World Patient Safety Day sætter fokus på ansattes sikkerhed

Den 17. september afholdes World Patient Safety Day for anden gang. Årets tema er “Health Worker Safety: A Priority for Patient Safety”. Dansk Selskab for Patientsikkerhed opfordrer til at støtte op om dagen og sætter selv fokus på, hvordan særligt medarbejdernes sikkerhed kan sikres.

Det er WHO, der har taget initiativ til den internationale patientsikkerhedsdag, som i år afholdes for anden gang.

Patientsikkerhed har igennem mange år været en undereksponeret global udfordring, men nu er emnet for alvor kommet på den globale dagsorden, og særligt under coronakrisen er det blevet tydeligt, at medarbejdernes sikkerhed er forudsætningen for at sikre borgerne en sikker pleje og behandling.

Det er Verdenssundhedsorganisationen (WHO), der har taget initiativ til World Patient Safety Day, der i år afholdes for anden gang. I år understreger temaet, at hvis der ikke er sikkerhed for medarbejderne, er der heller ikke sikkerhed for patienterne.

Som begrundelse for årets tema skriver WHO (oversat frit):

– 2020 har været en af de mest udfordrende perioder i nyere historie på grund af COVID-19-pandemien, som har sat sundhedssystemer over hele verden under ekstremt pres. Patienter og sundhedsarbejdere står stadig over for ekstrem modgang på grund af infektioner, manglende adgang til essentielle ydelser, lægelige fejlskøn m.m. Det er blevet mere og mere indlysende, at årets tema har en særlig betydning i forhold til skabe en platform, hvorfra der kan skabes en positiv forandring i retning af en sundere, sikrere og gladere arbejdsstyrke i sundhedsvæsenet som forudsætning for patientsikkerhed.

PS! deltager i World Patient Safety Day

Dansk Selskab for Patientsikkerhed vil aktivt markere den internationale patientsikkerhedsdag med en række aktiviteter, der passer til begivenheden og årets tema – Health Worker Safety: A Priority for Patient Safety.

– Vi ved, at medarbejdernes psykologiske tryghed afspejles i sikkerheden for borgere og patienter. COVID-19-pandemien har gjort dette endnu mere tydeligt. Det ønsker vi på forskellig vis at sætte fokus på, så vi alle får ekstra inspiration til det utrættelige arbejde, vi skal gøre hver dag for patientsikkerhed og kvalitet, siger direktør Inge Kristensen.

PS! vil bl.a. dele tilgange og metoder til at sikre medarbejdernes sikkerhed. Derudover vil der for anden gang blive kåret årets Patient Safety Champion. Sidste år var første gang, PS! uddelte prisen i forbindelse med dagen, og den gik til patientambassadørerne. Patientambassadørerne vil sammen med formand Karin Friis Bach uddele prisen i år.

Hvordan kan I bakke op og markere dagen?  

Sæt fokus på jeres ambitioner med patientsikkerhed via jeres forskellige kommunikationsplatforme; Hvor ser I udfordringer, hvor ser I løsninger, og hvordan kan vi fremme løsningerne?

Ændr jeres profil- og coverbilleder på sociale medier på dagen.
I kan via dette link finde templates til logoer, I kan benytte til jeres sociale medieprofiler

Hvis I har bygninger, der kan lyses op, så overvej at sætte orange spot på dem. WHO har valgt den orange farve til at symbolisere den centrale rolle, patientsikkerhed spiller i landes bestræbelse på at opnå universel sundhedsdækning. Sidste år var bl.a. Eiffeltårnet en af de ikoniske bygninger, der stod badet i orange skær.

Da temaet i år handler om medarbejdernes sikkerhed, er et forslag fra vores side, at samarbejdsorganisationen, arbejdsmiljøorganisationen og hygiejneorganisationen også inddrages i planlægningen af dagen.

Et andet forslag kunne være at have fokus på indsatser, der har eller har haft en særlig betydning for at medarbejderne oplever psykologisk tryghed – særligt i en usikker tid.

Endelig er I selvfølgelig velkomne til at gøre brug af og dele dele de artikler og materialer, PS! vil dele på dagen via nyhedsbrev, Twitter og Linkedin.

Vil I vide mere?

Hvis I vil høre mere om World Patient Safety Day, hvordan den kan markeres og få input og forslag til aktiviteter, der kan igangsættes på dagen – eller vil høre om selskabets aktiviteter på dagen – er I meget velkomne til at kontakte kommunikationschef i Dansk Selskab for Patientsikkerhed Annelene Højvang Larsen på, ahl@patientsikkerhed.dk, tlf.: 2521 9593.

Vi vil også meget gerne høre om, hvordan I markerer dagen hos jer.