Prisvindere blev fejret på Bispebjerg Hospital

Medarbejdere fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospitals afdeling for lunge- og infektionssygdomme, sengeafsnit L13, blev fejret på behørig vis, da de modtog Patientsikkerhedsprisen 2026. Afsnittets vellykkede indsats med større patientinddragelse, skal nu spredes til resten af hospitalet.

Vinderne af Patientsikkerhedsprisen 2026 sammen med patientambassadør Katrine Kirk. Øverst fra venstre er det Katrine Kirk, Nanna Eriksen og Lars Pedersen. Nederst fra venstre er det Kathrine Due Hammerhøj og Anne-Marie Juhl Elsborg.
Vinderne af Patientsikkerhedsprisen 2026 sammen med patientambassadør Katrine Kirk. Øverst fra venstre er det Katrine Kirk, Nanna Eriksen og Lars Pedersen. Nederst fra venstre er det Kathrine Due Hammerhøj og Anne-Marie Juhl Elsborg.

Omkring 50 kolleger, repræsentanter fra forskellige faglige og medicinske organisationer, venner og bekendte var med til at fejre Bispebjerg og Frederiksberg Hospitals afdeling for lunge- og infektionssygdomme, sengeafsnit L13, da Patientsikkerhedsprisen 2026 blev overrakt på den internationale patientsikkerhedsdag den 17. september.

I den smukke aula i Fælleshuset på Bispebjerg Hospital, som i øvrigt samme dag vandt Berlingskes pris for Byens Bedste Arkitektur, bød Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed velkommen og ønskede prismodtagerne tillykke med deres vellykkede arbejde med at gøre spørgsmålet ”Hvad er vigtigt for dig?” til en fast og naturlig del af dagligdage

– Det er et enkelt spørgsmål, men det kan grundlæggende ændre mødet mellem patient og sundhedsvæsen. Vi fejrer, at det er et spørgsmål, der ikke bare hører til på en mærkedag, men hele året. Vi fejrer, at det er blevet en del af hverdagen. Det kræver vedholdenhed, systematik og ikke mindst en stærk ambition om at tage patientens perspektiv alvorligt. Så tak for at vise, hvordan en god ide kan blive praksis i hverdagen! sagde Inge Kristensen blandt andet.

Patientambassadør Katrine Kirk holder tale for vinderne af Patientsikkerhedsprisen 2026.

Ikke en selvfølge

Derefter fik patientambassadør Katrine Kirk ordet. Hun og de øvrige patientambassadører har udgjort juryen, der skulle finde en vinder blandt de indsendte indstillinger.

– Hvad er vigtigt for dig? Det kunne man jo mene burde være en selvfølge, at alle patienter bliver inviteret til at tale om, når de bliver indlagt. Deres bekymringer og deres behov burde være ”first and fore most” alle steder i sundhedsvæsenet. Men som hyppige brugere af sundhedsvæsenet selv – og i mit netværk af patientambassadører – kan vi bare konstatere, at det er ikke altid tilfældet, sagde Katrine Kirk, og fortsatte:

– På Lungemedicinsk Afdeling, sengeafsnit L 13, der gør I det! I spørger patienterne om det. Og I har gjort det til en del af jeres daglige omgang med patienterne. Det er blevet indarbejdet i kulturen, at I interesserer jer for, hvad der er mest vigtig for patienterne fra dag til dag. Det er et fantastisk stykke arbejde, I gør. Og det gør en forskel i at skabe en tryghed i behandlingen. Vi er faktisk helt inde i kernen af, hvad sundhedsvæsenet burde handle om; netop at få fokus på det, der hjælper patienterne bedst, lød det blandt andet fra Katrine Kirk, inden der blev overrakt diplomer og blomster til de fire tovholdere på indsatsen: Kathrine Due Hammerhøj (klinisk sygeplejespecialist), Anne-Marie (Rie) Juhl Elsborg (oversygeplejerske), Nanna Eriksen (overlæge) og Lars Pedersen (overlæge).

Ejvind Frausing, formand for Lungeforeningen, under sin tale til prismodtagerne.
Ejvind Frausing, formand for Lungeforeningen, under sin tale til prismodtagerne.

Angst og utryghed bliver imødekommet

Ejvind Frausing, der er formand for Lungeforeningen, havde også rosende ord til prismodtagerne

– Som patient med en lungesygdom er det ofte forbundet med stor angst og utryghed at være indlagt. Man kan have angst for at dø – og det er desværre en hel reel angst. Man kan være bange for at blive kvalt pga. lungesygdommen. Man kan være bange for, hvor lang tid indlæggelsen kommer til at vare. Man kan være bange for, hvad man vender hjem til. For vi ved, at hver gang en borger med en lungesygdom bliver indlagt, så daler funktionsniveauet – som ikke er for højt i forvejen – en lille smule mere. Så det, at blive involveret i de beslutninger, der bliver truffet, er jo sindssygt vigtigt for de her patienter. Det så vigtigt, at man bliver mødt professionelt rent fagligt, men også på det personlige plan, sagde han blandt andet.

– I har vist vejen, og derfor er det en kæmpestor glæde at fejre jer i dag. På vegne af Lungeforeningen vil jeg ønske jer et stort tillykke med, at I har gjort det – og er lykkes med at gennemføre en indsats, der er til så stor gavn for lungepatienterne. Tillykke! sagde Ejvind Frausing.

Kristian Antonsen, direktør for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
Kristian Antonsen, direktør for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Resten af hospitalet skal med

Hospitalsdirektør Kristian Antonsen var både glad og stolt på sine medarbejderes vegne, og lovede i sin tale at gøre en indsats for at få tiltaget udbredt til resten af Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

– Det her er et eksempel på, hvor langt man kan komme, når man arbejder systematisk og lader data vise vejen. Og når man så kan vise, at andelen af patienter, der oplever, at de rent faktisk bliver inddraget i behandlingen – og at det gør en forskel – stiger fra 32 til 72%, så taler det jo i virkeligheden sit eget helt sprog, understregede han.

– Vi vil jo gerne se det her udbredt til hele vores hospital, så vi vil gerne invitere jer – Rie, Kathrine, Nanna og Lars – til et kommende lederforum. For det er rigtig vigtigt, at vi får bredt det her ud. Jeg synes faktisk, at alle afdelingsledelser her på hospitalet skal høre, hvad I har gjort, og hvordan I har fået det til at virke. Det er SÅ vigtigt, at det bliver bredt ud. Så tillykke til jer fire, til afdelingen, til alle dem fra L13, der er her i dag – og 1000 tak for jeres indsats. Den er virkelig værdsat, sagde Kristian Antonsen i sin tale.

Orange kage påtrykt "Patientsikkerhedsprisen 2026".

Taknemmelige og stolte

Prismodtagerne selv glædede sig over anerkendelsen – og at indsatsen har kastet så gode resultater af sig, som den har gjort.

– Først og fremmest er vi sindssygt taknemmelige. Vi er stolte over anerkendelsen og prisen – og det betyder meget for os at vide, at andre også synes, vores idé er god, sagde Kathrine Due Hammerhøj, og fortsatte:

– Det seneste år har vi arbejdet med, hvad der er vigtigst for vores patienter. Vi har givet bolden til patienterne og givet dem muligheden for at være med i deres behandling, og sætte deres præg på den. I og med at vi spørger dem, kan vi også nemmere hjælpe dem med det, de egentlig har brug for.

Gæster ved fejringen af Patientsikkerhedsprisen 2026.

Enkelt og tilpasset hverdagen

Anne-Marie Juhl Elsborg fortalte, at det handlede om at skabe et tiltag, der gav mening i lige præcis den virkelighed, som de ansatte på L13 stod i.

– For os betød det, at vi ikke kunne indføre noget nyt eller noget stort. Men vi skulle gøre noget, der var enkelt, og vi indførte derfor et meget enkelt spørgsmål til patienterne og gjorde det til en fast del af vores arbejdsgang. Netop fordi vi tog udgangspunkt i vores hverdag, blev det muligt at gøre spørgsmålet til en naturlig del af vores arbejde – også når hverdagen er travl og uforudsigelig. Og også når vi arbejder med forskellige kompetencer, sagde Anne-Marie Juhl Elsborg.

– Vi er alle sammen utrolig stolte over, at det her er blevet en del af vores hverdag i afdelingen – ikke kun på L13, men nu også på L23. Når vi har skabt så markant en forbedring for vores patienter ved at lave et så simpelt systematisk tiltag i den virkelighed, vi står i, så tror vi også på, at det her kan skabe værdi mange andre steder. Jeg tror på, at når vi som personale oplever, at det vi gør, faktisk skaber værdi for patienten, så skaber det også værdi i vores eget arbejdsliv, sagde hun, inden hun rundede af med at dele dagens mange roser med kollegerne på afdelingen:

– Så 1000 tak for prisen. Men først og fremmest tak til alle læger og al plejepersonalet på L13 og L23, som har fået det her til at leve. Det er jeres engagement, jeres faglighed og jeres vilje til at gøre en ekstra indsats for patienten, der har gjort det muligt.

Læs artiklen om prismodtagerne og indsatsen med øget patientinddragelse her

Inge Kristensen, direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Inge Kristensen, direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed.