Det berørte mig meget, da jeg forleden så dette tweet fra en intensivsygeplejerske:
”Husk at spørge patienterne, inden I lægger dem i respirator: ‘Er der noget, du gerne vil sige til dine nærmeste?’ – Det er ikke sikkert, der bliver lejlighed til at sige noget senere.”
… og jeg syntes faktisk, det var opløftende, da en kollega fortalte, at hans i øvrigt ret friske 92-årige far havde aftalt med sin læge at få skrevet i journalen, at hvis han skulle blive så syg af COVID-19, at iltbehandling ikke var nok, så ville han ikke i respirator.
Jeg er blevet spurgt, om de ældste og de svageste – fx vores gamle forældre – selv kan få lov til at bestemme og for eksempel sige nej tak til respiratorbehandling og genoplivningsforsøg, og selvfølgelig kan de det. Man kan ikke kræve en bestemt behandling, men man kan altid sige nej tak.
Det er nemmest at tale om døden, når den ikke lige står på ens dørtærskel. Men hvis vi ikke har fået det gjort i god tid, kan det trods alt stadig nås, når den kommer tæt på.
Lukket for besøg – åbent for samtaler
Selv om dødstallene herhjemme ikke er eksploderet, og selv om vi forhåbentlig undgår italienske tilstande, så er der ingen tvivl om, at vi over den næste periode kommer til at miste mange af vores ældste og svageste medborgere – sammen med en hel del andre. Nogle kommer til at dø under den aktuelle epidemibølge, og andre vil bukke under, når de næste bølger kommer. Desværre risikerer vi, at de fleste når at have haft sygdommen, inden vaccinen kommer.
Så uanset hvilke scenarier, man forestiller sig, så bør vi alle – jo ældre og skrøbeligere vi er – hver især og sammen ved vores nærmeste forholde os til, hvad vi gerne vil i den sidste del af vores liv.
Og som sundhedsprofessionelle skal vi være klar til at snakke med patienterne om det. Ligesom vi skal hjælpe med til, at samtalerne tages, selv om plejecentrene er lukkede for besøg, og lægen ikke kommer så tit. I sådan en situation bør plejepersonalet være endnu mere åbne for, at der kan være behov for at få snakket – og hjælpe med at kontakte de pårørende og lægen, hvis der er noget, der skal snakkes om. Det kan man godt gøre via videoopkald.
Det er naturligt, at der lige nu spreder sig en vis utryghed hos de ældre. Selvfølgelig først og fremmest på grund af angst for sygdommen, men for en del også på grund af angst for behandlingen. Og endelig af angst for at komme til at dø i ensomhed uden besøg fra de nærmeste.
Med hensyn til det sidste, må vi forsikre dem om, at vi sørger for, at de kan få besøg af deres nærmeste, hvis de skulle blive kritisk syge.
Med hvad så med sygehusene? Hvordan sikres det, at der i hele kæden fra før indlæggelse til opholdet på intensivafdelingen bliver taget de rette beslutninger?
Vi ved, at intensivlæger er vant til at tage svære beslutninger om, hvem der skal tilbydes maksimal behandling, og hvem der ikke skal. Men vi må være sikre på, at sådanne beslutninger forberedes og tages hele vejen fra praktiserende læge til intensivafdelingen – så det ikke skal ske i døren på vej ind til intensiv.
Centrale retningslinjer mangler
Skrækhistorierne fra Italien har fortalt, at hvis man bare er over 80 eller 70 eller mindre, så er der intet tilbud om behandling.
Sådan er det ikke her i landet. Her tager vi i hver enkelt tilfælde stilling til optrapning af behandling ud fra selve sygdomsniveauet, som vi sammenholder med patientens robusthed i forhold til at kunne tåle behandlingen og selvfølgelig patientens egne værdier og ønsker. Robustheden hænger sammen med alderen, men alder er ikke et selvstændigt kriterium.
Jeg synes, baggrunden for beslutningerne skal gøres tydeligere i de enkelte kommuner, på sygehusene, i regionerne – og meget gerne på nationalt niveau. Der er hamrende travlt i de centrale styrelser disse dage, men der bør afsættes ressourcer til, at vi også her i landet får centrale retningslinjer.
Så vi kan være trygge ved, at prioriteringen sker på et ensartet grundlag – og så belastes personalet heller ikke for meget i beslutningssituationerne.
#tagsamtalen
Til sidst en opfordring til dig, der læser: Sørg nu for at få taget snakken med dine nærmeste!
Jeg har tidligere talt med mine døtre og min kæreste om, hvad der er vigtigt for mig. Med COVID-19-truslen i baggrunden har jeg talt med dem igen – og opdateret og nedskrevet ønskerne.
Det gjorde godt!
Find værktøjer og materialer på siden Klar til samtalen under coronaepidemien
