Virtuelle 4-partsmøder skaber fælles forståelse til gavn for patientsikkerheden

Udskrivelse fra hospitalet er et af de mest sårbare tidspunkter i et patientforløb. Forskning har vist, at mange patienter oplever utilsigtede hændelser efter udskrivelse, og at en del af dem kunne have været forebygget eller deres konsekvenser begrænset (1,2) . En væsentlig årsag er den ofte mangelfulde koordinering og kommunikation mellem hospitalet, kommunen og den praktiserende læge (3,4) .

Indsatsen for at sikre sektorovergange har i høj grad været rettet mod informationsoverførsel: epikriser, medicinlister, digital korrespondance og standardiserede arbejdsgange. Det er nødvendige tiltag. Men selv relevant og korrekt overført information sikrer ikke nødvendigvis, at hospital, kommune, almen praksis og patient deler forståelsen af situationen, eller at ansvaret for den videre indsats er tilstrækkeligt afklaret.

Særligt for mennesker med kompleks multisygdom og sårbarhed, hvor mange sundhedsprofessionelle er involveret, kan risikoen for misforståelser opstå imellem dem, uden at nogen enkeltperson nødvendigvis har begået en fejl (5,6).

Patientsikkerhed kræver sammenhæng på tværs

Betydningen af sikre sektorovergange har i flere år været et centralt indsatsområde for Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Allerede i 2017 fremhævede selskabet i rapporten Patientsikkerhed i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, (7) at patientsikkerhed skal prioriteres i udviklingen af et mere sammenhængende sundhedsvæsen, med særligt fokus på sektorovergange, patientinddragelse og anvendelse af teknologi.

Vores forskning ved Videnscenter for Multisygdom og Kronisk Sygdom i Region Sjælland ligger i forlængelse af denne dagsorden, og bidrager med et særligt perspektiv: Hvordan kan vi gennem direkte dialog mellem patient, pårørende og sundhedsprofessionelle skabe den fælles forståelse og koordinering, som er nødvendig for sikre og sammenhængende patientforløb?

Virtuelle 4-partsmøder – en model for samarbejde på tværs

Virtuelle 4-partsmøder (V4M) er udviklet som en struktureret samarbejdsmodel, der skal styrke koordinering og patientinddragelse. Et V4M gennemføres under patientens indlæggelse, hvor fire parter mødes: patienten (eventuelt med pårørende), hospitalet (en læge og en sygeplejerske) almen praksis (patientens egen læge) kommunen (sundhedsperson).

Patienten, hospitalets læge og sygeplejerske deltager fysisk, mens den praktiserende læge og den kommunale sygeplejerske deltager via video. Mødet varer cirka 30 minutter. Formålet er, med udgangspunkt i hvad der er vigtigst for patienten, at skabe en fælles forståelse af patientens situation og gennem dialog nå frem til en konkret plan, hvor opgaver, ansvar og opfølgning afklares.

Forud for mødet forberedes patienten, og formål, deltagere og dagsorden afklares. Mødet faciliteres af hospitalssygeplejersken, og de forskellige sundhedsprofessionelle bidrager med deres viden om patientens situation, behandling, funktionsevne og muligheder for støtte efter udskrivelsen (8,9).

Det særlige ved V4M er ikke, at mødet foregår via video, men at patienten og de aktører, som har ansvar for det videre forløb, deltager i den samme samtale og sammen kan afklare spørgsmål og problemstillinger samt planlægge det videre forløb.

Hvad viser forskningen – hvad betyder det for patienten?

Vores forskning har vist, hvordan V4M kan fungere som en bro mellem sundhedsvæsenets forskellige aktører og skabe et fælles rum for dialog, forventningsafstemning og planlægning. Set i et patientsikkerhedsperspektiv er det væsentligt, fordi møderne giver mulighed for at identificere og afklare potentielle risici i overgangen mellem hospital, kommune og almen praksis, herunder uklarheder om behandling, opfølgning og ansvarsfordeling.

I kvalitative studier tillagde patienterne det stor betydning, at de sundhedsprofessionelle talte direkte med hinanden, at det blev tydeligt, hvem der havde ansvar for hvad, og at patienternes og de pårørendes ønsker, behov og bekymringer blev inddraget i den fælles planlægning under og efter indlæggelsen.

Patienternes oplevelse af kontrol og selvbestemmelse var et centralt tema.(10,11)  Det peger på, at patientinddragelse ikke alene har betydning for oplevelsen af indflydelse, anerkendelse og mestring, men også kan bidrage til patientsikkerheden ved at synliggøre forhold i patientens hverdagsliv, som de sundhedsprofessionelle ellers ikke nødvendigvis har kendskab til.

Studiet viste imidlertid også, at patienternes forventninger kunne blive brudt, når aftaler fra mødet ikke blev fulgt op efter udskrivelsen (10). Dette er en væsentlig pointe i et patientsikkerhedsperspektiv: Fælles forståelse og tydelig ansvarsfordeling under indlæggelsen er ikke tilstrækkelige, hvis aftalerne ikke omsættes til handling. Patientsikkerhed i sektorovergange forudsætter derfor ikke blot, at de rette oplysninger deles, men også, at der skabes kontinuitet, at aftaler følges op på, og at der tages et fælles ansvar for det videre patientforløb.

VIVEs evaluering af pårørendes og sundhedsprofessionelles vurdering af V4M peger på en beslægtet udfordring (10,12). Møderne gav deltagerne bedre indsigt i hinandens roller og mulighed for at koordinere patientforløbet, men koordineringen lykkedes i højere grad omkring lægefaglige behandlingsplaner end omkring sygepleje, pleje og genoptræning.

Pårørende efterspurgte desuden tydeligere information om, hvem de kunne kontakte efter udskrivelsen. Det understreger, at sammenhæng ikke alene handler om en afklaret behandlingsplan, men også om patientens funktionsevne, behov for støtte og praktisk opfølgning i hjemmet.

V4M kan dermed understøtte fælles forståelse og ansvarsafklaring, men selve mødet sikrer ikke, at aftalerne efterfølgende bliver gennemført. Det kræver organisatoriske rammer, kontinuitet og tydelig opfølgning. Forskningen dokumenterer endnu ikke, om V4M reducerer forekomsten af utilsigtede hændelser.

Patientsikkerhed og patientinddragelse hænger sammen

Patientsikkerhed har ikke været et selvstændigt forskningsområde i vores V4M-forskning. Resultaterne peger imidlertid på processer, som kan have væsentlig betydning for patientsikkerheden i sektorovergange.

På tværs af studierne tegner der sig et billede af, at patientsikkerhed i sektorovergange ikke alene handler om korrekt overførsel af information. Det handler også om, hvordan patientens og de sundhedsprofessionelles forskellige perspektiver bringes sammen, hvordan ansvar afklares, og hvordan fælles beslutninger omsættes til handling.

Når disse processer ikke fungerer, kan der opstå risiko for misforståelser, manglende opfølgning og brud i kontinuiteten i patientforløbet. I V4M rettes særlig opmærksomhed mod den fælles dialog, hvor patienten, eventuelle pårørende og de sundhedsprofessionelle sammen udvikler en forståelse af situationen og afklarer den videre indsats (13). Patientens viden om eget hverdagsliv, ressourcer og bekymringer kan her bidrage til at identificere potentielle risici og sikre, at de aftaler, der indgås, er realistiske og meningsfulde for patienten (11).

Det udfordrer samtidig en forståelse af patientcentrering, hvor patientinddragelse primært handler om at informere patienten og inddrage vedkommende i beslutninger om behandling og pleje. For patienter med kompleks multisygdom træffes der også væsentlige beslutninger om koordinering, ansvar og opfølgning på tværs af organisationer. Disse beslutninger har betydning for både patientens hverdagsliv og sikkerheden i det videre forløb.

Vi taler i stigende grad om fælles beslutningstagning og patientinddragelse, men en betydelig del af koordineringen af patientforløb foregår fortsat mellem de professionelle uden patientens direkte deltagelse. Det rejser derfor et centralt spørgsmål: Kan vi tale om et reelt patientcentreret og patientsikkert sundhedsvæsen, hvis patienten ikke inviteres med i de samtaler, hvor det videre forløb planlægges, og hvor ansvaret for behandling og opfølgning fordeles?

Sundhedsreformen – nye strukturer eller nye samarbejdsformer?

Med sundhedsreformen får vi nye organisatoriske rammer, herunder 17 nye sundhedsråd, ændret opgavefordeling og nye pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom, herunder kronikerpakken for mennesker med kompleks multisygdom(14). Reformen skaber dermed en vigtig anledning til at gentænke, hvordan vi sikrer sammenhæng og patientsikkerhed i komplekse patientforløb.

Men nye strukturer skaber ikke i sig selv sammenhæng.

Hvis reformens ambitioner skal realiseres, må vi også udvikle konkrete samarbejdsformer, der gør det muligt for patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle at skabe fælles forståelse og koordinere den videre indsats i samarbejdet med patient og pårørende.

Det kræver samtidig opmærksomhed på social ulighed, fordi patienter med begrænsede sociale ressourcer, kognitive udfordringer eller svage netværk kan have særligt svært ved selv at navigere mellem de forskellige sundhedsprofessionelle i sundhedsvæsenet. De nye sundhedsråd får her en vigtig opgave. De skal ikke alene understøtte en ændret opgavefordeling, men også skabe organisatoriske rammer, hvor tværsektoriel koordinering og tydelig ansvarsfordeling kan blive en integreret del af den kliniske praksis.

Vores forskning i V4M peger på, at sammenhængende patientforløb skabes gennem mere end information, teknologi og organisatoriske strukturer. De skabes også gennem de samtaler, hvor patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle deler viden, afstemmer forventninger, håndterer usikkerhed og aftaler, hvem der gør hvad.

V4M er ikke nødvendigvis løsningen for alle patienter eller alle situationer. Men modellen giver et konkret eksempel på, hvordan samarbejdet kan organiseres med patienten som en aktiv deltager. Hvis sundhedsreformen skal bidrage til et mere sikkert og sammenhængende sundhedsvæsen, må vi derfor interessere os for mere end, hvor opgaverne placeres. Vi må også spørge, hvordan vi skaber de relationelle og organisatoriske betingelser, der gør det muligt at løfte ansvaret i fællesskab.

Vi arbejder videre med at undersøge, hvordan V4M kan implementeres og forankres i klinisk praksis, herunder hvordan patienter med særligt komplekse koordineringsbehov kan identificeres (15,16). Et centralt spørgsmål er, hvilke organisatoriske rammer der skal til for at omsætte fælles forståelse og koordinering til kontinuitet og handling på tværs af sektorer – og dermed understøtte patientsikkerheden.

Et mere nært sundhedsvæsen er ikke nødvendigvis et mere sammenhængende og patientsikkert sundhedsvæsen. Sammenhæng opstår først, når vi organiserer os, så de mennesker, der skal skabe den, faktisk får mulighed for at gøre det, sammen med patienten.

Læs mere om V4M og forskningen på www.virtuelle-konsultationer.dk

Tak til patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle, der har deltaget og bidraget med væsentlig og unik indsigt. Særlig tak til forskningsgruppen: Astrid Vidbjôrg, Marianne Kjestrup, Bettan Bagger, Heidi Andersen, Jon Christensen, Mai-Britt Hågi-Petersen. Også tak til forskerne fra VIVE v/Helle Sofie Wentzer.

Forskningen er støttet af Novo Nordisk Fonden og Region Sjælland.

Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer 4-5 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. 
Tilmeld dig Fagligt Nyt