De nye sundhedsråd kan blive en vigtig motor for bedre sammenhæng, kvalitet og patientsikkerhed. Men nye strukturer skaber ikke i sig selv nye samarbejder. Det kræver fælles mål, respekt for forskellige faglige virkeligheder – og ikke mindst tid til at opbygge tillid. Det er nogle af de pointer, som bliver fremhævet af Torben Klitmøller Hollmann (S), regionsrådsmedlem i Region Østdanmark og formand for Sundhedsråd Østsjælland og Øerne, der samler sundhedssamarbejdet i ni kommuner fra Køge og Roskilde til Lolland og Guldborgsund. Han er keynote på PS!’ Konference om patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen den 11.-12. november 2026.
Torben Hollmann har som tidligere centerchef for sundhed og ældre i Næstved Kommune, tidligere formand for social- og sundhedssektoren i FOA og tidligere bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Patientsikkerhed mange års erfaring i at arbejde med kvalitet og patientsikkerhed. Forud for konferencen har vi stillet ham 9 spørgsmål.
Hvad er den største mulighed med de nye sundhedsråd?
– Sundhedsrådene giver mulighed for at skabe et reelt fælles rum mellem kommuner, regioner og almen praksis. Et sted, hvor man ikke kun diskuterer økonomi, opgavefordeling og kapacitet, men også kan sætte fælles mål for kvalitet og patientsikkerhed.
Men det kræver tid. Kommuner og regioner kommer ind i sundhedsrådene med hver deres historie, kultur og forståelse af roller og ansvar. Hvis sundhedsrådene skal gøre en forskel, skal der opbygges tillid og en fælles forståelse af, hvad man vil opnå for borgerne.
Hvorfor er patientsikkerhed særlig vigtig, når flere opgaver går på tværs?
– Fordi det ofte er i overgangene, at risikoen opstår. Når en borger bevæger sig mellem hospital, kommune, almen praksis og eget hjem, kan det blive uklart, hvem der har ansvaret for det samlede forløb. Det rejser et helt centralt spørgsmål: Hvem har ansvaret for kvaliteten og patientsikkerheden, når ingen enkelt organisation har ansvaret for hele patientforløbet? Det er netop et spørgsmål, sundhedsrådene bør arbejde systematisk med. Patientsikkerhed skal ikke kun være noget, den enkelte organisation arbejder med inden for egne grænser. Der er behov for et fælles blik på borgerens samlede forløb.
Hvordan kan man gøre samarbejdet konkret?
– Et oplagt sted at begynde er de nye sundheds- og omsorgspladser. De kan blive mere end et fysisk sted for behandling og pleje. De kan også udvikles til lokale kraftcentre for kvalitet, patientsikkerhed og læring. Her kan medarbejdere på tværs af sektorer eksempelvis arbejde med fælles tavlemøder, utilsigtede hændelser, arbejdsgange og forbedringsmetoder.
– Det afgørende er, at samarbejdet bliver praktisk og knyttet til den virkelighed, medarbejderne og borgerne står i.
Er det nok at sende medarbejderne på kursus sammen?
– Nej. Undervisning er vigtig, men læringen skal flytte med ud i praksis. Erfaringer viser, at det gør en stor forskel, når medarbejdere og ledere mødes fysisk dér, hvor opgaven skal løses. Man kan for eksempel gennemspille fiktive patientforløb sammen: Hvad sker der med denne patient? Hvem gør hvad? Hvor opstår der uklarhed? Og hvor kan der være risiko for, at noget bliver tabt mellem to organisationer?
– Den form for praktisk træning kan skabe en helt anden forståelse af hinandens arbejde end et møde omkring et konferencebord.
Hvilken rolle skal hospitalerne spille?
– Hospitalerne har stor faglig kapacitet og mange specialiserede ressourcer. De ressourcer skal bringes i spil – men på en måde, hvor hospitalerne understøtter frem for overtager.
– Det kræver en reel nysgerrighed på kommunernes hverdag. Vil man skabe kvalitet på tværs, må man forstå de rammer, medarbejderne arbejder under i hjemmeplejen, på plejehjem og på sundheds- og omsorgspladser.
– Samarbejdet skal bygge på faglig udveksling og respekt, ikke på at én sektor definerer løsningen for en anden.
Og hvor er almen praksis?
– Almen praksis er helt afgørende. De praktiserende læger kender borgerne og har en central funktion i det nære sundhedsvæsen. Derfor skal almen praksis tænkes aktivt ind i de lokale samarbejder – ikke kobles på bagefter.
– Erfaringer med fælles gennemgang af patientforløb viser, at det kan skabe både større engagement og større forståelse mellem læger, kommunale medarbejdere og hospitaler. Det handler om at skabe konkrete samarbejdsformer, hvor det giver mening for alle parter at deltage.
Hvad kræver det af ledelsen?
– Vedholdenhed. Implementering sker ikke, fordi der er udarbejdet en handleplan. Ledelserne skal skabe struktur omkring samarbejdet, prioritere tid til fælles læring og være nysgerrige på, hvad der faktisk sker i praksis. Det kræver også, at kvalitetsarbejdet bliver lokalt forankret og ikke bliver et projekt ved siden af driften.
– Her er det oplagt at tage udgangspunkt i forbedringsmodellen som et fælles sprog. Når medarbejdere på tværs af organisationer arbejder med de samme mål, data og metoder til at afprøve forbedringer, bliver det lettere at omsætte ambitionerne til ændret praksis.
Hvad skal borgerne kunne mærke, hvis reformen lykkes?
– I sidste ende er det dét spørgsmål, der tæller. Borgerne skal opleve mere sammenhæng og mindre ulighed. Hvor man bor, og hvilken indgang man har til sundhedsvæsenet, skal i mindre grad afgøre kvaliteten af det tilbud, man får. Samtidig skal hjælpen i højere grad kunne komme tidligere og tættere på hverdagen. Det kan være i hjemmet, på en lokal sundheds- og omsorgsplads – eller for børn og unge dér, hvor deres hverdag faktisk foregår, eksempelvis i skolen.
– Populationsansvar betyder også, at kommunegrænsen ikke nødvendigvis skal definere alle tilbud. Et specialiseret sygeplejetilbud eller kræftrehabilitering kan eksempelvis udvikles på tværs af kommuner, hvis det giver bedre kvalitet for borgerne.
Hvad er den største faldgrube?
– At tro, at nye organisatoriske rammer automatisk skaber nye måder at arbejde på. Kulturændringer tager tid. Medarbejdere skifter job, organisationer har forskellige ressourcer, og uddannelsesniveau og kompetencer varierer. Samtidig kan regionernes større faglige og organisatoriske ressourcer let blive oplevet som en overtagelse frem for en støtte.
– Derfor bliver en af de vigtigste opgaver at opbygge relationer, fælles kompetencer og en fælles kvalitets- og sikkerhedskultur på tværs.
Mød os den 11.-12. november
Hvordan skaber vi et sundhedsvæsen, hvor patientsikkerheden følger patienten – også når patienten krydser organisatoriske og faglige grænser?
Det er omdrejningspunktet for PS!’ konference Patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen den 11.-12. november 2026.
Her sætter vi sammen med ledere, fagpersoner og andre centrale aktører fokus på de nye muligheder og risici, der opstår, når sundhedsvæsenet forandres: sundhedsråd, nye opgaver tættere på borgeren, samarbejdet mellem hospitaler, kommuner og almen praksis – og de konkrete metoder, der kan gøre sammenhæng til mere end en ambition.
For hvis sundhedsvæsenet skal hænge bedre sammen, skal patientsikkerheden gøre det samme.
