Få gang i køen til håndvasken

Vi skal angribe hygiejne med struktur og systematik, så vi ikke glemmer alle de gode råd om hygiejne og smitteforebyggelse, når den kontante afregning ikke er til stede, skriver PS!-direktør Inge Kristensen i Kommunal Sundhed.

Banner fra Region Hovedstaden: Rene hænder redder liv.
Rene hænder redder liv. Beskyt dig selv og dine pårørende. Banner fra Region Hovedstaden på Akutklinikken på Amager Hospital, december 2019.

Dette blogindlæg er først bragt i Kommunal Sundhed den 21. november 2023. Med tilladelse fra Kommunal Sundhed bringes bloggen her i sin fulde længde.

Host host… Den kolde (eller i hvert fald køligere) tid er over os, og snotindekset stiger i takt med, at lyset svinder.

Men vi behøver jo ikke at blive så syge som før corona, vel? For vi har jo lært at spritte hænder, holde afstand, hoste i ærmet, blive hjemme når vi er syge og at tage vores vacciner. Eller har vi?

Jeg lærte engang, at ‘mands minde’ er otte dage, hvilket er en god ting at vide, når man har med mediehistorier at gøre, men det er ret ærgerligt, når det handler om læring. Det er desværre således ikke vildt overraskende, at vi har glemt – eller måske ikke orker – de gode råd om hygiejne og smitteforebyggelse. Det er svært at opretholde gode vaner, når den kontante afregning ikke er så synlig.

Hvis man gerne vil studere, hvorfor vi hopper over, hvor gærdet er lavest, så kan man med fordel læse Daniel Kahnemanns bog ‘Thinking Fast and Slow’, eller i den lettere ende Morten Münsters ‘Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag’.

I den faglige ende er det altid godt at konsultere Rådet for Bedre Hygiejne og at bruge pakken til infektionsforebyggelse fra forbedringsprogrammet I sikre hænder.

Find pakken under infektionsindsatsen i I sikre hænder

Sæt hygiejne i system

Fordi vi ikke kan fastholde gode vaner bare sådan, skal vi også angribe hygiejne med struktur og systematik – ligesom det er en god idé at gøre med alt, der har at gøre med kvalitet og patientsikkerhed.

Så hvem har ansvaret for, at spritdispenserne er fyldt op hos jer? Fungerer hygiejneorganisationen stadig? Og har vi fortsat et lokalsamfund, hvor butikker systematisk er (eller gøres) opmærksomme på deres vigtige rolle i at ‘nudge’ kunderne til at holde afstand og spritte hænder? Har daginstitutionernes gode tiltag omkring at vaske hænder ved dagens begyndelse og dagens slutning, og at vask af legetøj fortsætter? Osv. Osv.

Det er faktisk ikke rigtig sundt, endsige rart, at være syg. Og selvom man måske synes, at forkølelser er harmløse, så kunne en motivation jo være at nedbringe sygefraværet.

I den forgangne uge har der været en del omtale af, at sygefraværet nogle steder er steget. Det er der jo mange grunde til. På denne plads har jeg tidligere skrevet om betydningen af psykologisk tryghed, men det fysiske arbejdsmiljø er også vigtigt. Herunder om det understøtter, at det er nemt at gøre det rigtige. Også når det kommer til hygiejne.

Så min opfordring lyder: Få gang i køen til håndvasken.

En pandemi kan ikke rykke ved et sikkert hygiejnesystem: ”Jeg var helt rolig”

Find mere om