Der er dage, man tænker, man vil huske til man ikke kan mere: I familien omkring fødsel, død, bryllupper. Den slags. Så er der de store verdensbegivenheder: Murens fald (så gammel er jeg), 9/11, Brexit, Trump …
I arbejdsmæssig sammenhæng vil 2. september 2024 gå over i min arbejdshistorie.
Det var den dag, hvor der som et lyn fra en klar himmel, blev sendt et lovforslag i høring, der med et pennestrøg nedlægger den sanktionsfri rapportering af utilsigtede hændelser og samtidig nedlægger databasen, der opsamler hændelserne, og som bruges lokalt, men også rapporteres videre nationalt. Hvor de så ikke bruges så meget. Det sidste har været ærgerligt og langt fra tilfredsstillende.
Lovforslagets konsekvenser og omfang er først ved at gå op for os alle sammen, så her er lidt information i bedste OBS-stil:
Danmark var det første land i verden til at få en lov om patientsikkerhed, der sikrede at, sundhedspersoner sanktionsfrit har pligt til at rapportere utilsigtede hændelser. Loven trådte i kraft i 2004, og har således 20 års fødselsdag i år. I 2011 fik kommuner, apoteker, patienter mv. samme ret og pligt.
Det har allerede givet genlyd internationalt, at Danmark vil nedlægge ordningen.
Utryg ældrepleje
Lovforslaget indebærer først og fremmest, at den bestemmelse, der har været i lovgivningen om, at man trygt og uden frygt for sanktioner kan rapportere en utilsigtet hændelse, forsvinder.
Hvis der ikke er den bestemmelse i lovgivningen, vil hver enkelt kommune, region/hospital og almen praksis selvfølgelig kunne beslutte, om de vil lave en sanktionsfri ordning. Sandheden er, at det jo ikke gælder længere end til den enkelte leder. Det vil kun være en bleg afart af en lovbeskyttelse og vil betyde tavshed, frygt og en endnu mere uensartet anvendelse af en lærende tilgang end i dag. Medarbejderne må ty til whistleblower-ordninger, og lederne mister en væsentlig ledelsesinformationskanal og et ikke-sanktionerende sprog.
Måske kan dette chok blive en ny start for hele ordningen.
Der vil heller ikke være mulighed for, at borgerne kan rapportere hændelser til læring. Dermed er der kun klagesystemet tilbage at anvende. Og det vil gøre ældreplejen og sundhedsvæsenet mere utryg for både borgere og medarbejdere.
Den fælles database, Dansk Patientsikkerheds Database, DPSD, til rapporteringer, vil forsvinde. Dermed skal hver kommune og region/hospital og almen praksis oprette sit eget system, hvis man vil fortsætte med en lokal rapportering, der ligger ud over at samle sedler på mere eller mindre systematisk og fantasifuld vis.
Sandheden er, at der dermed ikke længere vil være mulighed for at samle op over tid eller bruge rapporter på tværs af sektorer, eller endsige på tværs af kommuner.
En ny start?
Myndighederne argumenterer for nedlæggelsen, der betyder en statslig besparelse på 5 mio. kr og seks årsværk med, at der sker dobbeltdokumentation i forbindelse med samlerapportering. Sandheden er, at rapporteringen af hændelser til statsligt niveau, der er omfattet af samlerapportering, er et krav, som myndighederne selv har insisteret på. Det gjorde de mod råd og høringssvar fra kommuner og organisationer, fordi disse hændelser netop egner sig bedst til lokal læring.
Men samlerapporterne er én ting, en anden er de 600 dødelige hændelser og de 4.000 alvorlige hændelser. Vi skal så ikke lære noget af nogen hændelser på tværs, åbenbart. Hverken de hændelser, som vi bruger til at hindre de alvorlige, eller de alvorlige hændelser selv. Wow, alligevel!
I den seneste uge har vi kunnet se og høre, hvor bestyrtede patienter, organisationer, sundhedspersoner og ledere er over lovforslaget, i takt med at konsekvenserne er gået op for dem. Også politikere er ved at se konsekvenserne.
Er det nuværende system optimalt? Nej, langt fra! En del bureaukrati kunne allerede have været fjernet i det nuværende system, og vi har ikke fået nok ud af hændelserne på tværs. Den database, der samler hændelserne, er holdt sammen af gaffatape og papirclips, og det siger sig selv, at en database, der ikke er blevet opgraderet, da den gik fra få tusinde hændelser til flere hundrede tusinde, ikke er optimal. Men vi er ved at smide en unik ordning på gaden.
Men måske kan det alligevel ende godt? Måske kan dette chok blive en ny start for hele ordningen, hvis systemet kan flyttes ud af staten? Det starter og slutter dog med, at den sanktionsfri rapporteringspligt bevares i lovgivningen, så vi kan bevare den grundlæggende tryghed for borgere og medarbejdere.
