Video: God mundhygiejne kan forebygge indlæggelser og styrke ældres livskvalitet

I Frederiksberg Kommunes hjemmepleje er mund- og tandsundhed blevet en naturlig del af arbejdet med patientsikkerhed. I en video fortæller de om indsatsen og dens betydning for både borgere og medarbejdere.

Stillfoto fra video. En ansat fra hjemmeplejen kører på cykel på en øde gade. Foran vises mittal for videoens længde: 11 minutter og 29 sekunder.
Mund- og tandsundhed har bl.a. betydning ift. at forebygge underernæring, reducere forebyggelige indlæggelser samt nedsætte forekomsten af lungebetændelse hos ældre. I videoen deler Frederiksberg Kommunes hjemmepleje erfaringer med at forbedre mundsundheden for borgerne gennem forskningsprojektet Sund Mund Hele Livet (SMUHL). Se videoen længere nede i artiklen.

Tandsundhed er også patientsikkerhed.

Det estimeres, at omkring 500 indlæggelser hvert år kan undgås med bedre mundhygiejne. Tandsundhed er dermed et vigtigt element i arbejdet med at reducere forebyggelige indlæggelser – som fortsat er et fokusområde i sundhedsvæsenet.

Systematisk mundhygiejne før en operation kan reducere risikoen for postoperative infektioner, og daglig tandbørstning nedsætter forekomsten af lungebetændelse hos svage ældre.

Derfor var tandsundhed også omdrejningspunktet for en session på Konference om patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen, der blev afholdt i oktober 2025.

– Mund- og tandsundhed kan – foruden at bidrage til reduktion af forebyggelige indlæggelser – spille en vigtig rolle i forebyggelsen af underernæring hos ældre og svækkede borgere. Uden mundsundhed er der risiko for, at man ikke kan understøtte en optimal ernæring med risiko for undernæring til følge, og hvad den kan bringe med af yderligere risici for svækkelse og sygdom, siger Bodil Elgaard Andersen, chefkonsulent i PS! og projektleder for Ernæringsprojektet i regi af I sikre hænder.

Erfaringer fra Frederiksberg Kommune

På konferencen delte Frederiksberg Kommune erfaringer fra deres deltagelse i forskningsprojektet Sund Mund Hele Livet (SMUHL), hvor de har udviklet, afprøvet og implementeret indsatser til at styrke mundsundheden blandt borgerne.

Her viste de bl.a. en video om, hvad de har lært af at deltage i projektet: Hvad der har været svært og tankevækkende, hvilken betydning det har haft for borgerne, og om hvordan det har ændret måden, de arbejder på.

– Mundsundhed er en vigtig patientsikkerhedsindsats, der kan være vanskelig og meget kompleks. Frederiksberg Kommunes hjemmepleje sætter i filmen ord på, hvad de har lært – både om egen praksis samt hvilken værdi, mundsundhed har for den enkelte borger, siger Bodil Elgaard Andersen, der også sad i følgegruppen for SMUHL.

Om Ernæringsugen
PS! deler filmen deles i forbindelse med Ernæringsugen i uge 45.

Ernæringsugen har til formål at styrke indsatsen mod sygdomsrelateret underernæring.

Ugen er knyttet til den internationale Malnutrition Awareness Week. I Danmark udvikles den i et samarbejde mellem Dansk Selskab for Klinisk Ernæring (DSKE) og ONCA-Danmark. 

Læs mere om Ernæringsugen hos DSKE

Læs om Malnutrition Awareness Week på european-nutrition.org
Om Sund Mund Hele Livet
Sund Mund Hele Livet er et kombineret forsknings- og samskabelsesprojekt. Projektgruppen er sammensat af forskere og praktikere fra Odontologisk Institut, Center for Humanistisk Sundhedsforskning (CoRe, SAXO-Instituttet), Frederiksberg Kommune og Greve Kommune.

Læs mere hos Odontologisk Institut på Københavns Universitet

Læs om Ernæringsprojektet i regi af I sikre hænder fra 2019-2020