Ledelserne på alle niveauer spiller en central rolle, hvis de forbedringer af plejen og behandlingen i ældreplejen, som de fem kommuner allerede har skabt i I sikre hænder, skal forblive varige. Derfor er forbedringsledelse et særskilt område i projektet.
Af samme grund har I sikre hænder – som noget nyt – afprøvet et kursus i forbedringsledelse. Kurset er målrettet daglige ledere på plejecentre og i hjemmeplejen, og 20 fra Sønderborg Kommune har i første omgang været prøvekaniner.
– Målet med kurset er at opbygge kompetencer i forbedringsledelse og ruste de daglige ledere til at drive forbedringer frem, siger projektleder i I sikre hænder Tina Lynge fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed:
– Vi skal skabe et system af patientsikkerhed i den enkelte organisation, som sikrer driften, når projektperioden er ovre med udgangen af 2016. De forbedringer af arbejdsgangene, som er oparbejdet til gavn for patienterne, må nemlig ikke smuldre.
Forbedringer – ikke kun forandringer
Kurset består af tre læringstræf, hvor Dansk Selskab for Patientsikkerhed blandt andet underviser i forbedringsmodellen og det at lede andre i forbindelse med forbedringsarbejde eksempelvis via tavlemøder. I perioderne mellem undervisningen laver deltagerne opgaver.
De 20 ledere fra Sønderborg, som deltog i kurset, tog en masse redskaber med hjem til det daglige arbejde.
– Jeg iværksætter afprøvninger af nye tiltag i form af små PDSA’ér, før indsatsen indføres til flere beboere eller boenheder. Jeg er blevet mere skarp på, at nye tiltag skal kunne vise forbedringer og ikke bare forandringer. Jeg skal være vedholdende og være opmærksom på, at der skal skabes ejerskab, fortæller Bjørk Junker, som er daglig leder på Tangshave Bo- og Aktivitetscenter.
Kursus udbredes til andre kommuner
Generelt har kurset givet lederne et kompetenceløft i forhold til at drive forbedringer frem.
– Jeg ser tydeligt, at de daglige ledere er blevet meget bevidste om, at forandringer skal skabe forbedringer. Uddannelsen af de daglige ledere skaber ligeledes fremdrift i afprøvningerne for at forbedre arbejdsgangene, siger Lisbeth Andresen, der er plejecenterleder på Tangshave Bo- og Aktivitetscenter.
På baggrund af de gode erfaringer fra Sønderborg bliver kurset nu udbredt de fire andre projektkommuner. Henover efteråret 2015 afholder Dansk Selskab for Patientsikkerhed læringstræf, hvor 10 mellemledere fra hver kommune deltager.