admin

25. juni 2020

Pandemien og de syv lægeroller på medicinstudiet

Billedet viser Linea Rosenberg Jørgensen (i midten) ved Patientsikkerhedskonferencen 2019 sammen med kolleger fra SKOP

Sundhedsstyrelsen har defineret syv lægeroller, men på medicinstudiet bliver jeg primært vurderet ud fra to af de syv roller. Det er blevet klart for mig under COVID-19-pandemien, hvor jeg som lægestuderende er blevet kastet ud i nye opgaver – især at vi mangler fokus på patientsikkerhed allerede under studiet.

Af Linea Rosenberg Jørgensen, medlem af Studerende for Kvalitet og Patientsikkerhed (SKOP) og kandidatstuderende ved Aalborg Universitet

Som studerende på Aalborg Universitet er jeg vant til at være i praktik hver dag, og min dagligdag inkluderer også et studiejob som lægevikar i almen praksis. Under COVID-19-pandemien er jeg blevet en del beredskabet og har fået nye roller. Først tog jeg sygeplejevikarvagter, så på ventilatørkursus og have vagter på intensiv, til nu at pode i Testcenter Danmark.

En af mine bekymringer var, om det kunne gå ud over min uddannelse. Sundhedsstyrelsen har defineret syv lægeroller[1], men til eksamen bliver jeg primært vurderet ud fra to af lægens syv roller: medicinsk ekspert og kommunikator. De fem andre roller er: samarbejder, leder, sundhedsfremmer, akademiker og professionel.  Til rollen som leder hører også patientsikkerhed.

Først tænkte jeg: Er kvaliteten af min uddannelse den samme, selvom jeg i øjeblikket bliver trænet mindre i at være medicinsk ekspert og kommunikator?

Derefter blev mine bekymringer anderledes. Dækker mit studie tilstrækkeligt mange af lægens roller? For selvom jeg i studiet er kommet omkring de andre roller, er det som medicinsk ekspert og kommunikator, vi i dagligdagen trænes allermest. Men hvad med roller som ledelse (inkl. patientsikkerhed) og samarbejder? Indtil pandemien ramte, og jeg blev en del af beredskabet, var disse roller ikke så tydelige for mig.

Klogere på de syv roller

Jeg kan bidrage, og jeg kan lære i beredskabet. Jeg lærer ikke nødvendigvis en masse, som gør mig til medicinsk ekspert, men jeg har blandt andet oplevet, hvordan pressemøder påvirker mængden og arten af spørgsmål dagen efter i almen praksis. Sårbarheden i ændret triagering og nye patientforløb. Ændringer i arbejdstrivsel ved nye retningslinjer næsten hver dag.

Jeg har lært vigtigheden af tydelig kommunikation omkring egne kompetencer, når man samarbejder – især ved hyppige kollegaskift. Og endelig diskussionerne omkring behandlings- og udredningsstrategi, når man står med en ny sygdom. Læring, som jeg i høj grad kan bruge senere hen.

Jeg har lært en del om samarbejde, ledelse, prioritering, patientforløb, patientsikkerhed, patienters autonomi, omsætning af forskning til praksis og etik. Alt sammen læring, som gør mig klogere på lægens syv roller, men som også tydeliggør skævvridningen i vægtningen af de syv roller på mit studie.

Mest patientsikkerhed for pengene

I Danmark indgår patientsikkerhed ikke som en rolle for sig, men hører under rollen som leder. Pandemien har mere end før tydeliggjort for mig, at patientsikkerhed er overset på mit studie.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, og Dansk Selskab for Patientsikkerhed udgav i 2018 rapporten ” Mere patientsikkerhed for pengene – hvordan?”[2]. I denne svarede over halvdelen af de adspurgte eksperter, at undervisning i patientsikkerhed på sundhedsfaglige uddannelser vil give mest patientsikkerhed for pengene i sundhedsvæsenet. De foreslår tværfaglig undervisning i patientsikkerhed allerede under studiet, patientsikkerhed som meritgivende i karrieudviklingen og som kulturbærende element i undervisningen.

Selvom jeg har grebet muligheden under pandemien og er blevet klogere på patientsikkerhed, så er det tydeligt, at patientsikkerhed ikke italesættes i nærheden af, hvad der kan kvalificeres som et kulturbærende element i min uddannelse.

Da pensumemnerne med medicinsk ekspert og kommunikation for øje blev kompromitteret under pandemien, blev det endnu mere tydeligt for mig: Patientsikkerhed skal på dagsordenen på uddannelserne.

Patientsikkerhed i en coronatid

[1] https://www.sst.dk/~/media/800F03AA071648DCB18F7D58CA8D66E2.ashx

[2] https://www.vive.dk/media/pure/11163/2305651