Reformen er nødvendig, men nu – halvandet år efter, at den trådte i kraft – er det hele ét stort rod i det finske sundhedsvæsen. Det oplever Janne Aaltonen, der er administrerende direktør for den finske lægeforening. Ansvaret for det primære sundhedsvæsen og socialvæsenet er flyttet fra de omkring 300 kommuner til 22 nye velfærdsregioner, som integrerer primærsektor, socialvæsen og hospitalsfunktioner.
”Det har ikke været det letteste halvandet år. De nye velfærdsregioner har arbejdet på at løse praktiske problemer og gennemføre fusioner. Bare det at få udbetalt løn til de ca. 300.000 medarbejdere og opkræve brugerbetaling fra patienterne, er store opgaver, når de skal flyttes,” siger Janne Aaltonen. Han er blandt keynote-talerne ved den kommende konference om patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen i oktober.
De nye velfærdsregioner er selvstyrende, lokale myndigheder og har hver et valgt råd, som er ansvarlig for regionens aktiviteter og økonomi. Den centrale regering fastsætter den overordnede strategiske retning og finansiering til regionerne, men regionerne fastsætter selv, hvordan budgetterne fordeles.
Den nye finske struktur minder om en af de modeller, som Sundhedsstrukturkommissionen i Danmark for nylig har foreslået som reform af det danske sundhedsvæsen. Det er den såkaldt ’model 1’, hvor det samlede sundhedsansvar ligger i 8-12 sundhedsregioner, styret af folkevalgte ledelser. De finske erfaringer er derfor relevante i dansk sammenhæng.
Medarbejdere bliver fyret
Men i Finland slås man fortsat med startvanskeligheder.
”Der er bekymring om det finansielle. Sidste år havde regionerne tilsammen et deficit på næsten halvanden mia. Euro, og i år bliver det muligvis endnu større. Man har regnet med, at regionerne skulle være finansielt balancerede inden for tre år. Men det kan man jo se, at det kommer ikke til at ske, og der er endnu ikke ingen løsning på problemet.”
For at spare penge er regionerne begyndt at afskedige medarbejdere. De fleste regioner har sagt, at det kliniske personale ikke bliver fyret, for dem er der jo også mangel på. Til gengæld går det ud over folk i administration, udvikling og kvalitetsfunktioner
”Der er stor bekymring i organisationer og blandt personalet. Man kan godt sige, at det hele er et stort rod,” siger Janne Aaltonen.
Forandring med små skridt
Han mener, at de store forandringer er sket alt for pludseligt. Folk var optimistiske, men når man vil det hele på én gang, er det stor risiko for, at noget ikke går som planlagt.
”Hvis jeg skulle komme med et godt råd til danskerne, så er det at undgå at forandre for meget på én gang. Gennemfør hellere små skridt ad gangen, og kig på, hvilken effekt det har. Har det ikke den ønskede effekt, kan det rulles tilbage, og man kan prøve noget andet,” siger han. Som der er tradition for i kvalitetsarbejde, bør man anvende Demings cycle (PDSA), også når det gælder denne type gennemgribende forandringer, mener han.
Fyringer kan påvirke kvaliteten på sigt
Hidtil har forandringerne påvirket de ansatte mere end patienterne.
”Indtil nu vil jeg sige, at patienterne ikke har mærket nogen negative konsekvenser. Måske på et enkelt punkt. Efter Covid havde vi lange ventelister til visse ikke-akutte behandlinger. De ventelister kunne vi nok have afviklet hurtigere, hvis det ikke var for reformen.”
Men når man i øjeblikket er i gang med at fyre flere tusinde medarbejdere i sundhedsvæsenet, kan det gå ud over kvaliteten på sigt, frygter Janne Aaltonen.
Selv om fyringerne ikke rammer læger og sygeplejersker, der arbejder i klinikken, så kan de indirekte få en effekt på kvaliteten af patientbehandlingen, hvis det fx er ansatte i udviklings- og kvalitetsfunktioner, der spares væk.
En fordel at socialområdet er integreret
På sigt kommer patienterne også til at opleve positive effekter af den nye organisering, mener Janne Aaltonen. Fx er de en fordel at sundhedsområdet og socialområdet er integreret.
”De fleste læger har været af den af den holdning, at det var mere vigtigt at få integreret den primære og den sekundære sundhedstjeneste, end det var at integreret social og sundhedsvæsenet. Men jeg er ikke så sikker mere,” siger Janne Aaltonen.
”Udsatte og sårbare patientgrupper med behov for både sundhedsmæssige og socialt ydelser har brug for, at indsatserne koordineres. Det bliver der god mulighed for i den nye organisation,” siger Janne Aaltonen. Han mener, at de nye regioner kan bidrage til at mindske uligheden i sundhed på sigt.
Bedre om 5 år
Selv om processen er svær, mener Janne Aaltonen, at reformen er helt nødvendig. Nogle af Finlands 300 kommunerne var alt for små til at organisere sundhedsydelserne. Først forsøgte man at få kommunerne til at slå sig sammen på frivillig basis, men det mislykkedes.
Han mener også, at de nye velfærdsregioner er et godt bud på et velfungerende sundhedsvæsen, når de kommer til at virke. Selv om mange er kede af tingenes tilstand lige nu, er der ingen, der ønsker at gå tilbage.
”Det eneste nu er at lade regionerne gøre deres arbejde. Men vi må forvente, at det tager tid. Det drejer sig om store forandringer, det er store organisationer med mange mennesker, og ikke alle er enige om, hvordan, hvor hurtigt og hvad der skal prioriteres.”
”Om fem år. Så lang tid tager det nok. Så vil vi være i en bedre situation end i dag. Det tager år, og det må man acceptere, især hvis man gør det som en revolution, som Finland har valgt.”
