Video: Viden om vejning har fået flere borgere på vægten

Hjemmeplejen Fuglebakken i Aarhus Kommune får nu vejet flere af deres borgere, efter at de i forbindelse med ernæringsprojektet er blevet bedre til at informere om, hvorfor det er vigtigt.

I løbet af ernæringsprojektet har hjemmeplejeteamet opnået en stor reduktion i antal borgere, der enten ikke kan vejes eller ikke ønsker at blive vejet.

En pjece med oplysninger om, hvorfor hjemmeplejen anbefaler borgerne at blive vejet, har været med til at få flere borgere på vægten i Aarhus Kommune.

Det er et team fra Hjemmeplejen Fuglebakken, der har udviklet det såkaldte vejekort i forbindelse med ernæringsprojektet.

Video: Sygeplejerske Louise Borup Nørgaard fortæller om Hjemmeplejen Fuglebakkens arbejde med vejekortet og forbedringsmetoder

Video fra Aarhus Kommune

Færre ”gule” borgere

I videoen fortæller sygeplejerske Louise Borup Nørgaard, at de i Hjemmeplejen Fuglebakken allerede inden ernæringsprojektet havde et smiley-system med røde, gule og grønne smileys.

Borgere får en rød smiley, hvis de har tabt sig. En grøn smiley, hvis de har bevaret vægten eller taget på. Den gule smiley får borgere, der ikke ønsker at blive vejet eller ikke kan vejes.

– Da vi startede projektet, var næsten halvdelen af vores borgere gule, og det var der nok forskellige årsager til. En af vores teser var, at det nok var et spørgsmål om viden, både hos medarbejdere og borgere. Så var det, at vi trak vejekortet frem, siger Louise Borup Nørgaard.

Forbedringsprojekt har skabt resultater

Efter et år med ernæringsprojektet kan Hjemmeplejen Fuglebakken nu se tydelige resultater af deres arbejde med vejekortet. Hvor der før var 22 borgere med gule smileyer, er der nu kun 6 borgere, der ikke bliver vejet.

– Og ved dem handlede det om, at der var noget rent fysisk, der gjorde, at vi ikke kunne veje dem. Det handlede ikke om, at borgeren ikke ønskede det, siger Louise Borup Nørgaard.

Hun nævner systematik, data og ledelsesopbakning som nogle af de afgørende faktorer for, at de har opnået gode resultater med ernæringsprojektet.

– Hvis man får mulighed for at indgå i et forbedringsprojekt, hvor man arbejder systematisk med Forbedringsmodellen, så vil jeg helt klart anbefale, at man går i gang med det. Det har i hvert fald givet os noget i forhold til ernæring, at vi har arbejdet så systematisk med det. Vi har arbejdet meget med data, som skulle være synligt for alle i teamet, og det har været tydeligt, hvad der var fokus på, siger Louise Borup Nørgaard og fortsætter:

– Og så har det været alfa og omega, når man går ind i sådan et projekt, at man har ledelsesmæssig opbakning. Det har vi haft i vores team, og det har nok gjort en afgørende forskel i forhold til, at vi er lykkedes med at skabe resultater.

Vejekortet er efterfølgende spredt til flere steder, og alene i november 2020 uddelte Aarhus Kommune 5.000 vejekort til borgere, rapporterer Radioavisen.