En pandemi kan ikke rykke ved et sikkert hygiejnesystem: ”Jeg var helt rolig”

En veletableret hygiejneorganisation er årsagen til, at Lolland Kommune var rustet til COVID-19-opgaven og i stor udstrækning har kunnet holde COVID-19 ude af plejehjemmene. Siden 2013 havde en hygiejnesygeplejerske nemlig sikret gode arbejdsgange på plejehjemmene. God hygiejne forhindrer også andre smitsomme sygdomme, vira og infektioner i at brede sig mellem borgerne.

Lolland Kommune var pilotkommune i forbedringsprogrammet I sikre hænder, hvor infektionspakken er en del af indsatsen.

Da COVID-19 for et års tid siden bankede på Danmarks dør, vidste Lolland Kommune præcis, hvordan de skulle håndtere den ubudne gæst. De havde i 2013 oprettet en hygiejneorganisation, som skulle stoppe vira og smitsomme sygdomme med at brede sig på plejehjemmene.

– Det, at have et setup på plads, gjorde, at vi faktisk ikke skulle forandre så meget. Vi var klar. Omfanget af COVID-19 har været noget af en udfordring, men vi var klar til det, siger Søren Wollesen, der er sundheds- og ældrechef i Lolland Kommune.

Anette Christiansen er en stor del af årsagen til, at Lolland Kommune var rustet til coronaopgaven. Hun er nemlig ansat som hygiejnesygeplejerske i kommunen og har siden 2013 rådgivet og uddannet personalet på plejehjemmene i hygiejne.

– Det betød, at jeg ikke var så nervøs, da corona kom, fordi vi havde al den generelle hygiejne i orden. Personalet, som havde haft mine undervisninger, sagde: ”Ej Anette, hvor var det godt, at du var lidt hysterisk og fik slået det igennem.” Så jeg var helt rolig, da den kom, siger Anette Christiansen.

Webinar: Hvilken betydning har coronapandemien for patientsikkerheden i sundhedsvæsenet?

God hygiejne er god patientsikkerhed

Den veletablerede hygiejneorganisation har ifølge sundheds- og ældrechefen i Lolland Kommune været medvirkende til, at de i vid udstrækning har kunnet holde COVID-19 ude af plejehjemmene.

– Det har betydet, at vi var i stand til at holde COVID-19 væk fra vores plejecentre helt indtil nytåret 2021, hvor en beboer havde været ude og kom tilbage smittet med COVID-19. Det er stort set lykkedes os at slippe for COVID-19 indtil nu, siger Søren Wollesen.

Det er ikke kun COVID-19 og andre smitsomme sygdomme, som god hygiejne kan bekæmpe. 6,8 % af beboerne på 95 plejehjem rundt om i landet havde på en given dag en infektion; eksempelvis en infektion i huden, i et sår eller en urinvejsinfektion. Det viste en undersøgelse fra 2018 fra Central Enhed for Infektionshygiejne under Statens Serum Institut.

Infektioner kan have en række alvorlige konsekvenser og i værste fald medføre sygehusindlæggelse, blivende invaliditet eller død.

– Det er vigtigt, at vi har en hygiejneorganisation af hensyn til borgernes og personalets sikkerhed, velfærd og trivsel, siger Søren Wollesen.

Så etableret at Anette kan hjælpe andre

Det var på baggrund af en sag omkring smitte fra 2007, at kommunen valgte at oprette hygiejneorganisationen.

– Afsættet for det er, at vi ser forskellige typer af smitsomme sygdomme og vira hos vores borgere fra tid til anden eller nærmest hele tiden. For at kunne håndtere det på en professionel måde er vi nødt til at have en hygiejneorganisation, siger Søren Wollesen.

Ikke engang en pandemi kan vælte hygiejneindsatsen. Fordi den er er så veletableret i sundheds- og ældresektoren har Anette Christiansen kunnet rådgive og uddanne i hygiejne i andre sektorer i kommunen, som for eksempel på skoler og i daginstitutioner. Hun er ikke i tvivl om, at hygiejneindsatsen har en effekt, så længe den bliver fastholdt.

– Hygiejne er altafgørende for, om man bliver smittet. Så det skal altså fungere ned til det mindste led, hvor man ikke må springe håndhygiejne og rengørende desinfektioner over. Kunsten er at få folk til at fortsætte. Det er nok det, det har været sværest. At bevare optimismen og holde ved, siger hygiejnesygeplejersen.

PSugen 2021: Patientsikkerhed under pres?

Hygiejne er fremtiden

Anette Christiansen påpeger, hvor vigtigt det er at have opbakningen til hygiejneorganisationen oppefra.

– Man bliver nødt til at have noget struktureret og kontinuerligt og noget økonomi. Har man ikke økonomien med oppefra, så kommer man aldrig til at få sådan et system til at fungere. Vi har haft en ledelse, som har kunnet se ideen i at have en hygiejneorganisation bygget op, siger hun.

På den anden side af COVID-19-pandemien, forventer sundheds- og ældrechefen, at hygiejneorganisationen lever videre og bliver bredt yderligere ud.

– Det er et blivende fænomen, og vi vil på den anden side snakke med direktionen og den øvrige chefgruppe om et tværgående setup i forhold til hygiejneorganisationen. Vi kunne godt tænke os at få løftet på tværs af kommunen på baggrund af erfaringerne fra corona, siger Søren Wollesen.

Lolland Kommunen var en af de få kommuner, der havde en hygiejneenhed, da epidemien brød ud. Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at alle kommuner etablerer en særlig enhed for hygiejnerådgivning under COVID-19, som kan rådgive om forebyggelse af smitte og håndtering af sygdommen.

Hygiejne er et vigtigt element i infektionspakken i I sikre hænder


Den internationale patientsikkerhedsuge

Den 14.-20. marts 2021 er det den internationale patientsikkerhedsuge, World Patient Safety Week.

Det er en uge, hvor vi styrker bevidstheden om patientsikkerhed og fremhæver det gode arbejde for patientsikkerhed, der allerede finder sted. Formålet er at dele viden og metoder mellem sundhedsprofessionelle, der kan fremme patientsikkerheden.

Internationalt er forskellige lande aktive i patientsikkerhedsugen på forskellige måder. Dansk Selskab for Patientsikkerhed (PS!) har i år valgt at markere dagen under overskriften: Patientsikkerhed under pres?

Et år med coronavirus har presset sundhedsvæsenet, men er patientsikkerheden også under pres? Og hvordan kan man arbejde med patientsikkerhed under pres?

PS! vil i løbet af ugen fremhæve gode eksempler på, hvordan der er arbejdet med patientsikkerhed. Vi ønsker at pege på gode løsninger, inspirere og komme med praktiske handlemuligheder.

Vi opfordrer samtidig alle sundhedsvæsenets ildsjæle og aktører til at byde ind og være med til at sprede viden, bl.a. via hashtagget #PSugen på sociale medier.

Vores side om PSugen, der løbende opdateres med gode historier

Find mere om