”Bekymrende” fald i undersøgelser og behandling for akut hjertesygdom

I forbindelse med coronapandemiens top i Danmark, har der været et markant fald i udredning og behandling af patienter med brystsmerter og blodprop i hjertet. Det viser en rapport fra RKKP ‘s (Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram) Videncenter, Dansk Hjerteregister og Vestdansk Hjertedatabase. Antallet af udførte røntgenundersøgelser af hjertets kranspulsårer (KAG) og ballonudvidende operationer (PCI) faldt i marts 2020 til omkring 2/3 af aktiviteten i samme perioden 2019. Fra april og frem er aktiviteten igen steget og nærmer sig nu normalt niveau.

Faldet i perioden uge 10-13 dækker over den planlagte omstilling af sundhedsvæsenets ressourcer, men viser også – ifølge RKKP – ”et bekymrende fald i akut og subakut aktivitet”.

Nyhed fra RKKP

”Tallene afspejler netop det, som vi frygter, nemlig at alvorligt syge patienter under coronapandemien ikke har fået de undersøgelser og den behandling, de har brug for. Det kan skyldes, at patienterne har været tilbageholdende med at henvende sig til sundhedsvæsenet under krisen, eller at der har været problemer med adgangen til sundhedsvæsenet. Her ser vi effekten i forhold til hjertesygdomme, men vi må frygte, at det samme fænomen gælder for mange andre alvorlige lidelser, fx kræft,” siger direktør Inge Kristensen, Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. 
Tilmeld dig Fagligt Nyt

Find mere om