Ove Gaardboe

21. maj 2019

Samtaler om døden er en del af fagligheden

Af Ove Gaardboe, overlæge, ekstern konsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Ove Gaardboe er projektleder for Klar til samtalen

Overbehandling af døende mennesker er måske en af de største enkeltstående fejl i det danske sundhedsvæsen i dag. Den påstand er jeg kommet med i forskellige sammenhænge blandt læger, sygeplejersker, SoSu-assistenter, SoSu-hjælpere, ledere i kommuner og på sygehuse, præster, etikere, og blandt hvem der ellers har gidet lytte.

Der er ikke så mange danske data, der dokumenterer påstanden, men de fleste sundhedsprofessionelle kender eksempler – og jeg har endnu ikke mødt nogen, der har sagt mig imod. I stedet har der været massiv opbakning til, at vi skal have gjort noget ved det. Og det skal vi ved at blive bedre til at tilbyde samtaler til de ældste og de mest syge om, hvilke ønsker de har til deres sidste levetid – og hvilken behandling og pleje, der bedst passer til dem.

Alle skal have en så værdig afslutning på livet som muligt – og hvad der er værdighed for Per, er ikke nødvendigvis værdighed for Poul. Men vi kan ikke vide, hvad der er vigtigt, hvis ikke vi spørger om det.

Nogen siger, at al den snak om døden er ved at tage overhånd, og at vi ikke skal presse folk til samtaler, som de ikke kan magte. Og jeg er da også stødt på eksempler, hvor der har manglet noget finfølelse og nænsomhed. Men at der kan findes enkelte dårlige eksempler, skal ikke blive et argument imod, at vi helt generelt bliver meget bedre til at tilbyde samtalerne – i dyb respekt for den ældre eller syge. Det skal ikke proppes ned i halsen på dem, men tilbydes nænsomt og måske endda flere gange. Det er samtaler, der skal sikre, at borgere og patienter i den sidste tid får pleje og behandling i overensstemmelse med deres ønsker, og at de ikke påtvinges medicin, undersøgelser eller indgreb, som de ville have sagt nej tak til, hvis de var blevet ordentligt involveret.

Desværre er det samtaler, som mange sundhedsprofessionelle viger tilbage for. Ikke fordi det er avancerede teknikker og greb, der er brug for. Men samtalen kræver ro, og den kræver mod. Vi skal turde bevæge os ind i lidelsens rum – og være der en tid sammen med den lidende. Det kan holde nogen tilbage, og måske undlader vi endda at reagere på de gamles eller de syges antydninger af, at de gerne vil snakke om døden. Det kan vi ikke være bekendt.

De fleste af grundene til ikke at tage samtalerne ligger inde i os selv. Som en af mine venner blandt hospitalspræsterne siger det, så kan du ikke være ordentligt til stede i en snak med andre mennesker om deres død, hvis ikke du accepterer, at du selv er dødelig. Det tror jeg er rigtigt. Men vi kan fint øve os. Har du fx snakket med din gamle mor om døden og hendes ønsker til den sidste tid? Ellers gør det – det skal I nok begge to få noget godt ud af.

Og hvis det er svært i dit job som sundhedsprofessionel, så tag det op på konferencer og temadage, ligesom du tager andre faglige problemstillinger op, som du har behov for at drøfte med kollegerne. Det er nødvendigt, at vi skaber en kultur, hvor vi støtter hinanden i at tage initiativ til samtalerne, når det er relevant – og hvor vi støtter hinanden med oplæring og opbakning, så ingen bliver afvist, når de har behov for en snak.

En læge fortalte mig, at hun på et tidspunkt følte, at hun faldt ud af lægerollen, når hun blev tydeligt berørt af en i øvrigt god samtale med en, der skulle have en træls besked. Nu er hun ældre og mere erfaren, og hun bliver stadig berørt. Men nu synes hun imidlertid, at det at blive berørt sagtens kan forenes med en dyb professionalitet. Selvfølgelig må vi godt vise, at vi er mennesker af kød og blod og med følelser – og ikke behandlingsmaskiner. Det skal patienter og borgere nok tage godt imod.

En klog og rar mand, jeg mødte på min tur rundt til sygehusene, og hvis kone døde af en lungesygdom, sagde om deres sidste år sammen: “Det var først, da vi fik talt om døden, at vi kunne leve livet”.

Den mulighed skal vi give alle.

Selvfølgelig skal vi helbrede, hvor det er muligt. Ellers må vi lindre så godt, vi kan. Men vi skal altid være klar til at trøste – og den del af vores professionalitet trænger måske til at blive taget frem og pudset lidt af.

At være Klar til samtalen er en del af vores sundhedsprofessionelle faglighed.