Dette er et lettere omskrevet uddrag af en kronik, der blev bragt i Politiken den 30. august 2025.
Kronikken kan læses – eller høres indtalt af Annelene selv – i sin fulde længde på politiken.dk
I efteråret 2023 faciliterede jeg en workshop for patienter og pårørende for at få deres råd til en guide om, hvordan man som patient indgår i et godt samarbejde om ens eget forløb ved at ”tage ordet” i samtalen med sundhedsprofessionelle.
Få uger senere genlød ordene ”medbring altid en bisidder”, da jeg stod alene foran et privathospital en tidlig morgen i november og godt vidste, hvad klokken var slået. Et par uger senere fik jeg diagnosen brystkræft.
Nu, halvandet år senere, er jeg raskmeldt. Det har været et hårdt forløb, men undervejs har jeg udelukkende mødt dygtige sundhedsprofessionelle, der har mødt mig med stor faglighed og empati og som – i bogstaveligste forstand – har reddet mit liv.
Selvom jeg er fuld af taknemmelighed, har jeg lyst til at kaste mit faglige blik på det forløb, jeg har gennemgået. For jeg mener, der er ting, sundhedsvæsenet kan lære af – både af det, der er gået godt, og af det, der kunne være gået bedre.
Se materialet: Din næste samtale med sundhedsvæsenet kan ændre dit liv – tag ordet!
Om at føle sig grebet
Det var en kirurg på Gentofte Hospital, der fortalte mig, at jeg havde kræft. Men da jeg skulle have kemoterapi inden operationen, kunne hun ikke svare på nogen af mine spørgsmål. Derfor husker jeg også det første døgn efter diagnosen som det værste. Jeg vidste, jeg havde kræft, men jeg anede ikke, hvad der nu skulle ske.
Svarene – og en plan – fik jeg først, da jeg dagen efter mødte ind på kræftambulatoriet på Rigshospitalet. Jeg fik udleveret et blåt ringbind med alle informationer, jeg kunne tænkes at have brug for – og alle de bivirkninger, jeg kunne risikere at støde på.
Det gav en stor tryghed at vide, at mens jeg befandt mig på ubetrådt land, så var det kendt landskab for andre. Jeg var i sikre hænder hos personale, der vidste præcis, hvad der skulle ske, og som kunne gribe mig.
Om intern vidensdeling
Kemoen var hård, men jeg fandt også ud af, at der her var tid til at stille spørgsmål til de sygeplejersker, der gav den, og få gode råd om diverse bivirkninger – som der var en del af.
Jeg oplevede alle sygeplejersker som værende yderst kompetente, men også, at der manglede vidensdeling internt, når det fx kom til at mindske bivirkninger eller henvise til hjemmehjælp fra kommunen.
Det bør ikke være op til held, at man behandles af den sygeplejerske, der tilfældigvis kender til det, der kan hjælpe én.
Om utrygge weekender
Før jeg blev syg, husker jeg weekender som en god ting. Det ændrede sig i den grad. Jeg oplevede nemlig hurtigt, at de symptomer, man blev bedt om at ringe ind med, ikke udløste helt den samme alvor i weekender som i hverdage.
Jeg ved godt, at der er mindre bemanding og kamp om sengepladserne i weekenden, og det er forståeligt nok. Men som patient er det utrygt at være i tvivl, om man er blevet bedt om at se tiden an, fordi der ikke er noget at bekymre sig om, eller om det skyldes mangel på sengepladser.
Om den gode samtale
Den eneste gang, jeg følte, at jeg ikke blev passet godt nok på, var efter et forløb, hvor jeg netop havde fået feber op til en weekend. Vurderingen var, at feberen ikke skyldtes min behandling, og da det blev værre over weekenden, blev jeg derfor henvist til et andet hospital. Først mange dage senere blev det opdaget, at symptomerne netop skyldtes behandlingen.
Efter forløbet tog den ansvarlige overlæge en samtale med mig, hvor vi talte det igennem. Jeg fik sat ord på min utryghed, og hun medgav, at de – retrospektivt – skulle havde handlet anderledes.
Det var ikke en undskyldning, der var vigtig her, men det, at jeg blev lyttet til og anerkendt i min oplevelse, samtidig med at jeg fik forståelse for de valg, der var blevet truffet undervejs.
Se materialet: Den gode samtale, når noget går galt
Om den svære kommunikation
Gennem træningstilbud i regionen (Krop og Kræft) og kommunen (Center for Kræft og Sundhed) har jeg fået et stort netværk af ligesindede, som har givet mig et indblik i, hvordan mødet med sundhedsvæsenet også kan opleves.
Nogle gange har det handlet om en manglende forventningsafstemning om, hvad sundhedsvæsenet kan og skal tilbyde. Andre gange har det handlet om deciderede misforståelser.
Har jeg bare været heldig at møde alle de ”gode” læger? Jeg tror det ikke. Jeg tror, det handler om, at kommunikation er en svær disciplin. Det kræver næsten en uddannelse at være patient for at kunne kommunikere sin frygt og sine behov på en måde, der resonerer. Ligesom det er vigtigt, at personalet er klædt på til at indgå i denne dialog og forventningsafstemning.
Om patientinddragelse
Jeg trænede med andre kræftramte under 40 år, og vi ville ofte sidde og udveksle erfaringer efterfølgende. Her talte jeg flere gange med unge patienter, der var fortvivlede, fordi de følte, at det var op til dem at vælge, hvis udfaldet af en given behandling var uvist eller risikerede at komme med store omkostninger.
Patienter skal inddrages, men aldrig føle, at de er ansvarlige for behandlingen. Og læger skal turde give en anbefaling uden at være bange for, at der kommer klagesager eller repressalier.
Om feedback og læring
Patienter har så mange relevante erfaringer, der kan være med til at forbedre sundhedsvæsenet, men vi bliver sjældent spurgt. Derudover har ingen, jeg har mødt, hørt om, at man kan rapportere utilsigtede hændelser som patient. Selvom det for mange vil være yderst relevant viden.
Behandlingen er ikke patientens ansvar, men patienten har stor indflydelse på, at behandlingen lykkes. Derfor er den gode kommunikation mellem patient og sundhedsprofessionelle så utrolig vigtig. Det har jeg om noget lært.
Inddragelse af borgere, patienter og pårørende i patientsikkerhedsarbejdet
