Nye anbefalinger om omsorg for sundhedspersonale ved patientskader

Når en patient skades i forbindelse med behandlingen i sundhedsvæsenet, er det primært patienten og de pårørende, der påvirkes af hændelsen. Men også de involverede fagpersoner kan opleve psykiske reaktioner i form af skyldfølelse og tvivl om egne faglige kompetencer.

En arbejdsgruppe nedsat af bestyrelsen for Dansk Selskab for Patientsikkerhed har formuleret en række anbefalinger om, hvilken indsats der bør iværksættes for at drage omsorg for de sundhedspersoner, der involveres i utilsigtede hændelser.

Arbejdsgruppens anbefalinger

“Det handler om at tage hånd om de ansatte og minimere risikoen for alvorligere psykiske belastningsreaktioner, både for deres egen skyld og for patienternes skyld. Derfor skal der være et tilbud om hjælp. Ved at yde personlig støtte og omsorg til fagpersoner, der har været involveret i en patientskade, styrkes arbejdsevne og faglige selvtillid og evne til at håndtere belastningen og komme videre,” siger direktør Beth Lilja, Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Psykiske reaktioner og personlige problemer

Sundhedspersonen kaldes traditionelt “Det andet offer” (second victim), hvor den patient der udsættes for en utilsigtet hændelse er “første offer”. Formålet med omsorgen for second victim er at hindre unødigt alvorlige reaktioner hos de involverede sundhedspersoner – reaktioner der kan føre til sygemeldinger og i alvorligere tilfælde jobskifte og problemer med at fortsætte i erhvervet.

Det er almindeligt for fagpersoner i sundhedsvæsenet, at de har psykiske reaktioner og personlige problemer op til et år efter, at de har været involveret i en fejl, viser internationale undersøgelser.

I 2008 udgav Dansk Selskab for Patientsikkerhed læringssættet “Når skaden er sket”, som gav en række anvisninger for omsorgen både for patienten og for de involverede sundhedspersoner efter utilsigtede hændelser.

Siden da er der publiceret en del international litteratur på området, ligesom Den Danske Kvalitetsmodel i kvalitetsstandarderne for sygehuse, apoteker, alment praktiserende læger, kommuner og den præhospitale indsats har stillet krav om udarbejdelse af retningslinjer, så der kan tages hånd om “Det andet offer”.

Den nye rapport om omsorg for second victim følger op på og supplerer de tidligere anbefalinger.


En arbejdsgruppe nedsat af bestyrelsen for Dansk Selskab for Patientsikkerhed har formuleret en række anbefalinger om, hvilken indsats der bør iværksættes for at drage omsorg for de sundhedspersoner, der involveres i utilsigtede hændelser.

Læs arbejdsgruppens anbefalinger