Igen i 2026 afvikles Kvalitetsugen med masser af inspiration og deling af gode idéer og tiltag.
Du og/eller dine kolleger bør melde jer til, hvis I har et projekt eller et initiativ, I har lyst til at dele på et webinar med jeres kolleger i resten af sundhedsvæsenet. Og ellers er det altså bare at sætte kryds i kalenderen i uge 38, og suge til sig fra nogle af de arrangementer, der kommer til at finde sted fra den 14.-18. september.
Kvalitetsugen afvikles som et samarbejde mellem IDA Sundhedsteknologi. Temaet for Kvalitetsugen 2026 er ”Det hele menneske i det hele sundhedsvæsen”. Her er nøgleordene bl.a. god implementering, teknologi i praksis, sammenhængende patientforløb, medicinsk sikkerhed, borgerperspektiv, ulighed i sundhed bæredygtighed og regulering.
Vi skal være bedre til at flytte tingene rundt
Alle er begreber, der falder i god tråd med den udvikling, sundhedsvæsenet er inde i – og ikke mindst de opgaver udviklingen medfører for personalet, mener Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
– Vi har i mange år talt om innovation og, at vi skulle afprøve nye ting. Det skal vi stadigvæk, men vi er heldigvis også begyndt at tale om spredning og skalering af alt det gode. Hvordan vi får de ting, vi ved virker, til at virke alle steder. Det handler i virkeligheden også om at skabe et mere bæredygtigt sundhedsvæsen, siger hun og fortsætter:
– Vi skal være i stand til at reproducere, bruge de løsninger, der er, og undgå at opfinde den dybe tallerken hver gang. Vi skal inspirere og vi skal være bedre til at flytte tingene rundt.
Laura Klitgaard, formand for IDA, er enig:
– Sundhedsvæsenet og ældreplejen venter ikke på, at reformerne træder i kraft eller udfoldes. Det drøner allerede derudaf med at finde gode løsninger, og teknologi er en stor del af de løsninger. Vi vil gerne være hjælperytter for at udbrede kendskabet til alt det arbejde, der allerede foregår for derved at bidrage til inspiration, læring og fremdrift, og her ser vi Kvalitetsugen som en god mulighed for at skabe et udstillingsvindue for netop det, sagde hun i forlængelse af Kvalitetsugen 2025.
Kvalitetsugen giver plads til en bred pallette af initiativer og gode idéer. Sådan var det sidste år, og sådan bliver det også, når 2026-udgaven løber af stablen.
– Noget af det, der var superspændende og dejligt at opleve det første år, var de mange gode ideer og initiativer, der er derude – og hvor mange af dem, der i virkeligheden er plug-and-play. Fra at man har en app, der kan hjælpe med at reducere medicinspild til, at man bruger særlige briller, når der skal dryppes øjne. Det er små og store ting, der kan bidrage. Det var rigtig dejligt at opleve, hvor mange der gerne vil fortælle om det, men også at det blev modtaget rigtig godt og fik så god feedback, siger Inge Kristensen.
I 2025 var der 14 forskellige webinarer under Kvalitetsugen. Du kan læse om Kvalitetsugen 2025, og se nogle af webinarerne her.
Det er PS!, der tager initiativ til Kvalitetsugen, men selve idéen kommer fra Line Rosell Walker, cheflæge på Kirurgisk Afdeling på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse i Region Sjælland.
På konferencen International Forum on Quality and Safety in Healthcare i Utrecht hørte hun nemlig et oplæg af Anita DeHavilland, der er Quality Improvement Specialist hos Hampshire & IOW Healthcare NHS Foundation Trust, og som har taget initiativ til en QI Week i England.
Idéen til ugen hos NHS udsprang af et ønske om at sætte fokus på alt det gode forbedringsarbejde, der bidrager til at skabe kvalitet i sundhedsvæsenet under overskriften, at forbedringsarbejde er for alle.
Deltag i Kvalitetsugen
I kan både deltage i Kvalitetsugen ved at deltage i webinarer – og ved selv at stå for et.
Alle, der har tiltag eller initiativer, der egner sig til udbredelse, opfordres til at arrangere lokale arrangementer – virtuelt, så de netop kan tilgås på tværs af landet – og sende information om det til PS! via en formular.
Det kan fx være arrangementer om
- kapacitetsudnyttelse
- Vælg Klogt
- medicinsikkerhed
- digitalisering, medicoteknologi og AI
- tværsektorielt samarbejde
- psykiatri
- mental sundhed
- sikker behandling af ikke-smitsomme sygdomme (WHO’s tema for den internationale patientsikkerhedsdag)
Ingeniørforeningen i Danmarks sundhedsfaglige netværk, IDA Sundhedsteknologi, er medarrangør af Kvalitetsugen, og vi hilser løsninger, der understøtter patientsikker anvendelse af teknologi velkommen.
I kalenderen kan du få et overblik over arrangementer, efterhånden som de tilmeldes.
Indsend selv arrangementer via formularen her.
Ligesom sidste år bliver 2026-udgaven af Kvalitetsugen løbet i gang med et virtuelt halvdagsseminar, som PS! og IDA Sundhedsteknologi er værter for. I år finder det sted mandag den 14. september, og programmet til det offentliggøres senere.
