Vi har i Europa – og særligt i de skandinaviske lande – fantastiske velfærdsstater. Men de er designet i en helt anden tidsalder med et helt andet samfund og helt andre problemer. Der er brug for nye systemer, som passer til det 21. århundrede, og de skal bygge på medmenneskelige relationer. Det mener britiske Hilary Cottam, der er internationalt kendt for sine banebrydende tanker om en velfærdsrevolution.
– Det eksisterende velfærdssystem inklusiv sundhedsvæsenet er forældet. Vi ved det godt, for vi kan se, at systemerne ikke virker. Vi har forsøgt at effektivisere blandt andet gennem privatisering, men det er ikke nok. Vi er nødt til at designe et helt nyt system, der passer til det vores samfund i det 21. århundrede, siger Hilary Cottam.
I 2018 udgav hun bogen “Radical Help: How we can remake the relations between us and revolution the Welfare State”, der er blevet oversat international blandt andet til dansk (Radikal hjælp – Hvordan vi genopbygger indbyrdes relationer og revolutionerer velfærdsstaten, forlaget Mindspace).
Hun er keynote-taler ved den kommende konference om patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen, der afholdes af PS! 7.-8. oktober 2024.
Se programmet og tilmeld dig konferencen om patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen
Fra infektionssygdomme til kroniske lidelser
Selv om det danske og det britiske system ikke er helt sammenlignelige, er der mange fælles træk, mener hun.
– Da sundhedsvæsenet blev grundlagt i det 20. århundrede, var infektionssygdomme det største sundhedsproblem. Og, ja, vi har lige haft en pandemi, så det er noget vi stadig skal kunne håndtere. Men det største problem for de europæiske sundhedsvæsener i dette århundrede er kroniske sygdomme. Vi lever heldigvis længere, men vores ældre år er ofte præget af forskellige kroniske tilstande, såsom vægtproblemer, hjerteproblemer osv.
Problemet forstærkes af voksende ulighed i samfundet, da kronisk sygdom ofte er relateret til fattigdom.
– Det, der sker nu er, at folk med kroniske sygdomme kommer ind på hospitalerne. 80 procent af hospitalsudgifterne går til behandling af kroniske sygdomme. Det er ikke det ideelle sted at behandle disse mennesker, men på grund af vores forældede system, så ender de på hospitaler, hvor de ikke kan helbredes.
Det, der skal til, er noget helt andet, mener hun.
– Social forskning viser, at noget, der virkelig hjælper i forhold til kroniske sygdomme, er vores medmenneskelige relationer. De relationer, du har, er medbestemmende for hvilket job, du har, hvordan dit helbred er, hvilken social aktivitet du har, når du bliver gammel, hvilket igen har indflydelse på helbredet.
Det nuværende system lægger vægt på det kliniske og industrielle. Det, der skal til, er noget meget mere socialt og kulturelt.
Command and control
Noget andet, der har forandret sig, er vores forhold til autoriteter:
– Tidligere gjorde folk, hvad de fik besked på ovenfra. Men i vores århundrede, virker det ikke. Hvis du fx vil ændre på, hvordan folk spiser, eller om de får motion nok, eller du vil gøre noget ved klimaforandringerne, så er du nødt til at gøre det på en meget inkluderende måde, du er nødt til at få alle med og lade forandringer vokse op blandt folk.
Men systemerne er stadig meget baseret på ’command and control’.
– Hospitalsdirektøren siger noget, og lægen siger det videre, og sygeplejersken siger det, og når det når til patienten, er der ingen, der forstår hvad det betyder.
– Vi er nødt til at vende de hierarkiske systemer om, så de fra vertikale bliver mere horisontale. Der er brug for systemer, der forbinder borgerne med hinanden og forbinder borgerne og de professionelle på nye måder. Vi har stadig brug for de professionelle, men i samarbejde med borgerne.
Dansk projekt i Gellerupparken
Hilary Cottam har besøgt Danmark flere gange og det er fx hendes tankegang, der ligger til grund for projektet Opgang til Opgang i Gellerupparken i Århus (2019-2023), et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Brabrand Boligforening, Aarhus Universitet og Socialt Udviklingscenter SUS.
Projektet har hjulpet familier, hvor forældrene var langtidsledige – gennemsnitligt i ni år. Der blev etableret en tværfaglige gruppe på ti fagprofessionelle fra kommunens forskellige forvaltninger. Medarbejderne opsøgte de udsatte familier og dannede efterhånden tillidsfulde relationer og samarbejdsalliancer med dem. Derefter tog man udgangspunkt i de behov, som familierne selv definerede, og arbejdet gik ud på at styrke familiernes egen handlekraft, og at styrke deres relationer og evner til at håndtere egen situation.
Evaluering af projektet viser, at over halvdelen af forældrene nu er enten i arbejde eller under uddannelse, familiernes trivsel er øget, og børnenes fravær i skolen er faldet med 25 %. Samtidig har kommunen i den fireårige periode skønsmæssigt sparet mindst 15 mio. kr. på de 62 familier.
Se evalueringsrapport for Opgang til Opgang (pdf)
– Jeg har været med i en række andre lignende projekter, fx i et ret fattigt område i Manchester hvor vi over 10 år lagde 7 år til den forventede levetid og samtidig sparede adskillige millioner. Formålet er ikke at spare, men det viser sig at løsningerne er billigere, samtidig med at de er mere effektive.
– Vi har gode data på, at disse alternativer virker, men sommetider er det svært at overbevise lederne om, at flytte budgettet og supportere de nye systemer.
Se og lyt
– I vores nuværende system er vi blevet besat af at skulle levere service, i stedet for at stille det grundlæggende spørgsmål: hvad har vi brug for, for at trives? Velfærdsstaten er blevet en slags net, der holder dig fanget. I Danmark er det et meget smukt net, der fanger dig, og problemet er, at det kan være meget komfortabelt at forblive i det net. Men det, der er brug for, er en trampolin, der hjælper dig med at hoppe højere op.
Hvis man som sundhedsprofessionel gerne vil bidrage til at starte forandringer, skal man i stedet for at levere service begynde at se og lytte til de mennesker, man sidder overfor, mener hun.
– Vi uddanner os til sygeplejerske eller læge eller socialarbejder, fordi vi gerne vil hjælpe andre mennesker, men vi bliver efterhånden fanget i det professionelle mindset, og vi falder ind i den tankegang, som vores virksomhed arbejder efter. Det betyder, at vi ikke længere lægger mærke til det menneske, vi skal hjælpe.
– Vi ser en patient, der har brug for at tabe sig, og vi tilbyder hende det vægttabsprogram, som vi mener, hun har brug for. Hvis vi i stedet talte med patienten, ville vi finde ud af, at hendes mand er meget syg, og at hun derfor har svært ved at holde sig til de sunde madvaner. Og at det er nødvendigt at støtte hende på andre måder, inden hun magter at tabe sig. Det er et basalt eksempel.
– Så vi kan begynde med virkelig at se og at lytte til de mennesker, der sidder foran os. Det er et udgangspunkt, som de fleste af os har i starten, men som går tabt i løbet af vores arbejdsliv.
– Og også at huske, at alle borgere har deres egen viden og egne erfaringer, så hvis vi kan støtte dem som mennesker, så er de i en meget bedre position til at hjælpe sig selv. I stedet for at vi fortæller dem, hvad de skal gøre.
Grib chancen i Danmark
Hilary Cottam mener, at vi har rigtig gode muligheder for at lade en ny tankegang vokse i det danske sundhedsvæsen.
– I forhold til andre lande, er der en meget høj grad af tillid mellem mennesker i Danmark, og hvis sundhedsvæsenet skal ændres, så har disse nye ideer en rigtig god chance for at vokse, fordi det kulturelle fundament af tillid allerede er til stede.
– Faldgruben er, at jeres sundhedssystem er så godt og så stærkt, at sommetider gør det for meget for folk i stedet for at ledsage dem. Vi skal følges med folk i stedet for ”at gøre noget for dem”, sådan at vi opbygger deres egne evne til at klare problemerne.
Men netop på grund af det stærke danske velfærdssystem, er chancerne gode:
– Så jeg vil sige, vent ikke, men gå i gang med forandringen, mens tid er. Grib chancen, mens der stadig er masser af gode folk og masser af tillid i systemet.
