Dette blogindlæg er bragt i Seniormonitor den 19. december 2023. Med tilladelse fra Seniormonitor bringes bloggen her i sin fulde længde.
Mens vi venter på, at ældrelovsarbejdet færdiggøres, skal der nok være et par stykker, der har stadig vanskeligere ved at se, hvordan det passer ind i det mere eller mindre sideløbende arbejde med sundhedsstrukturkommissionen.
Men det må andre tage sig af. Jeg er mindre interesseret i, hvor tingene løses, bare de løses.
Mottoet ”Esse, non videri” tilskrives bl.a. Cicero og blev også brugt af Karen Blixen som et livsmotto. Det betyder ”At være, ikke at synes at være”. Altså – at noget ikke bare ser godt ud, men i sin kerne er godt.
Uanset om vi venter på ældrelovsarbejde eller sundhedsstruktur, er fordringen for dem begge, at de reelt medvirker til at løse udfordringerne i ældreplejen, og ikke bliver sådan noget staffage, der langt fra og uden for meget lys kan se pænt ud.
Forleden havde jeg fornøjelsen af at høre både ældreministeren og formanden for Strukturkommissionen. Antallet af ord, der siges, er stort. Jeg hørte bl.a. det nye begreb ”kædeansvar”, som nok er et forsøg på at omskrive privatsektorbegrebet om ”end to end”-løsninger, som nu også er blevet moderne i sundhedsvæsenet.
Der bliver talt om ”bundne opgaver”, ”sammenhæng”, ”frisættelse”, økonomiske incitamenter, der skal ”vende rigtigt” og meget andet godt. Men – som vi, der dagligt beskæftiger os med forbedringer i sundhedsvæsenet og ældresektoren ved- så kan man ikke snakke eller tænke sig til ændringer. Der skal handling til. Og dem, der kan ændre noget for borgerne, det er medarbejderne.
Så, hvis man skal frisætte og skabe sammenhæng, så skal medarbejderne finde løsningerne i hverdagen, og de skal have kompetencerne til det. Vi ved, at forbedringsmetoderne virker i det daglige, og vi ved, at robuste arbejdsgange er det, der kan dæmme op for de store ændringer, der sker i opgaverne på ældreområdet – og på tværs af sektorer.
Det handler ikke om snore, der kan klippes, et nyt navn på organisationer, lovning om X antal flere ”varme hænder,” der aldrig kommer, men om at de, der arbejder i ældresektoren, kan få lov til at arbejde med det, der giver mening. Frisættelse sker ved, at medarbejderne i det daglige selv har kompetencerne til at skabe de forbedringer, der skal til.
Som Linda Kristensen, der er udviklingssygeplejerske i Kolding Kommune, har udtrykt det: ”Jeg ville ikke kunne varetage mit job uden at bruge forbedringsmetoder. Jeg ville ikke kunne komme ud med de samme resultater. Medarbejdertrivslen steg helt vildt, fordi de følte, at nu fik de noget struktur, fik styr på deres opgaver, og det gav mening for dem”.
Sammenhæng skabes også, når man tager udgangspunkt i det, der rent faktisk hænger sammen og har betydning for borgernes trivsel og for, at de ikke skal indlægges unødigt! Der er udviklet en række evidensbaserede pakker for ernæring, medicin, fald, tryksår og tidlig opsporing. Hvis man vil skabe sammenhæng, kunne man med fordel tage udgangspunkt i dem, i stedet for at prøve at opfinde nogle nye tiltag – der ikke virker, men som måske lyder godt?
Så, mens vi venter på ældrelovsarbejdet, kan man i den søde decembertid hygge sig med Karen Blixens bøger – og med at inkorporere de ting, der reelt virker i hverdagen i ældreloven, så vi ikke står bagefter med noget, der måske ser meget pænt ud, men ikke kommer til at virke i praksis.
Esse, non videri.
Se, hvad det er for pakker, Inge Kristensen nævner på projektsiden om I sikre hænder
