Metode til at skabe sikkerhed for borgerne i ældreplejen virker: Nu kan andre kommuner lade sig inspirere

Gennem 10 år har kommunerne i forbedringsprogrammet I sikre hænder vist, at det igennem forbedringsmetoder er muligt at skabe en sikker pleje og behandling for borgerne i ældreplejen. Nyt katalog giver inspiration til alle, der ønsker at forbedre ældreplejen.

I inspirationskataloget fra I sikre hænder præsenterer PS! cases fra kommunerne om, hvordan resultaterne er opnået, og vi giver en guide til de kommuner, der har lyst til at begive sig ud i forbedringsarbejdet for at skabe en mere sikker pleje for borgerne.

Mange skader og utilsigtede hændelser i ældreplejen kan forebygges, og mange sygehusindlæggelser undgås. En målrettet og systematisk indsats kan være med til at fremme borgerens sikkerhed og livskvalitet. Det er erfaringen fra forbedringsprogrammet I sikre hænder, som 33 af landets kommuner har deltaget i.

– Vi ved fra vores samarbejde med sundhedsvæsenet igennem de seneste 20 år, at metoderne skaber pålidelighed og systematik, og at medarbejderne bliver trygge, når de kan anvende metoderne til at forbedre deres arbejde – meningsfuldt og tæt på praksis. I en tid hvor mantraet er frisættelse, er det derfor vigtigt, at metoderne bliver spredt til resten af landets kommuner, siger direktør i PS! Inge Kristensen.

Derfor er det godt, at der nu kommer et inspirationskatalog, som kan bidrage til, at de gode erfaringer og metoder lever videre i kommunerne til gavn for de ældre.

Sophie Løhde, indenrigs- og sundhedsminister (V)

Nu kan resten af landets kommuner sætte kursen mod en ældrepleje med høj borgersikkerhed og kvalitet. PS! har netop søsat en spritny opsamling, der skal give inspiration og idéer til at skabe forbedringer i ældreplejen, der kommer borgerne til gavn.

I kataloget præsenterer PS! metoderne fra I sikre hænder og giver en guide, der styrer medarbejderne sikkert igennem metoderne. Med ombord i kataloget finder læserne eksempler på, hvordan kommunerne i I sikre hænder har opnået gode resultater ved at bruge metoderne, så de kan lade sig inspirere af kolleger i ældreplejen.

Find Inspirationskatalog fra I sikre hænder – Metoder til at forbedre sikkerheden for borgere i ældreplejen baseret på forbedringsprogrammet I sikre hænder 2013-2023

Om I sikre hænder
Målet med forbedringsprogrammet I sikre hænder er at give borgerne i ældreplejen en sikker pleje og behandling ved at reducere tryksår, medicinfejl, fald, uplanlagt vægttab, infektioner og forebyggelige indlæggelser.
 
I sikre hænder begyndte med 5 pilotkommuner i 2013, udvidede i 2016 med 13 kommuner, og i efteråret 2020 kom yderligere 15 kommuner med i forbedringsprogrammet.

I sikre hænder er et samarbejde mellem Sundhedsministeriet, KL og Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
 
Runde:                                 Beløb:                  Bevilling:
I sikre hænder 1:                24,6 mio. kr.         Sundhedsministeriet, KL, Pharmakon
I sikre hænder 2:                19,1 mio. kr.         Sundhedsministeriet
I sikre hænder 3:                16,1 mio. kr.         Sundhedsministeriet
 
Dertil kommer det, at der i finansloven for 2019 var afsat 5 mio. kr. til, at Dansk Selskab for Patientsikkerhed kunne udvikle og afprøve en metode i regi af I sikre hænder med henblik på at begrænse uplanlagt vægttab og underernæring hos borgere i ældreplejen.

I forbedringsprogrammet har kommunerne arbejdet med de fokusområder, der har været størst behov for hos dem. Dog har alle i I sikre hænder 3 arbejdet med medicinsikkerhed, heriblandt sikker medicinering af borgere med demens.

Find information om og metoder og materialer fra I sikre hænder

Metode får positiv politisk opmærksomhed

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) roser metoderne fra I sikre hænder og hilser det nye inspirationskatalog velkommen:

– Det er helt afgørende, at de mange ældre, som har kontakt med den kommunale syge- og ældrepleje, oplever, at de får en pleje og behandling af høj kvalitet. Og I sikre hænder har vist, at det kan lade sig gøre at øge kvaliteten og patientsikkerheden i ældreplejen ved at mindske antallet af bl.a. medicinfejl, tryksår, fald og infektioner og dermed også være med til at forebygge sygehusindlæggelser. Derfor er det godt, at der nu kommer et inspirationskatalog, som kan bidrage til, at de gode erfaringer og metoder lever videre i kommunerne til gavn for de ældre, siger Sophie Løhde.

I sikre hænder har styrket kvaliteten og borgersikkerheden i ældreplejen. Metoden til dette kan med fordel udbredes langt mere.

Jens Kristian Hedegaard (V), KL’s repræsentant i bestyrelsen for PS! og til daglig formand for Social- og Sundhedsudvalget i Holstebro Kommune

KL er enig i, at I sikre hænder er et godt koncept. Jens Kristian Hedegaard (V), KL’s repræsentant i bestyrelsen for PS! og til daglig formand for Social- og Sundhedsudvalget i Holstebro Kommune, som har deltaget i I sikre hænder, udtaler:

– I sikre hænder har styrket kvaliteten og borgersikkerheden i ældreplejen. Metoden til dette kan med fordel udbredes langt mere. Vi er derfor glade for, at resten af landets kommuner nu kan lade sig inspirere af og drage nytte af erfaringerne fra programmet, så metoderne kan komme ud og leve i flere kommuner, siger han.

Erfaringen fra I sikre hænder er, at der opnås de bedste resultater, hvis de organisatoriske forudsætninger er på plads.

– Vi håber stadig at få de sidste 65 kommuner med i I sikre hænder, så vi får løftet ældreplejen i hele landet. Guiden her kan forhåbentlig inspirere til forbedringsarbejdet, men det kræver, at de rette forudsætninger og kompetencer er til stede, hvis det for alvor skal rykke. Og det er noget af det, kommunerne får gennem forbedringsprogrammet, siger Inge Kristensen.

Læs også: 10 års arbejde med forbedringer i ældreplejen har bragt borgerne i 33 af landets kommuner i sikre hænder

I sikre hænder har skabt større sikkerhed for borgerne – se resultaterne
Siden 2013 har en tredjedel af landets kommuner deltaget i I sikre hænder og derigennem skabt forbedringer for både borgere og personale på plejehjem og i hjemmeplejen, bl.a. ved at reducere medicineringsfejl, tryksår, fald, uplanlagte vægttab, forebyggelige indlæggelser og infektioner markant.

Rigtig mange enheder i I sikre hænder har opnået 100, 200, 300 og 400 dage uden medicineringsfejl – flere enheder har opnået 500 dage og 600 dage. Et enkelt sted er de oppe på lidt over 4 år med kun 11 medicineringsfejl, der kræver lægekontakt.

13 enheder fra I sikre hænder har ikke haft et tryksår i 300 dage. I flere kommuner har hele plejehjem opnået 500 og 600 dage uden nyopståede tryksår.  Enkelte kommuner har endda rundet 1.000 dage uden tryksår. På et enkelt plejehjem er det over 5 år siden, at der har været et tryksår.

Flere deltagende kommuner i I sikre hænder har opnået over 200 dage uden forebyggelige indlæggelser, uplanlagte vægttab og fald inden for projektperioden.