horsens og en af lederne af hjertestop-teamet på sygehuset.
Blog: ‘Hospitalerne skal turde tage hånd om døden’
Kirsten Løth Lysdahl nævner et eksempel med en knap 100-årig mand, som blev indlagt fra en aflastningsplads. Manden var kendt med hjertesygdom, åreforkalkning i hjernen og havde tendens til at besvime og falde. Han fik hjertestop efter fire timers indlæggelse. Personalet forsøgte at genoplive ham, men det lykkedes ikke. Ifølge Kirsten Løth Lysdahl burde man have taget en samtale med denne kritisk syge patient om, hvorvidt han ønskede forsøg på genoplivning, hvis han fik hjertestop. Det kunne man ifølge Kirsten Løth Lysdahl have gjort på plejehjemmet og ved indlæggelsen på sygehuset.
Vi mener, at det er uetisk, at mennesker skal herfra på den måde, fordi vi ikke får taget samtalen med dem. De bør have muligheden for at fortælle, hvad de ønsker i deres sidste tid
tilføjer hun.
Kirsten Løth Lysdahl og Jørgen Schøler Kristensen, lægefaglig direktør på Regionshospitalet i Horsens.
Informationen er blevet mere synlig
Efter gennemgangen af de 55 hjertestop-tilfælde har Hjertemedicinsk afdeling på Horsens Hospital skabt en procedure for, at læger og sygeplejersker får taget samtaler med patienter og pårørende.
Ved gennemgangen viste det sig også, at i enkelte af de 21 tilfælde, havde patienterne på forhånd ønsket ikke at blive forsøgt genoplivet ved hjertestop. Dette ønske var skrevet ind i den elektroniske patientjournal, men informationen havde ikke været kendt af den, der udløste hjertestop-alarmen. Derfor var personalet gået i gang med forsøg på genoplivning.
Derfor begyndte personalet på Hjertemedicinsk afdeling at skrive informationen ind i et felt på de elektroniske overvågningstavler, som er placeret i personalestuen. Alle patienterne står opført på tavlerne, og nu er der indsat et felt, hvor der står “Ingen genoplivning ved hjertestop” ud for de patienter, hvor den beslutning er truffet sammen med patienten. Dermed bliver informationen meget synlig for alle på afdelingen.
– Det er vigtigt at understrege, at vi kun skriver i feltet, hvis vi har snakket med patienten og i fællesskab er blevet enige om en beslutning. Hvis patienten har en anden oplevelse, så skriver vi det selvfølgelig ikke. Udgangspunktet er, at behandlingen skal ske på patientens præmisser. Det her giver også anledning til en drøftelse af behandlingsniveauet i det hele taget – hvor meget behandling ønsker patienten selv i forhold til der, hvor de står. Vi vil ikke give en patient behandling, vedkommende ikke ønsker, siger Kirsten Løth Lysdahl og tilføjer:
– Vi er gode til at behandle, men vi glemmer nogle gange, at patienten skal værdigt herfra og have sig selv med i det. Det kan sagtens være, at de ligger og har bekymringer om, hvordan de kommer til at dø. Derfor er de her samtaler så vigtige.
Blog: Vi skal tage samtalen om den sidste tid
Den nye tavle-procedure og opmærksomheden på at få taget de vigtige samtaler har ifølge Kirsten Løth Lysdahl medført en kulturændring på Hjertemedicinsk afdeling. Der er skabt en rutine og systematik i, at læger og sygeplejersker sammen tager en samtale med de dårligste patienter. Hvis patienten har pårørende, bliver de også inddraget i samtalen.
– Der er et langt større fokus på at få taget de her vigtige samtaler. Jeg tror, der har været noget berøringsangst omkring emnet tidligere, men nu er der åbenhed omkring det på afdelingen. Alle er opmærksomme på, at det er vigtigt at få taget de her samtaler med de patienter, hvor vi finder det aktuelt. Vi har fået en fælles accept af, at vi ikke altid skal behandle. Nogle gange skal vi også hjælpe folk med at dø stille og roligt uden yderligere lidelser, siger Kirsten Løth Lysdahl og tilføjer:
– Det er vigtigt at understrege, at det ikke er noget, vi bare tilfældigt går ind og skriver på tavlen. Men hvis vi som udgangspunkt tror, at et genoplivningsforsøg vil være udsigtsløst, er det mest korrekte at tage samtalen med patienter og pårørende.
Rammerne er meget vigtige
Ifølge Kirsten Løth Lysdahl er det altafgørende, at rammerne er i orden, når man tager en samtale med patienten og de pårørende. Det foregår altid sådan, at en læge og en sygeplejerske sammen tager samtalen. Det skal foregå i et lokale, hvor man er uforstyrret, og hvor man har tid til at få snakket ordentligt sammen og tid til at stille spørgsmål.
Eventuelle telefoner skal være slukkede eller overdraget til en kollega, mens man har samtalen, så man ikke bliver forstyrret. Og så er det vigtigt, at lægen og sygeplejerskerne har snakket sammen inden og sat sig ordentlig ind i, hvad det er for en patient, de går ind til, og hvilket liv patienten har haft. Ifølge Kirsten Løth Lysdahl har ingen patienter givet udtryk for, at samtalen har været ubehagelig eller følt, at personalet ikke ville give dem behandling.
– Tværtimod tror jeg faktisk, der er mange, der selv har tænkt tanken, men de siger det ikke højt, fordi de ikke vil gøre deres pårørende kede af det. Så der kan være en frygt eller angst, som man ikke får italesat, fordi man ikke selv tør bringe det på banen. I de tilfælde er det en hjælp for dem, når vi åbner op for samtalen, fordi det giver dem anledning til at snakke om det med deres pårørende og sætte ord på deres ønsker til den sidste tid, siger hun.
Hej Sundhedsvæsens tema om Tag samtalen
Nu udbredes samtaleproceduren til resten af hospitalet
Regionshospitalet Hospital har netop fornyet sin strategi, og der står fortsat, at det skal være et sundhedsvæsen på patientens præmisser og med patienten som partner. Derfor er dialogen med patienter og pårørende et stort fokusområde på hele sygehuset. Det indebærer, at personalet spørger ind til patientens ønsker – også i de svære situationer.
– Når man som sygehus har en strategi, der siger, at behandlingen sker på patientens præmisser, så er man nødt til også at leve op til det i de situationer, hvor det kan være svært at tale om. Og det kan for eksempel være svært at tale om, hvor stor sandsynligheden er for, at man kan blive forsøgt genoplivet med succes. Og hvordan livet i så fald vil se ud på den anden side af et forsøg på genoplivning. Det skal vi have talt godt og grundigt om med patienten og familien, og så skal vi leve op til det, vi har aftalt. Man har krav på som person – hvis man ønsker det – at få mulighed for at få indflydelse på, hvordan man dør, hvis det er det, man er i færd med, siger Jørgen Schøler Kristensen, lægefaglig direktør på Regionshospitalet Horsens.
I den kommende tid skal proceduren udbredes til de øvrige medicinske afdelinger på Regionshospitalet Horsens og derefter til resten af sygehuset.
Tilbage til foråret 2016 og den knap 90-årige patient, vi indledte artiklen med: Patienten har fået hjertestop halvandet døgn efter, at han er blevet indlagt på Hjertemedicinsk afdeling. Personalet har ikke taget en samtale med patienten om hans ønsker til sin sidste tid. Hospitalets hjertestop-hold bliver tilkaldt, og teamet igangsætter forsøg på genoplivning. Det lykkes ikke.
Den 89-årige patient var én af de 21 patienter, som personalet efterfølgende vurderede, at man burde have taget en samtale med. Kun i enkelte af de 21 tilfælde lykkedes genoplivningsforsøget, men her døde patienten alligevel ganske få timer efter genoplivningen.
