Mange ældre mennesker på plejecentre og i hjemmeplejen/hjemmesygeplejen døjer med tryksår, der i værste fald kan ende med knoglebetændelse og blodforgiftning. Men nu er Frederiksberg, Lolland, Sønderborg, Thisted og Viborg kommuner som et led i projektet I sikre hænder ved at udrydde den smertefulde skade.
Fra de fem kommuner deltager i alt 13 enheder fordelt på hjemmepleje/hjemmesygepleje og plejecentre, og en stikprøve inden projektets start afslørede, at alle enheder havde tryksår. Efter forbedringsarbejdet gik i gang i efteråret 2013, har næsten alle enhederne været fri for tryksår i 100 dage, og et sted har rundet de 200 dage.
– Kommunerne går fra at behandle tryksår til at forebygge dem, hvilket sparer de ældre for mange smerter og øger deres livskvalitet. Personalet opfanger de mindste spor og reagerer hurtigt på forandringer i helbredet hos den ældre, så skaden ikke sker. Projektet har derfor også givet medarbejderne et fagligt løft i forhold til forebyggelse af tryksår, siger Thomas Kastrup-Larsen (S), formand for KL’s social- og sundhedsudvalg.
200 dage uden tryksår i Sønderborg
Målet er, at de enheder, der er med i projektet, opnår 300 dage uden tryksår. Men udenlandske resultater og erfaringer fra et lignende projekt på danske sygehuse viser, at det næsten er muligt at eliminere skaden helt.
I Sønderborg Kommune, hvor et plejecenter og en hjemmepleje/hjemmesygepleje enhed indtil videre deltager, er man godt på vej til at udrydde tryksår. Plejecentret har haft 200 dage uden tryksår, mens hjemmeplejen/hjemmesygeplejen er over de 100 dage.
– Tryksår giver unødig smerte, forringet livskvalitet og kan give alvorlige følger. Personalet har arbejdet fokuseret på at forbedre og systematisere arbejdsgange, hvilket har givet styrke og faglig stolthed. Målet har været at forbygge tryksår, og det har vi haft stor succes med. Skaden er nu blevet en sjælden hændelse til gavn for den enkelte borger, siger Tim Hansen, social- og sundhedsdirektør i Sønderborg Kommune.
Personalet udvikler selv løsningerne
En af nøglerne til projektets gode resultater er, at det personale, som står for den daglige pleje og behandling, selv skaber ideerne til mere enkle og systematiske arbejdsgange. Rutiner, der skåner de ældre for tryksår.
– Det handler ikke om at minde medarbejderne, som i forvejen skal have fokus på myriader af ting, om også at huske på tryksårsrisci. For det ved de godt. Det handler om – med udgangspunkt i de konkrete arbejdsgange – at forenkle opgaverne, så det bliver en helt naturlig del af rutinerne, forklarer Vibeke Rischel, sundhedsfaglig chef i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
For eksempel har nogle plejecentre sat tryksårsklistermærker på dørskiltene hos de borgere, der er i risiko. Et andet sted husker en P-skive medarbejderne på, hvornår de skal vende de ældre mennesker, som ligger meget i sengen. Mens daglige statusmøder forebygger tryksår hos borgerne andre steder.
I sikre hænder løber frem til udgangen af 2016, og i løbet af projektperioden skal spredes ud til flere steder i kommunen. Ambitionen er på sigt, at andre kommuner kan få glæde af erfaringerne fra I sikre hænder.