Sundhedspersonalets møde med etniske minoriteter kan give anledning til svære situationer, som personalet ikke føler sig parat til at håndtere. Et norsk studie gennemført i samarbejde mellem Oslo Metropolitan University (OsloMet) og Oslo Universitetshospital, viser, at fokusgrupper med metoden Critical Incident Technique, er velegnet til at fremme refleksion over disse situationer.
Critical Incident Technique indebærer, at deltagerne fortæller om en situation, der har gjort indtryk på dem, enten positiv eller negativ. Derefter reflekterer gruppen på grundlag af den pågældende historie.
Det norske studie inkluderede tre fokusgrupper, en bestående af fysioterapeuter og to grupper bestående af sygeplejersker, alle fra et stort norsk hospital. Deltagerne mødtes fire gange i løbet af fire måneder, og hver session varede ca. halvanden time. Ved hvert møde fortalte deltagerne om en situation, hvor deres møde med en patient med en anden kulturel baggrund havde været udfordrende eller skabt et dilemma. Gruppen udvalgte derefter en historie, som de reflekterede over i fællesskab.
Erfaringerne fra fokusgruppesessionerne er beskrevet i en artikel i tidsskriftet Nursing Inquiry, der også har eksempler på deltagernes historier.
Forskerne konkluderer, at der er behov for refleksion over disse vanskelige og komplekse situationer, og at det bør være en del af sundhedsansattes professionelle udvikling, og at Critical Incident-tilgangen er velegnet til dette.
Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed.
Tilmeld dig Fagligt Nyt
Debesay J, Kartzow AH, Fougner M. Healthcare professionals’ encounters with ethnic minority patients: The critical incident approach. Nurs Inq. 2021 May 12:e12421. doi: 10.1111/nin.12421. Epub ahead of print. PMID: 33978995.