Ny undersøgelse om besøgstider: Sygehuse har lukket for pårørende om dagen

De danske sygehuse har ofte lukket for besøg af pårørende i dagtimerne. Det viser en ny undersøgelse af besøgstiderne på landets sygehuse, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden står bag.

Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden opfordrer til større åbenhed på landets sygehuse. Så patienterne har mulighed for at have de pårørende hos sig om dagen, hvor de vigtige beslutninger om behandlingen bliver truffet.

“Undersøgelse af besøgstider på danske sygehuse”

Beslutninger tages om dagen

Der er betydeligt mindre åbent for pårørende i dagtiden end om aftenen. Det er en af konklusionerne i den nye undersøgelse af besøgstider på landets sygehuse. Ifølge Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden, der står bag undersøgelsen, skal sygehusene være bedre til at inddrage de pårørende:

– Der er brug for et nyt og stærkere fokus på den vigtige rolle, de pårørende kan have i at støtte patienten i selve pleje- og behandlingsforløbet. Derfor skal sygehusene også byde de pårørende velkommen om dagen, hvor de vigtige beslutninger om behandlingen bliver truffet, siger Ulla Astman, formand for Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Da undersøgelsen også er gennemført i 2013 og 2014, dokumenterer den samlet set en positiv tendens: I 2013 var der på landsplan i gennemsnit åbent 12 timer i døgnet, mens det i 2015 er steget til 15 timer. Men der er betydelige regionale forskelle. Region Sjælland og Region Hovedstaden har begge i gennemsnit 17 besøgstimer i 2015. Lavest ligger Region Nordjylland og Region Midtjylland med gennemsnitligt 12 besøgstimer.

– Patientsikkerhed og inddragelse af pårørende hænger sammen. De pårørende har vigtig viden om patienterne, og patienterne føler sig oftest tryggere, når de har en af deres nærmeste ved deres side. De pårørendes viden kan samtidig være med til at forebygge fejl, f.eks. fordi de pårørende ved, hvilken medicin en ældre eller dement patient i forvejen får, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.

Undersøgelsen er et øjebliksbillede fra januar-februar 2015. Region Hovedstaden har gjort os opmærksom på, at der siden er sket en opdatering af hjemmesiderne, således at nu stort set alle afdelinger i regionen fortæller om helt fri besøgstid.

Fra accept til aktiv invitation

Undersøgelsen af besøgstider er del af et nyt sæt materialer, der skal bidrage til i højere grad at inddrage de pårørende hos de patienter, der ønsker det. Materialet indeholder bl.a. også en undersøgelse af sprogbrug (f.eks. inviterende/ikke inviterende) på den del af sygehusenes hjemmesider, der handler om besøgstider:

– I dag accepteres besøg af pårørende. Men de nye undersøgelser viser, at sygehusenes besøgstider, hjemmesider og generelle kommunikation i endnu højere grad bør invitere til aktiv inddragelse. Ikke blokere, siger Gurli Martinussen.

Materialet er det seneste initiativ i kampagnen Hej Sundhedsvæsen. Kampagnens generelle formål er at øge patientsikkerheden ved at patienter og pårørende får mere indflydelse på egen behandling og forløb og er med til at undgå fejl.

Alle landets sygehuse har modtaget nyt materiale i dag

Ledelserne på alle landets sygehuse modtager i dag materialet om større inddragelse af pårørende. De forskellige elementer af materialet henvender sig til henholdsvis pårørende, patienter og personale, bl.a. via elektroniske spørgsmål-og-svar-guides til alle tre grupper.

F.eks.:

Spørgsmål:Er der nogen situationer, hvor det er særligt vigtigt at være til stede?

Svar:Det er særligt vigtigt ved indlæggelse og ved udskrivelse – og ved første ambulante besøg, hvor der lægges planer. Og så er der derudover en del situationer, hvor der tales mere grundigt om undersøgelse og behandling, og hvor der skal træffes vigtige beslutninger. Personalet vil gerne hjælpe jer med at finde ud af, hvornår det er vigtigst at være der.

Hent spørgsmål-og-svar-guide.

Mød dem på Patientsikkerhedskonferencen

Den 27.-28. april afholder Dansk Selskab for Patientsikkerhed den årlige konference om patientsikkerhed, og her vil der være repræsentanter for både patienter, pårørende og sundhedspersonale. De skal holde oplæg og udveksle erfaringer om, hvordan de pårørende kan komme til at spille en mere aktiv rolle.

Udover inddragelse af pårørende vil konferencen gå i dybden med en lang række andre emner om patientsikkerhed. Både danske og internationale eksperter deltager i konferencen. Dansk Selskab for Patientsikkerhed giver også sit bud på, hvad der nu skal ske med forbedringsarbejdet i sundhedsvæsenet – efter regeringens melding om, at den danske kvalitetsmodel udfases.

Find mere om