Bedre teamwork mellem patient, pårørende, sundhedsprofessionelle er et af løsningsforslagene i en amerikansk rapport om diagnosefejl, der udkom i 2015.

Diagnosefejl er et stort og overset patientsikkerheds-problem

Manglende, forkerte og forsinkede diagnoser er et stort patientsikkerhedsproblem, som der hidtil ikke har været så stort fokus på. Forsinket diagnose er fx et centralt brist i sagerne om de tre teenagedrenge, der døde af meningitis, som Patienterstatningen netop har anerkendt. Flere nye undersøgelser fra USA viser, at diagnoserelaterede fejl er almindelige og forbundet med stor sygelighed og dødelighed. Danske tal viser, at problemet også er almindeligt herhjemme.

”Diagnosefejl er et stort og til dels overset patientsikkerhedsproblem, som ikke bare vedrører akutte situationer som meningitis. Det er et generelt problem, som vi skal have kigget nærmere på, sådan at vi kan finde frem til nogle løsningsmodeller,” siger direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, PS!, Inge Kristensen.

En helt ny amerikansk opgørelse viser, at når patienter klager og får udbetalt erstatning, er det i 22 % af tilfældene med baggrund i diagnosefejl. Opgørelse dækker perioden januar 1999 til december 2011. Den bygger på tal fra US National Practitioner Database, hvor alle klager, der har ført til erstatning, bliver registreret. Databasen administreres af de amerikanske sundhedsmyndigheder, Department of Health and Human Services.

Opgørelsen omfatter 62.966 sager om patienter, der i forbindelse med en hospitalsindlæggelse, har klaget og fået erstatning. Heraf var de 13.682 klager relateret til diagnoseforløbet. Diagnosefejl var den næsthyppigste årsag, kun overgået af kirurgiske fejl. Analysen viser også, at klager over diagnosefejl er hyppigere forbundet med invaliditet eller død end andre typer af klager. Tilsammen havde de diagnoserelaterede sager ført til 5,7 mia. dollars i erstatning.

Opgørelsen er offentliggjort i BMJ Quality and Safety, og forfatterne konkluderer, at diagnoserelaterede klager er almindelige og forbundet med stor sygelighed og dødelighed. Analysen støtter konklusionerne i en rapport, der blev udgivet af Institute of Medicine i 2015, Improving Diagnosis in Health Care.

Den amerikanske rapport oplister en række løsningsforslag, der oversat til danske forhold, kan se sådan ud:

  1. Teamwork mellem patient, pårørende, sundhedsprofessionelle
  2. Bedre uddannelse og oplæring
  3. IT understøttelse
  4. Identificer og lær af fejldiagnoserne
  5. Etabler kultur der understøtter forbedrede diagnoser – non- punitive
  6. Etabler en økonomisk incitamentstruktur
  7. Forskning i området

 Manglende, forkert eller for sent

En ny stor spørgeskemaundersøgelse, der er gennemført i den amerikanske befolkning, viser også, at diagnosefejl er et stort problem, set fra patienternes synsvinkel. I alt 2536 voksne amerikanere er blevet interviewet, og 41 procent af dem siger, at de enten selv har været udsat for en fejl i sundhedsvæsenet eller har haft en pårørende, der har været udsat for en fejl. 59 procent af dem, der havde oplevet fejl, sagde, at de havde oplevet en diagnosefejl. Enten var diagnosen ikke blevet stillet, diagnosen var forkert eller diagnosen var stillet på et for sent tidspunkt.

Diagnosefejl er også problem i Danmark

Også i Danmark er diagnosefejl hyppig årsag til udbetalte patienterstatninger. To rapporter, som Patientforsikringen (nu: Patienterstatningen) i samarbejde med Patientombuddet udgav i 2013, viser, at “overset diagnose” er både den hyppigste årsag til, at patienter tilkendes erstatning og samtidig den årsag, der udløser det største erstatningsbeløb, nemlig over 500 mio. kr. for femårsperioden 2008 – 2013.

 

For yderligere oplysninger og kommentarer kontakt:

Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, tlf. +45 2216 8161

Frits Bredal, kommunikationschef i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, tlf. +45 2947 6704

 

Links til det omtalte materiale:

Malpractice claims related to diagnostic errors in the hospital, 2017

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28794243

http://qualitysafety.bmj.com/content/early/2017/08/09/bmjqs-2017-006774

 

Americans’ Experiences with Medical Errors and Views on Patient Safety, 2017

http://www.ihi.org/about/news/Pages/New-Survey-Looks-at-Patient-Experiences-With-Medical-Error.aspx

 

Improving Diagnosis in Health Care, 2015

https://patientsikkerhed.dk/ny-iom-rapport-diagnosefejl-hos-fem-procent-af-patienterne-i-usa/

 

Danske tal fra 2008-2013 er refereret her:

https://patientsikkerhed.dk/holdsport_diagnoser/

 

 

10. oktober 2017

Nyheder