Katrine Kirk

5. marts 2020

Når der sker så mange fejl, kan vi så have tillid til sundhedsvæsenet?

Blog af Katrine Kirk, patientambassadør

Når der sker så mange fejl, kan vi så have tillid til sundhedsvæsenet?

”Ja”, svarer jeg, hver gang jeg får stillet det spørgsmål. Jeg forstår godt bekymringen. Jeg har beskæftiget mig med patientsikkerhed de sidste 12 år som patientambassadør, og min opmærksomhed fanges, når medierne bringer historier om alvorlige brud på patientsikkerheden. På de sociale medier, men også i mit store netværk, fylder frustrationer og fejl meget i patienters beretninger om deres forløb.

mere om Patientambassadørerne

Jeg har stor tillid til sundhedsvæsenet, men ikke blind tillid. Der forekommer fejl og forsinkelser, en sjælden gang med tragiske konsekvenser for patienten. Menneskelige fejl kan aldrig helt undgås, men de systemer mennesker agerer i kan gøres mere sikre. Der bliver gjort et stort arbejde for at fremme læring og implementere forbedringer på baggrund af de alvorlige fejl.

For de fleste og for det meste leveres der diagnostik og behandling på et højt internationalt niveau – uanset om den syge er ung eller gammel, rig eller fattig. Borgere i Danmark bliver godt hjulpet. Mange patienter med komplekse problemstillinger oplever dog, at de selv skal være lidt vakse for at få forløbet til at glide.

Patientsikkerhedsugen 2020

Tillid er imidlertid en skrøbelig psykologisk kontrakt. Et enkelt tillidsbrud kan ødelægge en relation på et splitsekund. Historierne om alvorlige fejl i sundhedsvæsenet virker skræmmende. Vi reagerer instinktivt på det, vi opfatter som farligt. Det giver mening i et biologisk perspektiv, idet faresignaler aktiverer ”kæmp eller flygt”-responsen som er vigtig for overlevelsen. Men gyserhistorierne om fejl risikerer at underminere den rodfæstede tillid, som de fleste danskere med rette har til sundhedsvæsenet.

Der findes en særlig gren af psykologien, som beskæftiger sig med menneskers opfattelse af fare og risiko. Forskningsresultaterne er entydige: vi har en udpræget tilbøjelighed til at overvurdere risikoen ved farer, som vi er særligt opmærksomme på. Verden er fuld af risici, og de færreste formår at vurdere dem rationelt. Medieomtale af to flystyrt med kort mellemrum får de fleste mennesker til at føle at det er farligere at flyve, end før de hørte om styrtene, selv om den samlede statistiske risiko er den samme. Skræmmende historier fylder meget mere i vores mentale landskab, end alt det som går godt. Se f.eks. denne review artikel om risiskoopfattelse fra tidsskriftet Current Opinion in Psychology:

Risk perceptions and health behavior

Og denne artikel i New York Times om de kognitive fejlslutninger, som medvirker til mediehysteriet om Corona virus:

Coronavirus ‘Hits All the Hot Buttons’ for How We Misjudge Risk

Jeg tror, at vi er bedst tjent med en pragmatisk indstilling til risici i sundhedsvæsenet. Tænk på et lyskryds. Som fodgænger er jeg i min gode ret til at gå over fodgængerfeltet, når der er grønt lys. Jeg har stor tillid til, at bilerne holder tilbage for rødt.  Men jeg kigger mig nu alligevel for. Som den mest sårbare trafikant vil jeg hellere have mine sanser med mig, så jeg kan reagere hurtigt, hvis en bilist – mod forventning – kommer susende over for rødt.

Patienters egen årvågenhed kan være med til at forebygge fejl. Hvis vi kender vores medicin, lægger vi måske mærke til at den pludselig ser anderledes ud eller hedder noget andet, og vi kan spørge om det er korrekt. Hvis vi ved, at vi skal indkaldes til en specialist men henvisningen ikke kommer som forventet, kan vi rykke for det. Eller vi kan gøre opmærksom på symptomer, som lægen måske ikke har bemærket. Jeg ville næppe være i live i dag hvis ikke jeg havde været en opmærksom patient i mit lange behandlingsforløb for en aggressiv cancer. Og jeg ville nok heller ikke have været her i dag, hvis ikke jeg i tide havde stoppet mig selv i et fodgængerfelt på Nørrebrogade en tidlig morgen, hvor en buschauffør på linie 5A i rasende fart drønede over for rødt.

Jeg er ikke bange for at gå ud i trafikken. Jeg er heller ikke bange for at søge hjælp i sundhedsvæsenet, når helbredet skranter. Jeg kan nemlig takke vores sundhedsvæsen for, at jeg overlevede en sygdom, som de fleste patienter dør af.