Hvad er Triple Aim?

Rapporten beskriver Triple Aim som tendens og som værktøj til at tilrettelægge social- og sundhedsydelser. Rapporten er et led i forberedelserne til et Triple Aim initiativ, der planlægges af TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed i partnerskab. Målgruppen er ældre med depression.

Udgivelsesår:
2015

Udgivet af:
Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden
Hvad er Triple Aim? Nye veje i sundhedsvæsenet

Resumé

I Sundhedsstyrelsens nyligt udgivne sygdomsbyrderapport indtager psykiske lidelser en kedelig placering som topscorer på en række specifikke sygdomsbyrdemål. Psykiske lidelser er eksempelvis den hyppigste årsag til førtidspensionering og giver også anledning til mange sygedage blandt erhvervsaktive danskere, og dermed store produktionstab på samfundsniveau.

Rapporten dokumenterer tillige en tydelig social ulighed for alle byrdemål i relation til mennesker med psykiske lidelser. Psykiske lidelser udgør samlet set den største sygdomsbyrde i samfundet med 25 % i forhold til det samlede sygdomsbillede, mens kræft står for 17 % og kredsløbssygdomme står for 15,2 %.

I projektet Sikker Psykiatri arbejder 7 psykiatriske hospitaler/projektenheder med at forbedre patientsikkerheden og behandlingskvaliteten for psykiatriske patienter i relation til sikker medicinering, udredning for fysisk sygdom, selvmordsforebyggelse og reduktion af fysisk tvang. Dette projekt bidrager til at ændre på nogle af udfordringerne, der følger med at have en psykisk lidelse i Danmark. Men de store udfordringer skal angribes fra mange andre og forskelligartede vinkler, når målet er at forbedre sundheden. Der er behov for flere tiltag, nye greb og veje – og for at bringe aktører i spil på tværs af sektorer, organisationer og interesser.

På den baggrund designer TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed i partnerskab (herefter benævnt Partnerskabet) nu et Triple Aim initiativ for en (endnu ikke) udvalgt population med psykiske lidelser. Triple Aim-tilgangen er udviklet af IHI (Institute for Healthcare Improvement, BostonII) og hviler på en forståelse af, at vi ved at forfølge tre ligeværdige dimensioner samtidigt kan skabe nye veje til bedre sundhed for udvalgte befolkningseller patientgrupper.

De tre dimensioner er:

  • Højnet patientoplevet kvalitet
  • Højnet sundhedstilstand for populationen
  • Reducerede eller fastholdte sundhedsomkostninger pr. person i populationen

Amerikanske erfaringer peger på at Triple-Aim rammen har potentiale til at finde nye veje til at ændre på sundhedstilstanden for mennesker med psykiske lidelser.

I denne rapport afsøger og beskriver vi Triple Aim som tendens og som værktøj til at tilrettelægge social- og sundhedsydelser, samt de danske og internationale erfaringer som Partnerskabet kan bruge i arbejdet med at tilrettelægge initiativet.

Rapporten er udarbejdet som opsummering på en 90-dages forsknings- og udviklingsmodel, som IHI og Carnegie Foundation har beskrevet. En 90-dages cyklus er en systematisk metode til udforskning af nye felter og muligheder. En cyklus består af 3 faser: Scanning (30 dage), Fokusering (30 dage) og Opsummering (30 dage). En cyklus afsluttes med en rapport, der opsummerer viden og leverer baggrund for det videre arbejde.

Se også rapporten Triple Aim – For hvem? fra 2016

Find mere om