Alle sundhedsdata er patientsikkerhedsdata

Landsdækkende data kan i langt højere grad bringes i spil i indsatsen for patientsikkerhed. Mange data findes allerede, men de bliver ikke altid brugt. Andre data mangler. Ved den nylige patientsikkerhedskonference gennemgik vicedirektør i Sundhedsdatastyrelsen, Jesper Juel-Helwig muligheder og barrierer for brug af data både i forskning og i det løbende patientsikkerhedsarbejde.

Har vi adgang til de rigtige sundhedsdata i arbejdet for patientsikkerhed? Hvilke data mangler? Hvordan og til hvad kan vi udnytte data bedre, end vi gør i dag, og hvad står i vejen for det??

Spørgsmålene blev stillet af Jesper Juel-Helwig, vicedirektør i Sundhedsdatastyrelsen og det kommende Digital Sundhed Danmark, i forbindelse med en workshop om forskning ved patientsikkerhedskonferencen i april. Han opfordrer patientsikkerhedsfolk og forskere til at melde ind med dataønsker og -behov til Digital Sundhed Danmark, men også være nysgerrig på de data man selv har adgang til på hospitalet, regionerne og i kommunerne.

”Danmark er førende på sundhedsdata, men vi får ikke nok værdi ud af dem, hverken lokalt, regionalt eller nationalt. Med Sundhedsreformen har vi fået en vigtig opgave med at skabe sammenhængende data, så de er til gavn for sundhedsvæsenet ” sagde Jesper Juel-Helwig. Han har en fortid på flere hospitaler, blandt andet som stabschef for Værdi og Sammenhæng på Rigshospitalet, hvor han har arbejdet med kvalitetsudvikling og patientsikkerhed i praksis.

I Danmark er vi gode til at lære af erfaringerne, blandt andet via læringen af utilsigtede hændelser. Og Sundhedsdatastyrelsen råder over en lang række databaser, der dækker en lang række aspekter af borgernes sundhed fra vugge til grav. Her ligger uudnyttede muligheder, mener Jesper Juel-Helwig. Et udpluk af aggregerede data er frit tilgængelige i Sundhedsdatabanken – flere og nye data vil løbende blive tilføjet – mens fuld adgang kræver godkendelse.

Digital Sundhed Danmark (for nuværende også Sundhedsdatastyrelsen) råder over en lang række databaser, der dækker alle aspekter af borgernes sundhed fra vugge til grav.

Alle data er patientsikkerhedsdata

Jesper Juel-Helwig mener, at alle sundhedsdata i princippet er patientsikkerhedsdata. Man skal bare finde måder at bruge data på, så de bidrager til forskning, forbedringsarbejde og strategisk datadrevet patientsikkerhed. For eksempel er der brug for, at man i højere grad bruger data ikke bare til at registrere, hvad der er gået galt, men også til at forudse, hvor patientsikkerheden er udfordret.

Et eksempel kunne være, hvad Jesper Juel-Helwig kalder ”organisatorisk early warning”, hvor en række datakilder, ofte vil kunne give indikationer på, hvor patientsikkerheden kan komme under pres. Det kunne fx være  HR-data som sygefravær, vakancer, medarbejderomsætning og brug af vikarer kunne registrere tidlige tegn på udfordringer på en afdeling eller en plejeenhed. Det er ikke klassisk patientsikkerhedsdata, men data som der både er tilgængelige og har høj validitet. Og det skal naturligvis ikke bruges til  at slå nogen i hovedet, men for at kunne gribe ind, før det går galt og bedre prioritere ressourcer der hvor behovet er størst.

Jesper Juel-Helwig opfordrer ledere og medarbejdere i sundhedsvæsenet til at henvende sig til Digital Sundhed Danmark, hvis de har spørgsmål til data, eller hvis de har behov for vejledning i, hvordan data kan bruges. Men rigtig meget relevant data findes allerede i regioner og kommuner og her er opfordringen at begynde at tænke og tale datadrevet patientsikkerhed med de kollegaer og enheder, der i forvejen laver en masse godt dataarbejde.

kontakt@sundhedsdata.dk

Digital Sundhed Danmark

Sundhedsdatastyrelsen har ansvar for landsdækkende sundhedsdata og en række digitale løsninger, der bruges på tværs af sundhedsvæsenet. Fra 1. januar 2027 bliver Sundhedsdatastyrelsen en del af Digital Sundhed Danmark, der også samler sundhed.dk, MedCom, Nationalt Genom Center og en række fælles nationale opgaver fra regionerne. Den nye organisation bliver ejet af kommuner, regioner og staten i fællesskab og skal understøtte sundhedsreformen ved at samle kræfterne om fælles digitale løsninger, sundhedsdata og sikker digital infrastruktur.

Læs mere om Lov om Digital Sundhed Danmark her: https://www.folketingstidende.dk/samling/20251/lovforslag/L43/20251_L43_som_vedtaget.pdf
Læs mere om Digital Sundhed Danmark her: https://sundhedsdatastyrelsen.dk/nyheder/2026/digital-sundhed-danmark-i-gang
Sundhedsreformens tanker om Digital Sundhed Danmark: https://www.ism.dk/Media/638772944579517277/Sundhedsreformen%20-%20kort%20fortalt.pdf

Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer 4-5 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. 
Tilmeld dig Fagligt Nyt

Find mere om