Charlotte Jensen blev mødt med rutine, da hendes søn var indlagt på en psykiatrisk afdeling.
– Jeg blev ikke budt velkommen. Der blev bare låst op.
Charlotte Jensen fortæller om dengang, hun for første gang trådte ind på den psykiatriske afdeling, hvor hendes søn Dennis var indlagt og lå spændt fast i bælte.
Det var mig, der stillede spørgsmål til personalet – og ikke personalet, der sagde noget til mig. For personalet var det bare en rutine, men for mig var det første gang, jeg skulle besøge min søn. Jeg var sårbar.
Charlotte Jensen, pårørenderepræsentant
Det er fire år siden, episoden fandt sted. Den er stadig klar i Charlottes bevidsthed, og hendes stemme knækker, når hun gengiver oplevelsen.
I undersøgelsesrummet
Inden Charlotte kom ind på afdelingen til Dennis, tog personalet hende ind i et rum for at undersøge, om hun havde nogle ting, som hun ikke måtte medbringe på afdelingen.
-Da jeg kom ind i undersøgelsesrummet, følte jeg mig ikke værdig, siger Charlotte og uddyber:
-Selvfølgelig skulle jeg undersøges. Men det er måden det blev gjort på, som jeg ikke brød mig om. Jeg manglede en forklaring. Det havde været rart, hvis personalet havde informeret om proceduren, inden de gik i gang.
Hos Dennis
En medarbejder gik med Charlotte hen for at vise, hvor Dennis lå spændt fast i bælte. Han var rolig, og Charlotte fik en god snak med sin søn. Hun var ikke særlig berørt, da hun stod derinde, men da Charlotte kom ud, brød hun sammen:
-Jeg ville have ønsket, at personalet havde talt med mig efter besøget os min søn, så havde jeg haft mulighed for at få afklaret nogle ting. I stedet gik jeg derfra med en masse spørgsmål.
-Måske havde personalet også haft glæde af sådan en samtale. De kunne få ideer til at gøre tingene på en anden måde og bruge det i behandlingen og arbejdet fremover.
Mangel på kommunikation
I det hele taget manglede Charlotte kommunikation fra og samarbejde med personalet under hele forløbet. Hun skulle selv være meget opsøgende:
- Jeg følte ikke, at jeg blev mødt og forstået. For eksempel skulle jeg ofte rykke for at få en samtale med personalet. Jeg siger ikke, at personalet skal klare alle pårørendes problemer. Jeg beder kun om et klap på skulderen og en kort ordudveksling om, hvordan det går.
- Samarbejdet mellem personalet og de pårørende er vigtigt, da det påvirker patienten, hvis man ikke taler godt sammen. Det gjorde det i hvert fald med Dennis, selvom jeg forsøgte at skjule det.
I dag har Dennis det godt, men på grund af oplevelsen engagerer Charlotte sig som pårørenderepræsentant i psykiatrien. Hun er aktiv i foreningen Bedre Psykiatri, og deltager som pårørenderepræsentant i projekt Sikker Psykiatri.
