Nye udfordringer kalder på nye løsninger.
Selvom det danske sundhedsvæsen ofte placeres blandt de bedste i verden, arbejdes der stadig hårdt på at forbedre sig i både regionerne og kommunerne i et sundhedsvæsen, der hele tiden udvikler sig.
I podcasten FORBEDRINGER, som er et samarbejde mellem Odense Universitets Hospital og Dansk Selskab for Patientsikkerhed, undersøger vi, hvordan vi kan skabe et endnu bedre sundhedsvæsen igennem systematiske forbedringer af kvalitet og patientsikkerhed, som skaber mere værdi for både borgere, patienter og personalet i de danske kommuner og regioner.
– Hvis du hurtigt og nemt vil have noget faglig inspiration, så skal du lytte til podcasten. Den henvender sig i virkeligheden til hele sundhedsvæsenet – både til frontlinjemedarbejderne, men også til toplederen, der ønsker at få et perspektiv på, hvordan man kan arbejde mere systematisk med forbedringer, fortæller vicedirektør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Vibeke Rischel, der medvirker i podcasten.
En af lytterne til podcasten er Bente Hansen, der er kvalitetschef hos Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse i Region Sjælland. Hun har knap en times transport til og fra arbejde hver dag, og for hende er podcasten den perfekte ledsager på køreturen:
– Det er så dejligt nemt. Jeg er blevet meget inspireret. Uanset om man er garvet, som jeg, eller ny i forbedringsarbejdet og kvalitetsudviklingen, kan man få inspiration til sit arbejde med forbedringer. Jeg vil klart anbefale andre at lytte til podcasten.
Forbedringsarbejde med forskellige tilgange
I podcasten introducerer Vibeke Rischel og Lars Oberländer, chefkonsulent på Odense Universitetshospital, dig for alt det forbedringsarbejde, der foregår rundt om i Danmark. Bente Hansen fremhæver samspillet mellem Vibeke og Lars som givende, da de taler samme sprog og ind i den samme virkelighed, men de gør det alligevel fra hver deres perspektiv.
– Der sidder to mennesker, som er møghamrende dygtige og som har forbedringstænkningen og -tilgangen helt ind under huden. Det var mit indtryk, at de ikke arbejder på samme måde, men alligevel var der kæmpe respekt imellem dem. Respekten kom til udtryk ved, at de udfordrer hinanden på en god og kærlig måde, og det kunne jeg virkelig godt lide, fortæller Bente Hansen og fortsætter:
– Introduktionen var en god indledning og anledning til at få tænkt over: Kan man virkelig arbejde med forbedringsarbejdet på den samme måde men alligevel med forskellige tilgange?
Du hører også fra andre erfarne fagfolk fra hele landet, der præsenterer gode eksempler og konkrete værktøjer direkte i dit øre.
Find podcasten der, hvor du lytter til podcast, eller via dette link
Ikke læse, ikke se, men LYTTE
Og hvorfor så lige podcast-formatet? Nogle fungerer godt med det skriftlige format, andre fungerer godt med et mere visuelt format og andre fungerer godt med et lydmæssigt format. Og nårh ja, så hjælper det også, at man nemt kan lytte til podcasten, mens man rengør huset, ordner haven eller sidder i bilen på vej til arbejde.
– Når vi skal lære og få ny inspiration, er der en lang tradition for at bruge det skriftlige format til at formidle sine budskaber. Vi skal tænke i alle former for formater, når vi skal formidle de mange gode forbedringseksempler, der er rundt omkring i det danske sundhedsvæsen. Formålet med podcast-serien er at skabe et let tilgængeligt inspirationsmateriale til hele sundhedsvæsenet, som hurtigt kan tilgås og læres af, siger Vibeke Rischel.
Og det er Bente Hansen helt enig i.
– I dag er der ikke så mange muligheder for at lytte sig til viden om forbedrings- og kvalitetsarbejde. Man skal enten læse en bog eller se e-læringsprogrammer om Forbedringsmodellen. Jeg er næsten formand for fanklubben for e-læringsprogrammerne. Podcasten vil være et super godt supplement. Jeg skal helt 100 % høre alle afsnittene af podcasten, siger kvalitetschefen.
Der udkommer i alt 5 afsnit i podcast-serien FORBEDRINGER – 1 om ugen. Podcasten er skabt i samarbejde med Lukas Bjerg, producent i LYDTRYK.