Konference om mental sundhed og patientsikkerhed: Bliv klogere på, hvordan vi får begge dele

Medarbejdernes mentale sundhed og patientsikkerhed hænger sammen. Hvordan får vi begge dele? Det dykker vi ned i på en konference, hvor der både vil være konkrete eksempler og oplæg fra en af verdens skarpeste forskere på området.

3 ansatte i hospitalstøj sidder omkring et bord og snakker sammen.
Afdelingen for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling på Herlev Hospital har samarbejdet med CAMES og PS! om projektet Mental sundhed for sundhedsprofessionelle. Her har støttende, kollegiale samtaler og defusing været blandt metoderne i arbejdet med mental sundhed og patientsikkerhed. Foto: Jacob Nielsen

Bedste forskere, formidlere og viden

Den 2. februar 2023 har du mulighed for at blive klogere på sammenhængen mellem mental sundhed for personalet og patientsikkerhed. Det sker på konferencen ”Mental sundhed og patientsikkerhed: Hvordan får vi begge dele?”.

– Vi får mere og mere evidens for, at personalets mentale sundhed og trivsel har sammenhæng med den kvalitet og patientsikkerhed, patienterne oplever. Det skal vi dykke meget mere ned i – og få indsatserne til at hænge sammen, siger PS!-direktør Inge Kristensen og fortsætter:

– På konferencen præsenterer vi ikke bare en af verdens bedste forskere og formidlere om ”compassion”, men også den bedste viden, vi har om sammenhængen mellem mental sundhed, kvalitet og patientsikkerhed.

Dagen byder både på workshops og spændende hovedtalere, og udgangspunktet vil være national og international viden på området samt erfaringer fra projektet Mental sundhed for sundhedsprofessionelle.

Læs om projektet Mental sundhed for sundhedsprofessionelle

Hovedtalere fra ind- og udland

På konferencen kan du bl.a. opleve:

Dorthe Crüger, koncerndirektør i Region Hovedstaden. Dorthe Crüger vil fortælle om visionen for at arbejde med mental sundhed for medarbejderne, samtidig med at vi højner patientsikkerheden.

Michael West, professor og fellow hos The King’s Fund. Michael West har stor erfaring inden for krydsfeltet mellem at forbedre både medarbejdernes trivsel og kvaliteten af plejen. Fx stod han i spidsen for en gennemgang af mental sundhed og trivsel blandt sygeplejersker og jordemødre i Storbritannien i 2020:

The courage of compassion: supporting nurses and midwifes to deliver high quality care (kingsfund.org.uk)

Tilmeldingsfrist den 26. januar 

Det er Herlev og Gentofte Hospital, Center for HR og Uddannelse samt PS!, der står bag konferencen, som finder sted på Herlev Hospital den 2. februar 2023.

Det koster 500 kr. at deltage i dagen.